Hvem husker ikke den dag tilbage i sommeren 2015, hvor Trump steg ned fra sit gyldne tårn på 5th Avenue på Manhattan akkompagneret af tonerne fra Neil Youngs Rockin’ in the Free World for at annoncere sit kandidatur til landets fornemmeste og mest magtfulde embede – ja, vel sagtens verdens. Med sig havde han ikke bare hustruen Melania (hvad er der egentlig blevet af hende?), men en masse visioner for, hvordan han ville bringe USA tilbage til fordums storhed.
En af Trumps helt store bærepiller var blandt andet en storstilet og mægtig mur, der skulle jage landets sydvendte nabo Mexico på porten, og til alles – på nær Trump – store forbløffelse, skulle Mexico selv betale for pragtstykket.
Men nu viser det sig så, at Trump faktisk var lige så forbløffet over de faktiske realiteter ved den udtalelse som alle os andre. Stol på mig, når jeg skriver det, for jeg har det faktisk fra hestens egen mund. Inden han skulle stå skoleret i en retssal i New York – anklaget for at have løjet om værdien af sine ejendomme – fik han til et vælgermøde i delstaten Ohio nemlig sagt følgende:
DeSantis er ikke sur…
Helt ærligt. Det kommer jo ikke bag på nogen, at Trump løj. Jeg mener, ifølge The Washington Post løj manden alene 30.573 gange, da han var præsident.
Men der er faktisk nogen, det er kommet bag på. Og den nogen er ikke sur. Den nogen er skuffet!
Hvis man alligevel skal prøve at komme DeSantis lidt i møde her, så må det da også være MAGAtræls at få vendt sit verdensbillede totalt op og ned. Især set i lyset af, at man købte så meget ind på løgnen om Mexico-muren, at man brugte den i sin børneopdragelse:
Den store lære for DeSantis må være den, at han ikke skal stole så blindt på Trump igen. Det ville både være godt for børneopdragelsen og ikke mindst troværdigheden, når man nu har valgt at sætte sin bagdel i klaskehøjde som præsidentkandidat mod selvsamme Trump.