Af Andreas Brunebjerg Jørgensen, journalist
I disse uger er millioner af sportsglade amerikanere i den syvende himmel. Mange af de største sportsturneringer er nemlig tilbage efter en længere sommerferie, hvor baseball, college football og amerikansk fodbold fylder meget i de amerikanske medier- både på de sociale platforme, men i den grad også på tv.
Dog har noget fundamentalt ændret sig i mediedækningen af sport i USA. For hvor amerikansk fodbold, baseball og basket primært har optaget sendefladerne, bliver fodbold, verdens mest populære sport, nu også diskuteret og debatteret overalt på de sociale medier. Fodbolden er nemlig i den grad haft vokseværk og er blevet en ekstrem populær sportsgren i USA.
Messis indtog i MLS
En afgørende begivenhed, der har bidraget til fodboldens vækst i USA, er Lionel Messis overraskende skifte til Inter Miami i MLS, den bedste amerikanske fodboldliga.
Messi, der anerkendes som én af verdens bedste fodboldspillere nogensinde, skabte stor medieopmærksomhed, da han i sommer valgte at forlade Paris Saint Germain i Frankrig til fordel for David Beckhams fodboldprojekt i Miami. Hvor hans evige rival Cristiano Ronaldo valgte at følge pengene og skifte til Saudi Arabien, valgte den argentinske verdensmester i stedet at flytte til det sydlige Florida, der på mange måder minder om Argentina med sin dominans af sydamerikansk kultur.
Messi fik officiel debut for Inter Miami i juli måned mod Cruz Azul fra Mexico, hvor han scorede direkte på frispark i kampens overtid og sendte stadion i ekstase.
Siden har argentineren ikke set sig tilbage, og har gjort underværker på et Inter Miami-hold, der mildest talt havde en forfærdelig sæson, før Messi kom til.
Men det er ikke kun på banen, at Messis ankomst til MLS har kunne mærkes. For det første er mediedækningen af MLS blevet mere omfattende. Ifølge en analyse fra Nielsen Media Research skabte Messis ankomst til Inter Miami en eksplosion i medieopmærksomheden. Antallet af internationale nyhedsartikler, der omtalte MLS og Inter Miami, steg markant i de første måneder efter Messis ankomst. Der blev rapporteret om Messis skifte i medier over hele verden, herunder store sportsmedier som ESPN, BBC Sport og Sky Sports.
Mange af Inter Miamis hjemmekampe blev også udsolgt på bare få minutter, efter Messi blev præsenteret som Inter Miami-spiller.
Nyt nationalt træningscenter
En af de mest betydningsfulde aspekter af Messis tilstedeværelse i MLS er den direkte konkurrence, han bringer til ligaen. Når unge spillere står over for Messi på banen, udfordres de på et højere niveau end nogensinde før. At spille mod eller sammen med Messi i træning og kampe giver dem en unik mulighed for at lære af en spiller med en ekstraordinær teknisk dygtighed, beslutningstagning og spilforståelse.
Messis ankomst til USA skal sættes ind i en større fortælling. Det amerikanske fodboldforbund har i det seneste årti arbejdet på at udvikle amerikansk fodbold. Udover, at USA i 2026 skal være værter for verdensmesterskabet sammen med Canada og Mexico, er det blevet annonceret, at der skal etableres et spritnyt træningscenter i storbyen Atlanta.