Kan Kennedy klare kampen alene?

Kasper Grotle Rasmussen, lektor i amerikansk historie, giver sit besyv med ovenpå RFK Jr.'s beslutning om nu at stille op til præsidentvalget som uafhængig kandidat, samt hvem den beslutning skader mest af Biden og Trump.

I går aftes dansk tid tonede Robert F. Kennedy Jr. (RFK Jr. i folkemunde) frem foran en menneskemængde i Philadelphia, Pennsylvania, med et klokkeklart budskab: Farvel og tak til Det Demokratiske Parti og goddag og halløj til uafhængigheden.

Kilde: YouTube

“Det amerikanske demokrati burde være mere end bare at vælge mellem kandidater udpeget af skygge institutioner,” sagde RFK Jr. blandt andet om sit kandidatur til præsidentembedet som nu uafhængig.

Og lige netop det budskab klinger meget godt med, hvem den 69-årige advokat i miljøret egentlig er som politiker, fortæller Kasper Grotle Rasmussen, lektor i amerikansk historie ved Syddansk Universitet.

“Det, han slår sig op på, er at være bannerfører for en populistisk, folkelig bevægelse imod eliten, de store erhvervsinteresser og så videre,” siger han og fremhæver:

“Han er for eksempel heftig modstander af coronahåndteringen og har sået tvivl om, hvorvidt corona blev skabt af naturen, som de fleste forskere mener, eller skabt i et laboratorium. Det gør han med henvisning til, at det er store medicinale virksomheder og politiske interesser, der har profiteret af det. Hans budskab er så, at han vil rydde op i den slags, også i forhold til krigen i Ukraine, som han har kritiseret USA’s håndtering af.”

Repræsenterer ikke Kennedy-klanen

Med gårsdagens udmelding trådte RFK Jr., som er søn af USA’s tidligere justitsminister, Robert F. Kennedy, og nevø til USA’s 35. præsident, John F. Kennedy, de facto ud af ikke bare farmands og onkels skygge, men hele familiens ved at bryde med det parti, der netop har smedet Kennedy’ernes politiske dynasti sammen.

“Officielt bryder han med Det Demokratiske Parti, fordi han mener, han ikke fik en fair behandling i primærvalget – for eksempel har partiet ikke ville afholde nogen kandidatdebatter. Han har så uden held forsøgt at henvende sig til partiet om mere inklusion, men deres primærvalg slutter til foråret, og der ville han tabe til Joe Biden lige meget hvad. På den her måde sikrer han sig en mulighed for at kunne stille op i 2024,” lyder det fra Kasper Grotle Rasmussen, der imidlertid ikke mener, at RFK Jr.’s brud med Det Demokratiske Parti skader det historiske bånd mellem Kennedy’erne og partiet.

“Lad os sige, at Kennedy-familien havde bakket op om hans kandidatur som uafhængig, så kunne det godt have været træls for Det Demokratiske Parti, men fire af hans søskende har været ude og tale imod hans kandidatur, så med dem i ryggen kan Demokraterne sige, at han ikke repræsenterer Kennedy-klanen,” siger Kasper Grotle Rasmussen.

Kilde: X

Trækker fra begge partier

På nuværende tidspunkt er det knapt med meningsmålinger, der holder RFK Jr. direkte op imod et kandidatfelt bestående af Joe Biden og Donald Trump (Republikanernes for nuværende førende bud på en præsidentkandidat).

“Men hvis det kommer til at stå mellem ham, Biden og Trump, ser det umiddelbart ud til, at Kennedy ville være langt bagud,” påpeger Kasper Grotle Rasmussen, inden han fortsætter:

“Man kan se, at han i de tidlige undersøgelser trak nogle stemmer fra Demokraterne. Hvorvidt han kan fortsætte med det som uafhængig kandidat, ved vi ikke endnu. Han trak dog også mange stemmer fra Republikanerne, fordi han taler om nogle af de emner, der interesserer og optager dem. Mit bud er, at han kommer til at trække lige så mange stemmer fra Republikanere, som han gør Demokraterne.”

Faderen følger som en skygge

Kasper Grotle Rasmussen understreger samtidig, at der skal trækkes hårdt på de økonomiske ressourcer, hvis RFK Jr.’s præsidentkampagne skal nå ud over rampen.

“Og så er der stadig mange amerikanere, der ikke ved, hvem han er. De kender navnet, ja, men mange forveksler ham med hans far. Desuden er der mange af Demokraternes vælgere, der helt har trukket støtten til ham, efter de har lært hans mærkesager bedre at kende, så han skal i virkeligheden håbe på at trække republikanere til sig, tror jeg.”

“Man kan også se, at Republikanerne især har været ude med riven over for ham, efter han annoncerede sit kandidatur som uafhængig. Demokraterne forsøger mere at tie ham ihjel,” lyder det videre fra Kasper Grotle Rasmussen.   

Værst for Trump

Selvom mængden af meningsmålinger, der tager højde for RFK Jr. over for både Biden og Trump, er sparsom for nuværende, findes der ifølge Politico dog to relativ nye meningsmålinger, der netop italesætter, hvor kampdygtig RFK Jr. egentlig er i direkte duel med Biden og Trump. Ifølge de to målinger står han således til at få 14 procent af vælgernes gunst. Ikke siden Ross Perot ved præsidentvalget i 1992 har en uafhængig kandidat ligget mere lunt i svinget.

Kilde: Politico

På spørgsmålet om, hvem RFK Jr. er værst for af Biden og Trump, nuancerer Kasper Grotle Rasmussen:

“Hvis nu han havde ligget til venstre for alting, som Bernie Sanders for eksempel gør, så ville det ikke have være godt for Det Demokratiske Parti. Det gør han kun til dels, fordi han taler i høj grad også ind i ting, som Republikanerne gør.”

“Det er svært at sige nu, hvem der taber mest på Kennedys kandidatur. Normalt vil man sige, at det er Biden, men jeg tror sagtens, det kunne være Trump, fordi han på mange måder også er en anti-establishment-kandidat, selvom han kommer fra et af de mægtigste politiske dynastier i USA. Om det er nok til at flytte afgørende stemmer, er dog meget, meget tidligt at spå om,” pointerer Kasper Grotle Rasmussen til syvende og sidst.

RFK Jr. nyder økonomisk opbakning fra interesseorganisationen American Values 2024, der i juni havde skrabet 9,8 millioner dollars ind. Interesseorganisationens største donorer er den konservative forretningsmand Timothy Mellon og milliardæren Gavin de Becker, som har en historik med donationer til både demokratiske og republikanske kandidater.

Se hele RFK Jr.’s uafhængighedstale her:

Kilde: YouTube.