Af Andreas Brunebjerg Jørgensen, journalist
Om lidt under en måned, mere nøjagtigt den 7. november, går befolkningen i Kentucky til stemmeurnerne. Her skal de blandt andet beslutte, om den nuværende demokratiske guvernør, Andy Beshear, skal have fire år mere ved roret i den overvejende republikanske stat, eller om statens justitsminister Daniel Cameron fra det modsatte parti skal være Kentuckys næste guvernør.
Valgkampen er gået ind i sin afgørende fase, og Andy Beshear har bragt et emne op, som normalt er farligt at lege med som demokrat i en republikansk stat, nemlig abortspørgsmålet. I slutningen af sidste måned offentliggjorde Beshears kampagne en video med en kvinde ved navn Hadley, som ufrivilligt blev gravid som 12-årig, da hendes stedfar voldtog hende.
“Enhver, der mener, at der ikke bør være undtagelser for voldtægt og incest, vil aldrig kunne forstå, hvordan det er at være i mine sko,” siger kvinden i videoen, der er gået viralt i Kentucky.
I videoen rækker kvinden også direkte ud til Andy Beshears republikanske modstander Daniel Cameron, der i lang tid har støttet Kentuckys nuværende lovgivning, der forbyder kvinder af få en abort, selv efter voldtægt og incest.
“Ikke tal om abort”
Udover videoen med kvinden Hadley har den demokratiske guvernør også lanceret en reklamekampagne, hvori Daniel Camerons holdning til abort bliver kaldt for “ekstrem” og “farlig”.
De hårde beskyldninger mod Cameron har givet genlyd i republikanerens lejr. Sent i sidste måned sagde han ifølge mediet Courier Journal blandt andet, at han som guvernør ville underskrive en lovgivning, der tillader undtagelser for voldtægt og incest.
Det er dog ikke kun i Kentucky, at demokratiske kampagner bringer abortspørgsmålet helt til tops på den politiske dagsorden. Ved midtvejsvalget sidste år stod det klart, at mange demokratiske kandidater til både delstatslige og føderale poster, der argumenterede for en lempeligere abortlovgivning, kom sejrsrigt ud af deres respektive valg. Mange republikanske politikere havde omvendt svært ved at forholde sig til spørgsmålet.
Med andre ord kan abortspørgsmålet meget vel blive et taberemne for Det Republikanske Parti, hvis der fokuseres mere på emnet til det kommende præsidentvalg i 2024. For eksempel har den tidligere præsident Donald Trump advaret republikanske politikere mod at tale for meget om abort, beretter Politico om.
En pengemaskine uden lige
Kampagnepenge brugt på annoncering i guvernørvalget i Kentucky har allerede overgået beløbet brugt i 2019-valgkampen. Under den valgkamp, hvor den daværende republikanske guvernør, Matt Bevin, tabte sit genvalg til Beshear, brugte annoncører i alt omkring 24,3 millioner dollars ifølge AdImpact. Fire år senere er der allerede brugt over 51,8 millioner dollars på guvernørvalgkampen – og mere er på vej.
Den stigende annonceudgift er et tegn på, hvor meget der står på spil i valget. Republikanerne er optimistiske med hensyn til, at de kan erobre guvernørposten, da det sjældent sker, at en demokrat styrer en stat, der præsidentvalg efter præsidentvalg stemmer overvejende republikansk. Alligevel har meningsmålinger vist, at Beshear fører over Cameron eller er statistisk lige med ham.
Demokraterne tager ikke Beshears embedsperiode for givet. Defending Bluegrass Values, Democratic Governors Associations tilknyttede gruppe i Kentucky, er indtil videre den største annoncør og har brugt 19,4 millioner dollars på at støtte guvernøren. Med andre ord er det kommende guvernørvalg i Kentucky en forsmag på det præsidentvalg i 2024, der kommer til at afgøre USA’s fremtid – især på abortspørgsmålet.