Blot en enkelt dag skulle der gå, før Steve Scalise trak sit kandidatur som ny republikansk formand for Repræsentanternes Hus tilbage. Det meldte han ud i går aftes dansk tid, efter han ellers dagen forinden havde slået Jim Jordan i en intern republikansk afstemning om at blive sit partis kandidat til at efterfølge den afsatte Kevin McCarthy og tage hånd om alt fra en truende statsnedlukning hjemme til krig og konflikt ude.
Ret hurtigt efter onsdagens interne afstemning stod det klart, at en lang række republikanere ikke ville bakke op om et Scalise-formandskab, når det gjaldt en endelig afstemning i Repræsentanternes Hus.
“Der er nogle folk, som virkelig må se sig i spejlet de næste par dage og beslutte, om vi kommer tilbage på sporet, eller om de vil gå efter deres egen agenda,” lød det ifølge Politico fra Scalise om sine skeptikere.
Pilen peger nu tilbage på Jim Jordan til at forsøge at få samlet Republikanerne om en ny formand. Opgaveteksten forbliver ikke desto mindre den sammen: reger det uregerlige.