Oversat fra engelsk til dansk af Alexander de Summer-Brason Welford
Jeg vil gerne starte med at skrive, at det her hverken er en nyhed eller noget særlig overraskende. I 2022 rapporterede The New York Times, at på det tidspunkt havde 97 medlemmer af Kongressen enten købt eller solgt aktier, der var direkte forbundet med deres parlamentariske arbejde. Selvom det er værd at bemærke, at det teknisk set ikke er ulovligt, står det lysende klart, at det nok burde være det.
Mange politikere har opfordret til et fuldstændigt forbud mod aktiehandel af siddende medlemmer af Kongressen. For nylig introducerede de demokratiske senatorer Jon Ossoff og Mark Kelly lovgivningen Ban Congressional Stock Trading Act, som ifølge Ossoffs hjemmeside ville “kræve, at alle medlemmer af Kongressen, deres ægtefæller og børn, som er afhængige af deres forældre, skal placere deres aktier i et blindt tillidsforhold eller afhænde aktierne for at sikre, at de ikke kan bruge intern viden til at påvirke deres aktiehandler og dermed lave en profit.”
I en ellers stærkt splittet nation er der dog stor enighed i befolkningen om at forbyde aktiehandel for medlemmer af Kongressen. Ifølge en undersøgelse foretaget af University of Maryland støtter således 86 procent af amerikanerne et omfattende forbud mod al aktiehandel i Kongressen. Så hvis det er tilfældet, hvorfor forbyder de det så ikke bare?
Den korte version er, at jeg ikke ved det. Men hvad jeg ved er, at med et forbud ville de ikke være i stand til at gøre nøjagtigt det, de gør nu.
Ovenstående er aktiekursen for General Dynamics Corp (NYSE: GD), og stigningen, du kan se, er fra dagen før Hamas’ angreb på Israel. En pludselig stigning i aktier fra forsvarsfirmaer under international konflikt er ikke helt usædvanlig. Vi har set spring som dette før, senest med krigen i Ukraine. Det usædvanlige, eller i det mindste det, der bør betragtes som usædvanligt, er, at de personer, der træffer krigstidsbeslutninger i USA, er de samme, der drager fordel af disse stigninger.
I 2022 forsvarede det demokratiske medlem af Repræsentanternes Hus Ro Khanna sine aktiehandler i Lockheed Martin, Raytheon, Boeing og General Dynamics med, at de var “foretaget i tillid i hans kones og små børns navn”. På det tidspunkt var han medlem af Husets udvalg for House Armed Services. Ifølge organisationen Open Secrets rapporterede det daværende medlem af Repræsentanternes Hus for Republikanerne, Mo Brooks, i 2019 om en handel med General Dynamics, mens han også sad i udvalget.
I øjeblikket er der medlemmer af den amerikanske Kongres, beslutningstagere for USA’s ageren i krigstider, der enten for nylig har købt General Dynamics-aktier eller drager direkte fordel af at have købt dem tidligere.
Det mest interessante er opdelingen af favorable aktier mellem demokrater og republikanere. Republikanere synes at foretrække den kortsigtede tilgang i form af energiaktier såsom Exxon Mobil (NYSE: XOM), Devon Energy (NYSE: DVN) og Chevron (NYSE: CVX). Demokrater ser derimod ud til at implementere en mere tålmodig, langsigtet strategi og foretrækker cybersikkerhedsaktier som Fortinet (NASDAQ: FTNT).
Vil dette ændre sig? Det er meget usandsynligt. For de personer, der drager direkte fordel af reglerne, som de er nu, ville det vært skørt at forestille sig, at de ville ændre reglerne til, at de er de eneste, der ikke ville komme til at drage nogen fordel. Det er meget vanskeligt at have en formue på over 100.000.000 dollars med en løn på 223.000 dollars. Men med lidt hårdt arbejde, de rette forældre og noget indsiderviden er den amerikanske drøm altid mulig for enhver, der er valgt til Kongressen.