Yngre amerikanere er klar til politisk forandring

Mens rekordmange amerikanere udtrykker mishag over både Det Demokratiske og Det Republikanske Parti, er især de unge klar til flere alternativer.

I kølvandet på et politisk klima præget af noget nær total handlingslammelse og dyb partisk splid, dykker USA-nyt ned i spørgsmålet om, hvad amerikanerne egentlig synes om den repræsentation, de får fra landets to store politiske partier. Svaret er ikke godt læsestof for hverken Republikanerne eller Demokraterne.

Næsten tre ud af 10 amerikanere (28 procent) finder landets topartisystem ugunstigt, viste en undersøgelse foretaget af Pew Research Center i september.

Mængden af amerikanere, der er utilfredse med både Det Republikanske og Det Demokratiske Parti, har således nået et nyt lavpunkt, siden den upartiske tænketanke begyndte at spørge amerikanere ind til deres syn på partierne for godt og vel 30 år siden. Dengang, i 1994, lå utilfredsheden med de to partier på kun seks procent.

Grafik: Pew Research Center

Dykker man dybere ned i tallene, ser man imidlertid, at det især er de yngre amerikanere, der er utilfredse med den repræsentation, de får fra de to partier. Blandt de 18- til 49-årige er mængden af utilfredshed mere præcist 38 procent. Jo ældre, man spørger, jo mere falder utilfredsheden til gengæld (24 procent blandt de 50- til 64-årige og 16 procent blandt de 65-årige og ældre).

Flere partier

Samtidig ser især de yngre amerikanere gerne, at paletten af politiske partier bliver udvidet, viser en dugfrisk måling fra i torsdags af Pew Research Center.

Godt halvdelen af de 18- til 29-årige og 30- til 49-årige støtter op om et politisk landskab, hvor der er flere partier end to at vælge imellem. Ligesom ved det foregående spørgsmål forholder det sig noget anderledes, jo ældre man spørger. For de 50- til 64-årige falder begejstringen omkring flere partier således til 33 procent og 21 procent for de 65-årige og ældre.

Derudover mener 39 procent af de 18- til 29-årige og 32 procent af de 30- til 49-årige ifølge målingen, at flere partier at vælge imellem ville gøre det nemmere at løse landets problemer, kontra 21 procent af de 50- til 64-årige og 12 procent af de 65-årige og ældre.

Faktisk appellerer tanken om et tredje parti hele 63 procent af amerikanerne, viste en måling foretaget af Gallup i september. Også her var appellen størst blandt de yngste amerikanere.

De unge vil udgøre godt halvdelen

Hvorfor er det her vigtigt? Det er det først og fremmest, fordi 32 millioner amerikanere, der var 17 år under præsidentvalget i 2016, kommer til at være fyldt den stemmeberettigede alder til valget i 2024. Det viser tal fra Pew Research Center. Faktisk vil de såkaldte Millennials (født efter 1981) og Generation Z’ere (født efter 1996) – desuden de største generationer i USA i dag, skriver Brookings Institute – komme til at udgøre godt halvdelen af de stemmeberettigede vælgere i 2024 (lidt over 130 millioner). Og det tal kommer i øvrigt kun til at stige de kommende år ifølge fremskrivningerne.

Til præsidentvalget i 2024 stiller tre kandidater indtil videre op udenom de to store partier (Robert F. Kennedy Jr. og Cornell West som uafhængige kandidater og Chase Oliver som kandidat for Det Libertarianske Parti). Den tværpolitiske organisation No Labels annoncerede for øvrigt tilbage i juli, at den også agter at stille en kandidat op i 2024 – her har den moderate demokrat Joe Manchin, som sidder i Senatet for delstaten West Virginia, blandt andet været oppe at vende som muligt bud på rygtebørsen.

Selvom tredjepartikandidater historisk set aldrig har haft en reel vinderchance til præsidentvalg i USA, viser nylige tal fra meningsmålingsinstituttet SocialSphere og YouGov imidlertid, at de yngste generationer af amerikanerne faktisk er de mest åbne over for at stemme tredjepartisk i 2024 (adspurgt mere specifikt om Joe Manchin, Cornell West og Robert F. Kennedy Jr.).

Grafik: YouGov