Det var en selvsikker Lloyd Austin, der tog fra NATO’s topmøde den 12 oktober. Den amerikanske forsvarsminister udtalte, at USA kunne ”walk and chew gum at the same time” (en amerikansk pendant til udtrykket ”blæse og have mel i munden”), mens han forsikrede sine kollegaer om, at USA både ville støtte Israel og Ukraine på samme tid. Austins selvsikkerhed kom ikke som en overraskelse. Austin leverede det budskab, som de deltagende gerne ville høre og havde stor indflydelse på NATO-mødets dagsorden.
Få dage senere dukkede præsident Joe Biden op på nyhedsprogrammet 60 Minutes og sagde i ligeså selvsikker facon:
”We’re the United States of America, for God’s sake. The most powerful nation in the history!”
Det var til gengæld mere bemærkelsesværdigt. Ofte skal man tilbage til Bush-tiden for at høre sådan en patriotisme og sikkerhed på egen evne.
Det er dog tvivlsomt, om præsidenten har noget at have denne selvsikkerhed i. Der er mange interne faktorer i USA, der gør det uklart, om Biden overhovedet er i stand til at påtage sig dette lederskab.
Splittet Kongres
Selvom præsidenten har meget direkte magt i udenrigspolitik, har Kongressen det, der kaldes ”power of the purse”. Det betyder, at kongressen skal godkende de midler, regeringen bruger på udenrigsanliggender. De kan, så at sige, lukke for kassen.
På nuværende tidspunkt er Kongressen enormt dysfunktionel. Kun en fungerende formand i Repræsentanternes Hus afholder Kongressen fra en reel nedlukning.
Dette er et højst ustabilt og usikkert politisk miljø at være afhængig af i globale konflikter.
Kort tid til valg
Mere amerikansk engagement i Europa og Mellemøsten vil unægteligt modtage større bifald i udlandet end hjemme i USA.
Bidens linje repræsenterer en tilbagevenden til en traditionel amerikansk rolle, som blev udfordret under Obama og brudt helt med under Trump.
Problemet for Biden er, at amerikanerne ikke har bevæget sig væk fra Trumps ”America First”-principper.
Det er svært at sælge aktivistisk udenrigspolitik i et land, der skriger på migrationskontrol og inflationspolitik. Ikke mindst op til et præsidentvalg.
Her kunne Biden lære noget af George H. W. Bush’ valgnederlag i 1992. Bush markerede sig på udenrigspolitiske succeser og tabte til Bill Clinton med mantraet ”It’s the economy, stupid!”
Israel eller Ukraine?
På grund af det høje antal jøder i USA og dets historiske bånd til Israel er det sandsynligt, at mange amerikanere vil føle større relation til Israel end Ukraine.
Det lægger et kæmpepres på Biden, for hvis ikke Biden leverer hurtige resultater i Israel, vil det svække amerikanernes vilje til fortsat at støtte Ukraine og tiltroen til Bidens lederskab generelt.
Amerikanernes goodwill over for Israel er på samme tid Bidens redning. Hverken demokrater eller republikanere vil møde deres vælgere som dem, der forhindrede støtte til Israel. Biden får derfor højst sandsynligt sin vilje og får midler til at støtte både Ukraine og Israel på slagmarken, men det kommer til at besværliggøre hans resterende præsidentperiode, og grundet Kongressens tilstand er det usandsynligt, at hans engagement vil gå helt glat.
