Energien, vildskaben og uopsætteligheden, der ellers havde været kendetegnende for The Smashing Pumpkins’ liveoptrædener siden fødslen i 1988, manglede under indspilningerne til bandets andet og ellers gennembrydende album Siamese Dream fra 1993.
“Siamese Dream var ligesom et glansbillede af, hvem vi var, men som konsekvens gik sandheden tabt,” udtalte bandets frontfigur Billy Corgan i et YouTube-interview i 2020.
“Vi blev derfor nødt til at reagere, og det besluttede vi os for at gøre på to måder: vi ville for det første være uperfekte, og for det andet ville vi ikke længere sammenlignes med Grunge-bands. Det blev vores mission. I bund og grund en slags fuck you-mission.”
Efter en lang og opslidende verdensturné drog bandet i 1995 derfor straks hjem til Chicago for at begynde arbejdet med en opfølgning.
Under de otte måneder lange indspilninger beskæftigede bandet sig med ikke mindre end over 50 sange på en gang.
”Jeg plejede at sige til bandet: ‘det, vi er i gang med, er at betræde det sidste stykke uberørte territorie i rock’n’roll.’ Vi prøvede ligesom at vende det hele på hovedet,” genkaldte Billy Corgan i 2020 om kraftpræstationen, der ultimativt mundede ud i et 28 nummer-langt dobbeltalbum med titlen Mellon Collie and the Infinite Sadness, der i denne uge kunne fejre 28-års jubilæum.
“Når jeg hører det igen alle de her år senere, lyder det næsten som om, vi var sindssyge,” fortsatte han.
I galskaben findes den største kreativitet og skaberevne, ville nogen måske indvende. Med Mellon Collie gik The Smashing Pumpkins under alle omstændigheder fra at være den bløde mellemvare mellem Pearl Jam og Jane’s Addiction til et kærlighedsbarn mellem Black Sabbath og David Bowie. Med andre ord redefinerede bandet sig selv uden betænkeligheder og nåede nye højder som konsekvens.
Dagens cyklus
Dobbeltalbummet er struktureret efter dagens cyklus, forklarede Billy Corgan i 2020-interviewet:
”Hvis du tænker på en dag, hvor solen først står op, før den går ned, så kan man i virkeligheden opleve analogier for et helt liv bare på den ene dag. For mig at se er albummet en løs, konceptuel idyllisering af et helt liv.”
De første 14 numre opererer inden for daggry og skumringen, før tusmørket og stjernelyset toner frem på albummets sidste 14. Mellon Collie indeholder sin del redundante ornamenter, ja, men er generelt blottet for de overflødige dynger af skrot, som mange dobbeltalbums så ofte slår sig på – ikke mindst takket være Billy Corgans dundrende sangskrivning.
Det er befordrende for fantasien, hvor meget af Tonight, Tonight‘ pomp og pragt der løftes over i rytmesektionen. Nummerets strygerarrangement er som et par slag i samtidsrockens bolledej, og ambitionerne bliver kun større på numre som Cupid de Locke og Porcelina of the Vast Oceans.
Efter det monstrøse Bullet With Butterfly Wings kan man være fristet til at brække albummet midtover og springe frem til numre som Bodies, Tales of a Scorched Earth og X.Y.U., hvis man føler sig mere indfanget af albummets kill or be killed-attitude, men det ville være en sand forråelse af foretagendets samlede omfang.
Singlerne Zero og 1979 er begge evergreens inden for den alternative rockgenre. Samtidig er det umuligt at give køb på råstyrken ved numre som Here Is No Why, Where Boys Fear to Tread og Thru the Eyes of Ruby samt de mere drømmende singalong-perler som Thirty-Three, Farewell and Goodnight og ikke mindst den gakkede enspænder We Only Come Out at Night.
Fra Jellybelly, et tromme- og guitarflip uden sidestykke, til To Forgive, der fuldstændigt slår benene væk under én (alt imens den godt er klar over det), er det ultimativt Billy Corgans hylende og kompromisløse søgen efter noget større, der får Mellon Collie til at transcendere grænsen til det magiske.
At lytte til Mellon Collie er et danaidernes kar. Jeg har spillet det 117 gange på trommer, og hver gang, jeg slår an til det på ny, udfolder der sig nye illusioner om harmoni og balance. 28 år efter sin fødsel står det stadig sin prøve.
Kort sagt er Mellon Collie and the Infinite Sadness The Smashing Pumpkins’ magnum opus. Det er hudløst og derfor relaterbart. Det er smukt og derfor hårdt. Det er originalt og derfor magisk. Og så er det bedst, når man lytter til det i sin fulde længde:
