Taylor Swift-tour booster USA’s BNP

Der er godt nyt for både økonomer og Swifties.

Ifølge den amerikanske centralbank har den amerikanske popstjerne Taylor Swift så stor succes med sin igangværende ”Eras Tour”, at det kan ses på den amerikanske økonomi.

Det amerikanske bruttonationalprodukt (BNP) steg med næsten tre procent i dette kvartal i forhold til foråret 2023. Det boost i økonomien falder netop sammen med Swifts USA-turné.

Swift-koncerternes påvirkning på økonomien skal ses i lyset af, at koncerterne også bidrager til øget indtægter i hotel- og restaurationsbranchen samt services som Airbnb. 

Flere byer har rapporteret, at Swifts koncerter har haft en mærkbar effekt på deres lokaløkonomi. Især Philadelphia, Pennsylvania, har nydt godt af turnéen. Den amerikanske centralbanks afdeling i Philadelphia har nemlig meddelt, at Swifts koncert har øget indtægterne i hotelbranchen for første gang siden begyndelsen af coronapandemien i 2020. Philadelphia har faktisk oplevet en generel nedgang i turismen de seneste år, men alligevel var maj 2023 den stærkeste måned for hotelindtægter i Philadelphia siden 2020 – i høj grad på grund af tilstrømningen af Swifties til byen.

Kilde: YouTube

Når flere lokalområder oplever samme effekt i en periode, ender det med at påvirke hele landets økonomi.

Swifts koncerter afspejler en generel tendens i årene efter coronapandemien, hvor underholdning, sport og service er begyndt at tjene rekordstore indtægter. Det kommer som et efterspil på to år, hvor folk ikke har kunnet rejse eller tage til koncerter/festivaler. Folk har af den grund været tvunget til at holde på pengene. Nu er amerikanerne tydeligvis klar til at bruge de opsparede penge på fornøjelser og oplevelser.

Taylor Swift forventes at tjene 1,6 milliarder dollars på tourens forventede salg på mere end 1,9 milliarder dollars.

Danmark kommer desværre ikke til at nyde godt af Swift-effekten. Det tætteste, Swift kommer på Danmark i førnævnte turné, er Hamborg og Stockholm.

Kilde: X

Det tætteste, et dansk band har haft på denne type succes, er Aqua, der i slut-90’erne tjente en halv milliard kroner hjem til Danmark i eksportindtægter. Det er ifølge Information den højeste valutaindtjening, noget dansk kulturprodukt nogensinde har stået for.