“Hvordan i alverden skal det dog lykkes at få vedtaget et budget af to omgange i starten af det nye år, uden at der igen bliver vrede blandt Republikanerne? Sagen er jo den, at lige nu er Repræsentanternes Hus på republikanske hænder, mens Senatet er på demokratiske hænder, så derfor skal man simpelthen finde kompromisser, ellers kommer der en regeringsnedlukning.”
Sådan lyder det fra Jørn Brøndal, professor ved Center for Amerikanske Studier på SDU, som kommentar på den todelte budgetaftale, der ellers blev stemt igennem på Capitol Hill i sidste uge.
Budgetterne for alt lige fra bistand til mad for nødlidende amerikanere og støtte til traumatiserede krigsveteraner kom på plads blot én dag, før det amerikanske statsapparat ellers ville have smækket kassen i og sendt godt 1,5 millioner offentligt ansatte hjem på ubestemt tid uden løn. Skæringsdatoen (den 17. november) kom oprindeligt i stand i forbindelse med september måneds midlertidige budgetaftale. Den aftale skulle vise sig at blive republikaneren Kevin McCarthys politiske endeligt som formand for Repræsentanternes Hus. Det skete, efter han valgte at styre udenom sit republikanske flertal til fordel for demokratiske stemmer.
Efter ugers politisk tovtrækkeri endte Mike Johnson, McCarthys afløser, så ud i præcis samme vovestykke som sin forgænger ved at gå sammen med Demokraterne om at fortsætte de nuværende budgetniveauer frem til henholdsvis den 19. januar og 2. februar næste år.
93 republikanske medlemmer af Huset kvitterede med at stemme imod Johnsons manøvre, da den ikke indeholder de massive nedskæringer i de offentlige udgifter ej heller tiltag til skærpet grænsekontrol, som især partiets højrefløj har råbt op om gennem længere tid. Det er vel at mærke krav, som prompte ville blive stemt ned i Senatet, hvor Demokraterne sidder på flæsket, skulle Republikanerne gå så vidt.
”Det skal indledningsvist siges, at det at vedtage et budget har været kompliceret i meget, meget lang tid – siden 1995 har der været i alt fem regeringsnedlukninger, der har fokuseret på forskellige aspekter af budgettet – og siden den nuværende budgetlov blev vedtaget tilbage i 1974, er der kun blevet vedtaget et budget efter alle reglerne fire gange,” påpeger Jørn Brøndal, inden han pointerer:
“Én af grundene til, at manøvren omkring denne budgetaftale i første omgang er lykkes for Mike Johnson, er, at han er blevet modtaget af højrefløjen på en helt anden måde end Kevin McCarthy. Det handler om, at mange af de her konservative Republikanere fra især House Freedom Caucus-fløjen betragter Mike Johnson som én af deres egne, hvilket mange af dem ikke gjorde med McCarthy. Så længe det er tilfældet, kan Mike Johnson fortsætte som speaker.”
Udtryk for tiltagende dæmonisering
“Men hvad sker der så den 19. januar og den 2. februar? Og hvad sker der egentlig i forhold til støtten til Ukraine og Israel, som ikke er en del af den her aftale,” fortsætter Jørn Brøndal og understreger:
“Foreløbigt er det, vi har set, sådan set bare en udskydelse af en problematik og ikke en løsning på den.”
I det hele taget befinder USA sig i en dyb politisk krise, der snart sagt umuliggør enhver form for tværpolitisk samarbejde, alt imens de kritiske dagsordener hober sig op, fremhæver Jørn Brøndal:
“I stadig højere grad dæmoniserer partierne hinanden. Trump var for eksempel for kort tid siden ude og affærdige sine modstandere som både kommunister og fascister og kaldte dem for skadedyr. Med den tone er spørgsmålet, hvor langt man overhovedet kan komme en løsning på de her meget konkrete deadlines omkring budgettet, der er på vej.”
Den polariserende udvikling i amerikansk politik, som Jørn Brøndal her omtaler, er han ikke bleg for at sætte startdato på og ophavsmand til:
“Vi skal tilbage til 1990’erne og den daværende republikanske speaker Newt Gingrich (fra 1995 til 1998, red.), der valgte en ny måde at føre politik på. I stedet for at søge kompromisset, så søgte han den retoriske konflikt, hvor man brugte ord som ‘radikal’, ‘syg’ og ‘forræder’ om sine modstandere og tilsvarende positive ord om sig selv. Det er en væsentlig del af forklaringen.”
“Samtidig er problematikken også den, at der rent befolkningsmæssigt i nyere tid er sket det, at en masse counties rundt omkring i USA er blevet mere strømlinede, så folk inden for de samme counties har mere eller mindre de samme holdninger. Næsten to tredjedele af amerikanske counties er i dag såkaldte ’landslide counties’,” tilføjer Jørn Brøndal og uddyber:
“Dertil hører den proces, der hedder gerrymandering, som egentlig handler om, at politikere vælger deres vælgere. Det fungerer på den måde, at majoriteten i en pågældende stat kan lave nogle kongresdistrikter, der favoriserer deres eget parti. Dermed ender man med at stå med distrikter, hvor det ikke længere handler om de to partier, men snarere handler om interne opgør i partierne, hvor folk så kan sætte sig tungt på distrikterne, som ikke kan rokkes ved, uanset hvor kompromisløse, de end måtte være i deres holdninger. For disse politikere vil der nødvendigvis ikke længere være en pointe i at gennemføre national lovgivning, men snarere puste til den ulmende vrede, mange amerikanere føler i forhold til Washington, D.C.”
Den perfekte storm
Jørn Brøndal mener hertil, at sidste uges budgetaftale blot er et af de første penselstrøg til det tilspidsede billede, 2024 rent politisk tegner sig til at blive i USA.
“Det er helt umuligt at svare på, hvor alt det her skal ende, fordi USA er på vej ud i, hvad jeg ville kalde for den perfekte storm,” indleder han og påpeger:
“Vi går nu ind i et valgår, valgkampen er allerede godt i gang, og selvom præsidentvalget formentlig også kommer til at handle rigtig meget om Trumps fire retssager og 91 anklager, Bidens alder, inflation, immigration og så videre, så ligger det her omkring budgetterne altså og bobler lige under overfladen og kan bidrage til et samlet indtryk af kaos, hvis ikke der kan opnås resultater inden de to nye deadlines. At blive beskyldt for en regeringsnedlukning midt i et valgår er i den grad farligt.”
Samtidig forværres situationen kun yderligere af den interne splittelse, Det Republikanske Parti for nuværende er martret af, afslutter Jørn Brøndal:
“Vi har desuden at gøre med et parti, der for nylig så Kevin McCarthy blive beskyldt af en partikollega for at have givet ham et nyrestød i forbifarten – der er i øvrigt andre politikere, der hævder, at McCarthy også har været god for den slags ved tidligere lejligheder – så vi taler altså om et parti, hvor der også virkelig er nogle personlige følelser på spil, som man måske ikke har set mage til i amerikansk politik siden 1850’erne (optakten til den amerikanske borgerkrig, red.).”
Læs også:
