Som en del af den officielle begrundelse lød det fra Time Magazine:
”Swift tog prisen i et år, hvor hendes næsten to årtiers berømmelse og indflydelse nåede et højdepunkt. Hun er den første person fra kunstens verden, der bliver hædret for sin succes som entertainer.”
Med det menes, at Taylor Swift er den første kunstner, der modtager den tilbagevendende og prestigefyldte kåring.
USA-nyt har tidligere rapporteret, at flere amerikanske byer har oplevet vækst i økonomien på grund af hendes koncerter. Denne såkaldte ”Taylor effect” bliver også nævnt i Time Magazine:
“Analytikere talte om “Taylor-effekten”, da politikere fra Thailand, Ungarn og Chile opfordrede hende til at spille i deres lande. Hver gang, hun kom til et nyt sted, fandt et mini-økonomisk boom sted, da hoteller og restauranter oplevede en bølge af besøgende.”
NFL oplever også en stigning i seertallene, hver gang Swift dukker op på tribunen for at heppe på sin kæreste, den amerikanske fodboldspiller Travis Kelce.
Kontroversiel nominering
Desuden vakte det stor kontrovers, at den russiske præsident Vladimir Putin var blandt de nominerede til prisen som årets person. Det kan forklares med, at Time Magazine ikke udpeger de mest populære skikkelser, men dem, som har haft mest indflydelse og fyldt mest i medierne. Uanset, hvad man måtte mene om Putin, kommer man ikke uden om, at Putin har spillet en stor rolle i 2023.
Blandt de andre nominerede var kong Charles III, Kinas præsident Xi Jingping samt Barbie.
”Person of the Year” er en årlig kåring af den vigtigste person fra året, der gik. Sidste år blev den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskiy honoreret med hæderen.
Dansker blandt de mest magtfulde kvinder
Samtidig med Time udgav finansmagasinet Forbes sin liste over de 100 mest magtfulde kvinder i 2023. Der er én dansker med på listen, nemlig statsminister Mette Frederiksen, som kan findes på nummer 72. Forbes fremhæver blandt andet de internationale overskrifter, hun skabte ved at fortælle daværende præsident Donald Trump, at Grønland ikke var til salg, og at det var en ”absurd” idé.
Taylor Swift er også at finde på en femteplads i Forbes. Det kan blandt andet skyldes hendes politiske indflydelse på sine fans. For eksempel har hendes opfordring på Instagram om at registrere sig som vælger ifølge NPR ført til mere end 35.000 nye registreringer efter opslaget.
I den mere kuriøse afdeling finder man Barbie som nummer 100. Det skyldes filmen af samme navns markante indflydelse på popkulturen anno 2023.
Læs også: