Statsminister Mette Frederiksen og vicestatsminister/forsvarsminister Troels Lund Poulsen holdt tirsdag et pressemøde om forsvarssamarbejdet med USA. Her annoncerede de, at USA nu kan placere både soldater og materiel permanent i Danmark.
De amerikanske soldater kan mere præcist blive udstationeret på flyvestationer i Karup, Skrydstrup og Aalborg i korte og længere perioder. Det er nogle meget vide rammer for, hvad amerikanske soldater kan gøre på dansk jord, da det i praksis betyder, at amerikanske soldater vil blive en del af gadebilledet ved de steder, de er udstationeret.
Danmark er dog ikke alene med den slags aftale. USA har nemlig allerede indgået lignende aftaler med Norge, Finland og Sverige.
Styrket NATO
De fleste forsvarseksperter er ifølge DR enige om, at NATO står stærkere efter denne aftale. Samarbejdet skal ses som et værn mod russisk aggression, og nu, hvor alle de nordiske lande er dækket ind af amerikansk forsvar, er NATO-soldaterne lige pludselig ikke langt fra Rusland. Det kan have en afskrækkende effekt på Putin.
Det har nemlig længe været bekymringen, at det ville tage for lang tid at mobilisere styrker frem til dér, hvor de skal bruges i en krisesituation. Efter denne aftale vil soldaterne komme tættere på frontlinjen. Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) har hertil vurderet i sin seneste trusselsvurdering, at Ruslands ageren i Østersø-regionen vil blive mere uforudsigelig i de kommende år.
Sejr for USA
Den amerikanske regering har god grund til at være tilfreds med denne aftale. Samarbejdet er en aftale, som den amerikanske regering længe har talt ivrigt for. I en samlet pressemeddelelse omkring de nordiske lande udtaler den amerikanske udenrigsminister Antony Blinken:
”I dag er blot den seneste demonstration af USA’s omfattende indsats for at styrke den transatlantiske sikkerhed. Sidste år ændrede vi vores forsvarssamarbejdsaftale med Norge. Tidligere på måneden underskrev vi en ny forsvarsaftale med Sverige. Senere på ugen underskriver vi en ny aftale med Danmark. Og selvfølgelig vil vi i dag gøre dette med Finland.”
Den danske regering er også tilfreds. På Facebook skriver statsminister Mette Frederiksen:
”Vi skal sikre, at vores fundament er stærkt. Her er og bliver USA og NATO garanten for Danmarks sikkerhed. Aftalen sender et vigtigt signal om, at Danmark sammen med USA tager ansvar for europæisk sikkerhed.”
Forsvarsaftalen har generelt mødt bred opbakning i det danske folketing. Kun Enhedslisten har offentligt kritiseret samarbejdet. Det bunder i, at de udstationerede soldater er underlagt amerikansk lovgivning og vil blive retsforfulgt af en amerikansk – og altså ikke dansk – domstol.
Om dette har nogen effekt på de udstationeredes opførsel er usikkert, da USA har langt højere straffe for forbrydelser, end tilfældet er i Danmark.
Læs også: