Én mod én i årets første debat

Med under en uge til Republikanernes valg i delstaten Iowa mødes feltets to'er og tre'er i direkte tv-duel, mens frontløberen skal hygge sig med sit eget publikum.

Den sidste republikanske primærvalgsdebat inden de første valgmøder i Iowa vil kun have plads til to kandidater. De kandidater er den tidligere FN-ambassadør Nikki Haley og Floridas guvernør Ron DeSantis, det republikanske felts nuværende anden- og tredjeplads efter frontløberen Donald Trump. Værten for debatten, som afholdes i nat dansk tid, er nyhedsgiganten CNN. Begivenheden finder sted på Drake University i Des Moines, Iowa.

Grunden til, at der vil være så få kandidater til stede, er, at forretningsmanden, Vivek Ramaswamy, og den tidligere New Jersey-guvernør Chris Christie, som begge deltog i den sidste debat i december, ikke opfyldte CNN’s kvalifikationskrav.

Kilde: YouTube

Trump i town hall

Mens DeSantis og Haley skal debattere, vil Trump afholde et town hall-møde i Iowa på Fox News i samme tidsrum. Dermed vil der blive konkurrence om de konservative seere på henholdsvis Fox og CNN. Town hall er et koncept, hvor en given kandidat stiller op og tager imod spørgsmål fra publikum.

Ramaswamy er utilfreds

De få kandidater til CNN-debatten har allerede givet anledning til intern splid.

Vivek Ramaswamy, som bekendt ikke kvalificerede sig til debatten, reagerede ved at nedgøre CNN, dets journalister, værter og kommentatorer ved at kalde deres handlinger for “shenanigans” og kritisere deres angiveligt farvede dækning af ham.

Kilde: X

DeSantis og Haley langer ud efter Trump

Både DeSantis og Haley har langet ud efter Trump for at nægte at møde sine modstandere i debat. Ifølge mediet Spectrum News lød det for nylig fra Haley, at ”med kun tre kandidater, der kvalificerer sig, er det på tide, at Donald Trump dukker op. Efterhånden, som debatterne skrumper, bliver det sværere for Donald Trump at gemme sig.”

Målinger før debatten

Som den første stat til at afholde nomineringer har Iowa en særstatus for præsidentkandidater, og de fleste republikanere har afholdt hyppige begivenheder i staten for at komme godt fra start i primærvalgene.

Meningsmålingerne i Iowa ligner de landsdækkende: Trump fører klokkeklart over både DeSantis og Haley. Ifølge en CBS News/YouGov-måling i Iowa i december har Trump støtte fra 58 procent af vælgerne over DeSantis’ 22 procent og Haleys 13 procent. Til gengæld haler Nikki Haley ind på Trump i en anden vigtig stat, nemlig New Hampshire.