Skulle der herske nogen tvivl om, at Donald Trump er enehersker af Det Republikanske Parti, så blev den tvivl gjort til skamme med fredagens valg af Michael Whatley og Lara Trump som nyt sidestillet formandskab af Det Republikanske Partis Nationale Komité (RNC).
Begge er indædte Trump-tilhængere med alt, hvad der hertil hører til. Den sidste er sågar svigerdatter til MAGA-hyrden i form af sit ægteskab med sønnike Eric Trump. Whatley og Trump (begge fra delstaten North Carolina) erstatter således den afgående og i sin tid af Donald Trump håndplukkede formand, Ronna McDaniel, som kom i unåde hos den tidligere præsident, blandt andet for at have sanktioneret primærvalgsdebatter for de republikanske præsidentkandidater, som Donald Trump som bekendt konsekvent ikke ønskede at deltage i.
McDaniel, som er kusine til Trump-kritikeren og den tidligere republikanske præsidentkandidat, Mitt Romney, bakkede op om Donald Trumps løgne om omfattende snyd i forbindelse med præsidentvalget i 2020, men er siden blevet kritiseret af Trump for som formand ikke at ville gå langt nok for at sikre, hvad han ifølge mediet The Independent kalder for “valgintegritet”.
RNC bliver de facto til TNC
RNC er et yderst vigtigt organ i den forstand, at den republikanske landsorganisation står for planlægningen af partiets indsats i forbindelse med nationale valg. Ifølge Niels Bjerre-Poulsen, lektor ved Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet, via Den Store Danske koordinerer organet ikke bare den republikanske valgstrategi og politiske program, men fordeler også de indsamlede kampagnemidler, ligesom komitéen organiserer det nationale partikonvent, der nominerer kandidater til præsidentposten og vicepræsidentposten.
Lara Trump, der sammen med sin medformand Michael Whatley benægter legitimiteten af Joe Bidens valgsejr i 2020, har især slået på tromme for, at Det Republikanske Parti skal omfavne de forskellige muligheder for stemmeafgivning, Donald Trump ellers havde så travlt med at proklamere som medvirkende til valgsnyd i forbindelse med sit nederlag for fire år siden. Det være sig blandt andet at brevstemme samt uddanne folk til at supervisere stemmeoptælling.
Derudover har Lara Trump også tilkendegivet over for mediet AP, at hun mener, at RNC skal være med til at betale for Trumps advokatregninger i forbindelse med diverse retssager, ekspræsidenten står anklaget i.
Ifølge mediet Politico har Trump-kampagnen, der de facto sikrede sig den republikanske præsidentnominering efter Super Tuesday og meldingen om Nikki Haleys suspendering af sit modkandidatur dagen efter, med det nye formandskab i sinde at fusionere med RNC. På den måde vil de to enheders kommunikation og indsamling af kampagnemidler blandt meget andet i praksis blive drevet under samme paraply.
Trumpificeringen er hermed fuldbragt.
Læs også: