Som det første i Civil War lægger man mærke til, hvor lidt den egentlige borgerkrig fylder. Filmen giver ingen forklaring på, hvorfor der er udbrudt krig, og man lærer intet om soldaternes motivationer (på nær én). Dette er et gevaldigt hak nedad, da filmen ikke giver seeren nogen grund til at investere i filmens krigsaspekt.
Civil War, som ifølge IMDB har tjent over 114 millioner dollars på verdensplan og dermed fordoblet sit budget, har gjort sig relevant som kommentar på USA’s splittede samfund, men i virkeligheden kunne filmen have udspillet sig i ethvert andet land. Referencerne til det moderne USA begrænser sig til bynavne.
Journalister krydser USA
Den mest fascinerende del af historien er historien om de tre krigsjournalister (og deres yngre ”lærling” Jessie), der rejser landet tyndt og navigerer i de dilemmaer, der ligger i passivt at observere krigens ofre. Det er dér, historiens hjerte ligger, og selve krigen ender som støj i baggrunden.
Actionscenerne er rå og realistiske og er filmet som et skydespil. Især det sidste kvarter er flot filmet, men hvis ens idé om action er mere i stil med Marvel-universet, vil man gå forgæves efter en storslået sommer-blockbuster.
Skuespilpræstationer
Civil War mangler ikke noget på skuespils-fronten på trods af, at den er proppet med biroller og få centrale figurer.
Kirsten Dunst (Lee) brillierer som den krigstrætte fotograf, der har set alt for meget død og ødelæggelse. I stærk kontrast til de yngre og grænsesøgende journalister, hun omgiver sig med.
Stephen Henderson (Sammy) gør det også fint i sin vanlige birolle som den erfarne og sympatiske ældre herre.
Jesse Plemons får det meste ud af sine få minutter som den racistiske privatmilits. I både udtryk og udseende minder han om en yngre Phillip-Seymour Hofmann.
Evaluering
På grund af den manglende historie, men enkelte højdepunkter og gode biroller, får Civil War 2 ud af 5 stjerner.
Læs også:
