Oversat fra engelsk til dansk af Alexander de Summer-Brason Welford
Kennedy/Nixon: Første debat, 1960
Den første præsidentdebat i 1960, afholdt den 26. september, markerer et vendepunkt i amerikansk politisk historie. For første gang skulle fjernsynets magt komme til at påvirke udfaldet af et præsidentvalg.
Senator John F. Kennedy og vicepræsident Richard Nixon stod foran kameraer i et studie i Chicago. Deres billeder blev sendt til millioner af amerikanere. Kontrasten mellem de to kandidater var slående og ville blive til politisk folklore.
Kennedy fremstod solbrændt, selvsikker og afslappet, legemliggørelsen af ungdommelig energi. Han stod rank og henvendte sig direkte til tv-publikummet, idet han instinktivt forstod mediets potentiale. Nixon, som havde været indlagt på hospitalet i to uger forud for debatten og havde nægtet makeup til tv-lysene, så bleg, undervægtig og svedig ud. Hans lysegrå jakkesæt smeltede sammen med baggrunden på scenen og fik ham til at træde i baggrunden, mens Kennedy fremstod autoritativ i sit mørke jakkesæt.
Selve debatten fokuserede på indenrigspolitiske spørgsmål, økonomien og de udfordringer fra Den Kolde Krig, som USA stod over for. Mens Nixon var mere erfaren og vidende om emnerne, trak hans ubehag foran kameraet og hans sløje udseende opmærksomheden væk fra sit budskab. Kennedy derimod udstrålede karisma og ro, og leverede sine pointer med klarhed og lethed. Med andre ord udnyttede han det visuelle medie til ug med kryds og slange, mens Nixons præstation mere appellerede til radioen – et medie fra fortiden.
Effekten var øjeblikkelig og gennemgribende. De, der lyttede med på radioen, mente, at Nixon havde vundet, mens tv-seerne var betaget af Kennedys præstation. Debatterne var ikke alene ansvarlige for Kennedys snævre sejr i november; de havde en betydelig indflydelse ved at introducere en ny æra i politisk kampagneføring, hvor image og karisma blev lige så indflydelsesrige som politik og idéer.
Debatterne i 1960 signalerede således ankomsten af en ny politisk sandhed: for at vinde de amerikanske vælgeres hjerter og sind, skal en kandidat ikke kun have styr på emnerne, men også mestre kunsten at præsentere sig på fjernsyn.
Ford/Carter: Anden debat, 1976
Den anden præsidentdebat mellem Gerald Ford og Jimmy Carter i 1976 fandt sted den 6. oktober, midt i en tid præget af stor politisk skepsis efter Watergate-skandalen samt økonomiske problemer for nationen.
Debatten, som blev afholdt i Palace of Fine Arts Theatre i San Francisco, fokuserede på udenrigspolitik. Ford, som var blevet præsident uden et valg, forsøgte at udnytte sin erfaring og dybe engagement i internationale anliggender til sin fordel. Carter, derimod, var fast besluttet på at male et billede af forandring og moralsk fornyelse i skarp kontrast til det etablerede Washington, der var plettet af skandaler og fejltagelser vedrørende navnlig Vietnam.
Et af de mest mindeværdige og politisk skadelige øjeblikke opstod, da præsident Ford hævdede, at “der er ingen sovjetisk dominans i Østeuropa.” Denne udtalelse chokerede mange seere og blev hurtigt grebet af Carter som bevis på Fords manglende forståelse af de geopolitiske realiteter under Den Kolde Krig. Det var en fejl, der hjemsøgte Ford resten af kampagnen, på trods af forsøg på at præcisere sin udtalelse i de efterfølgende dage.
Realiteten af kommentaren var, at det sandsynligvis ikke var en fejltagelse. Det var faktisk USA’s politik, men den blev leveret på en mindre end fantastisk måde. Max Frankel, journalisten der stillede spørgsmålet, udtalte senere, at “jeg vidste, hvad han forsøgte at sige, men han snublede så meget, at det kom ud, som om han sagde, at russerne ikke har nogen indflydelse eller kontrol over landene i Østeuropa.”
Denne fejl var ikke kun en faktuel fejl i vælgernes øjne; den destillerede voksende bekymringer til et enkelt, skarpt eksempel, der syntes at bekræfte tvivlen omkring Fords forståelse af internationale anliggender. På et tidspunkt hvor amerikanernes tillid til deres regering var helt i bund, blev Fords fejltagelse opfattet som et symbol på en præsident, der ikke var i takt med de globale realiteter, og det forstærkede et billede af Ford, som hans kampagne kæmpede for at modarbejde i de afgørende uger op til valget.
Debatten understregede de markant forskellige tilgange fra de to kandidater: Fords vægt på sin stabile, erfarne hånd og Carters appel til vælgernes ønske om en ny retning. Udfaldet af denne debat afhang ikke af et enkelt emne, men af et bredere spørgsmål om tillid og evnen til at lede en nation, der søgte at komme videre efter en tumultarisk periode i sin historie.
Reagan/Mondale: Anden debat, 1984
Den anden præsidentdebat i 1984, afholdt den 21. oktober i Kansas City, Missouri, huskes ofte for den dramatiske vending til fordel for præsident Ronald Reagan. Efter en middelmådig præstation i den første debat, som havde vækket bekymring om hans alder og stamina, stod Reagan over for sin demokratiske udfordrer, Walter Mondale, med fornyet energi og en strategisk tilgang.
Debatten dækkede en bred vifte af emner, men det var Reagans mesterlige afvisning af bekymringer om sin alder, der efterlod det varigste indtryk.
Da han blev spurgt, om han havde den nødvendige stamina til præsidentembedet, svarede Reagan berømt:
“Jeg vil ikke gøre alder til et emne i denne kampagne. Jeg vil ikke udnytte min modstanders ungdom og manglende erfaring af politiske årsager.”
Bemærkningen vakte ikke kun latter og applaus fra publikum, men neutraliserede også effektivt emnet om alder i resten af kampagnen. Det afgørende øjeblik for Reagan var dog producenternes beslutning om at klippe til Mondales reaktion.
Billedet af Mondale, der smålo, bidrog til opfattelsen af, at selv hans modstander ikke kunne lade være med at værdsætte Reagans charme og humor. Dette øjeblik af lethed midt i debattens alvorlige emner skabte et mindeværdigt tv-øjeblik, der ræsonnerede med publikum derhjemme. Det demonstrerede tv-produktionens magt til at indramme øjeblikke på en måde, som intet andet medie kunne, ved at fremhæve en kandidats ord med de spontane reaktioner fra dem, der var til stede.
Klippebillederne, publikums reaktioner og timingen af udsendelsen forstærkede samlet set Reagans venlige persona, hvilket blev oversat til en præstation, der styrkede hans position hos vælgerne samt viste, hvor vigtig produktionsdynamikken er i tv-transmitterede politiske debatter.
Udover denne mindeværdige bemærkning var debatten en robust diskussion, hvor Mondale pressede Reagan på USA’s underskud og socialpolitik, mens Reagan fremhævede sine økonomiske præstationer og sin vision for et stærkt Amerika. På trods af disse skarpe udvekslinger var det Reagans onkelagtige charme og sin evne til at hæve sig over striden med humor og selvtillid, der definerede aftenen.
Denne præstation hjalp med at cementere Reagans føring i meningsmålingerne og førte ham mod, hvad der skulle vise sig at blive en jordskredssejr, hvilket demonstrerede personlighedens og stilens magt i tv-politikkens tidsalder.
Bentsen/Quayle: Vicepræsidentdebat, 1988
Vicepræsidentdebatten i 1988, der blev afholdt den 5. oktober i Omaha, Nebraska, præsenterede to skarpt modsatte figurer: Senator Dan Quayle, en ung republikaner fra Indiana, og Senator Lloyd Bentsen, en erfaren demokrat fra Texas.
Senator Quayle, der stod over for kritik på grund af sin relative unge alder og manglende erfaring, havde gentagne gange sammenlignet sin erfaring med John F. Kennedys, før han blev præsident. Denne sammenligning blev et omdrejningspunkt under debatten. Da Quayle igen nævnte Kennedy for at forsvare sine kvalifikationer, leverede Bentsen en ødelæggende bemærkning, der ville komme til at dominere overskrifterne og blive et definerende øjeblik i kampagnen:
“Senator, jeg tjente sammen med Jack Kennedy. Jeg kendte Jack Kennedy. Jack Kennedy var en ven af mig. Senator, du er ikke Jack Kennedy.”
Publikum i debatlokalet brød ud i applaus, og selvom Quayle svarede, at sammenligningen var uberettiget, var skaden sket. Bentsens bemærkning ræsonnerede ikke kun, fordi det var en skarp nedrakning, men fordi det krystalliserede bekymringerne om Quayles parathed til vicepræsidentembedet i en enkelt, kraftfuld bemærkning.
Resten af debatten, der dækkede emner lige fra national sikkerhed til økonomisk politik, blev overskygget af denne udveksling. Tv-udsendelsen fangede Quayles forvirrede reaktion og Bentsens rolige, autoritative optræden, hvilket forstærkede Bentsens budskab og det billede, som Demokraterne håbede at projicere: at erfaring og tyngde er afgørende i den højspændte arena for nationalt lederskab.
Selvom Bentsens bemærkning blev ikonisk, påvirkede det ikke resultatet af valget, som Bush-Quayle vandt. Det forbliver dog et afgørende eksempel på, hvordan et enkelt øjeblik i en debat kan komme til at definere offentlighedens opfattelse af en kandidat og illustrere den dramatiske indflydelse, disse tv-transmitterede opgør kan have på det politiske narrativ.
Bush/Dukakis: Anden debat, 1988
Den anden præsidentdebat i 1988, der blev afholdt den 13. oktober, markerede et afgørende øjeblik for den demokratiske kandidat, guvernør Michael Dukakis fra Massachusetts, som var bagud i meningsmålingerne til vicepræsident George H. W. Bush. Debatformatet på UCLA’s Pauley Pavilion var designet til at bringe kandidaterne tættere på det amerikanske folk, med spørgsmål stillet af et panel af journalister.
Et af de mest slående og skelsættende øjeblikke i debatten opstod, da Dukakis, kendt for sin teknokratiske og ofte følelsesmæssigt distancerede stil, blev spurgt, om hans modstand mod dødsstraf ville ændre sig, hvis hans kone, Kitty, blev voldtaget og myrdet. Dukakis’ svar var afmålt og politisk. En strengt rationel forsvarstale for hans holdning mod dødsstraf, uden den forventede følelsesmæssige reaktion på et sådant personligt og grafisk hypotetisk scenarie.
Hans svar overraskede mange seere og kritikere, der havde forventet følelser, hvilket forstærkede den eksisterende fortælling om, at Dukakis manglede den passion og overbevisning, der forventes af en præsident.
Bush derimod lykkedes med at præsentere sig selv som kontinuitetens kandidat, og lovede en “mildere, venligere nation” i billedet af Reagan-årenes velstand og styrke. Han formåede at formidle en følelse af stabilt lederskab, som i kontrast til Dukakis’ analytiske væsen, syntes at ræsonnere dybere med vælgernes ønske om en præsident, der kunne forbinde sig med dem på et personligt plan.
Debattens produktion, de udfordrende spørgsmål fra journalisterne og den øjeblikkelige analyse og kommentering efter begivenheden understregede alle den følelsesmæssige mangel fra Dukakis. Dette cementerede opfattelsen af en kandidat, der var afkoblet fra vælgernes umiddelbare bekymringer. Denne debat, og især Dukakis’ svar på det skarpe spørgsmål, blev en afgørende faktor for udfaldet af valget i 1988.
Bush/Clinton/Perot: Anden debat, 1992
Den anden præsidentdebat i 1992-kampagnen, afholdt den 15. oktober, var en trevejsdyst, der var unik i sin dynamik. Her stod den siddende præsident George H. W. Bush over for en karismatisk og ung demokratisk guvernør fra Arkansas, Bill Clinton, og en åbenmundet, uafhængig milliardær-kandidat fra Texas, Ross Perot.
Debatten, der fandt sted på University of Richmond i Virginia, viste kompleksiteten ved en duel mellem tre kandidater og fremhævede de markante forskelle i stil og substans blandt deltagerne.
Præsident Bush, der søgte genvalg midt under økonomisk stilstand, blev kritiseret for at være ude af trit med den gennemsnitlige amerikaners hverdagsproblemer. Clinton, hvis kampagne var drevet af et budskab om forandring og økonomisk genoplivning, greb chancen for at præsentere sig selv som den empatiske “Mand fra Hope“, i kontakt med middelklassens behov, der følte sig negligeret i den nuværende økonomiske situation.
Imens tilføjede Perot et uforudsigeligt element med sin ligefremme stil og fokus på den nationale gæld og handelsunderskud, hvilket ræsonnerede med vælgere, der var bekymrede for landets økonomiske retning.
Et af de mest afslørende øjeblikke i debatten opstod, da præsident Bush blev fanget i at kigge på sit ur. En handling som af mange blev tolket som et tegn på utålmodighed eller fravær, hvilket forstærkede fortællingen om, at han var frakoblet fra både debatten og måske også præsidentembedet.
I kontrast hertil udnyttede Clinton town hall-formatet ved at træde væk fra podiet for at henvende sig direkte til spørgerne, hvilket demonstrerede hans evne til at forbinde sig og vise empati, mens Perots skarpe kritik og humor tilbød et forfriskende afbræk fra traditionel politisk retorik.
Debattens produktion tillod split-screen-visninger, der viste kandidaternes reaktioner i realtid. Denne tekniske detalje var afgørende, idet den fangede nonverbale signaler, der sagde meget, fra Bushs blik på sit ur til Clintons fokuserede og bekymrede udtryk, mens publikum talte, i kontrast til Perots ofte animerede reaktioner.
I sidste ende var debatten et betydningsfuldt øjeblik, der spillede til Clintons styrker, understregede temaerne i hans kampagne og bidrog til offentlighedens opfattelse af en leder, der var i kontakt med tidens behov. Ross Perots tilstedeværelse understregede også offentlighedens appetit på alternativer til den etablerede politiske orden.
Denne blanding af politisk snilde, tv-produktion og den unikke dynamik ved tre debatterende personer skabte én af de mest engagerende og indflydelsesrige debatter i amerikansk politisk historie.
Obama/McCain-debatterne, 2008
Præsidentdebatterne i 2008 mellem senator Barack Obama og senator John McCain var ladet med elektriciteten fra en nation på tærsklen til potentielt at vælge sin første afroamerikanske præsident midt i to igangværende krige og en truende økonomisk krise.
Disse debatter var præget ikke kun af de markante politiske forskelle mellem kandidaterne, men også af de personlige dynamikker, der udspillede sig på den nationale scene.
Et af de mere mindeværdige øjeblikke fra disse møder fandt sted, da McCain henviste til Obama som “that one” under deres anden debat, som var et town hall-format afholdt den 7. oktober 2008 på Belmont University i Nashville, Tennessee. Denne nedladende gestus blev bredt fortolket som et tegn på foragt eller manglende respekt, hvilket bidrog til en fortælling om, at McCain måske var uvillig til at engagere sig med Obama på lige fod. Dette øjeblik blev forstærket af McCains kropssprog gennem debatterne; han virkede ofte tilbageholdende med at skabe øjenkontakt med Obama. En beslutning som forskellige eksperter foreslog kunne opfattes som et tegn på fjendtlighed eller ubehag.
Disse interaktionsfinesser blev forstørret af den intense mediedækning, som ofte læser sådanne nonverbale signaler som indikationer på en kandidats disposition og temperament. I en politisk æra, hvor tv-billeder og sound bites kan have en uforholdsmæssig stor indflydelse på offentlighedens opfattelse, blev McCains “that one”-bemærkning og hans modvilje mod øjenkontakt afspillet utallige gange, hvilket overskyggede mere substantielle elementer af debatten og potentielt underminerede hans budskab om erfaren ledelse.
I kontrast bidrog Obamas rolige og afbalancerede optræden, hans stabile øjenkontakt og hans evne til klart at formulere sine pointer til en aura af selvtillid og tilgængelighed. Den visuelle kontrast mellem kandidaterne var markant, med Obama ofte afbildet som afbalanceret og engageret, hvilket modvirkede McCains mere traditionelle og tilbageholdende tilstedeværelse. Produktionen af debatterne, med split-screen-optagelser og direkte svar til kameraet, fremhævede disse forskelle.
Debatterne i 2008 mellem Obama og McCain blev derfor lige så meget en samtale om kandidaternes politikker som om deres personligheder og deres evne til at forbinde sig med vælgerne i en tid med national uro. Det visuelle og verbale sprog, som hver kandidat brugte, var med andre ord med til at definere deres offentlige personaer under kampagnen og formede vælgernes opfattelser frem mod valget.
Trump/Clinton-debatterne, 2016
Præsidentdebatterne i 2016 mellem den tidligere udenrigsminister Hillary Clinton og forretningsmand Donald Trump var enestående i deres tone og karakter, hvilket afspejlede de dybe splittelser inden for den amerikanske vælgerbefolkning.
Disse debatter handlede mindre om politisk nuance og mere om personlighed, en kamp om karaktertræk lige så meget som en konkurrence om idéer.
Fra starten brød debatterne med de konventionelle rammer. Trump, den republikanske kandidat, bragte en bramfri, konfronterende stil med sig på scenen, hvor han ofte afbrød og udfordrede ikke kun sin modstander, men også moderatorerne. Han brugte spids retorik og personlige angreb, hvilket for en del af vælgerne understregede hans appel som outsider og hans beslutsomhed om at forstyrre status quo. Hans optræden var en afvigelse fra normerne for politisk dekorum og spillede ind i fortællingen om, at han var en kandidat uden sidestykke.
Clinton, den demokratiske kandidat, forsøgte at positionere sig som den erfarne, vidende statsmand med styr på politiske detaljer og med en stærk baggrund i offentlighedens tjeneste. Hendes tilgang var metodisk og velforberedt, i skarp kontrast til Trumps mere løse stil. Hun forsøgte at fremhæve denne forskel ved enhver lejlighed, med det formål at fremstille Trump som uegnet til præsidentembedet baseret på temperament og manglende erfaring.
Debatterne var præget af flere mindeværdige øjeblikke, såsom da Clinton kaldte Trumps kampagnetaktik for “Trumped-up, trickle-down economics”, og Trumps replik om, at Clinton ville være i fængsel, hvis han var ved magten.
I et af de mest diskuterede øjeblikke under den anden debat stod Trump tæt bagved Clinton, mens hun svarede på et spørgsmål. Et billede, der blev en visuel metafor for kampagnens dynamik og bredt diskuteret i konteksten af køn og magt.
Debatterne handlede lige så meget om at fange virale øjeblikke, som de gjorde om at præsentere visioner for Amerikas fremtid. Sound bites og billeder fra debatterne, såsom Clintons dansetrin eller Trumps lurende tilstedeværelse, blev gentagne gange afspillet og analyseret, hvilket viste, hvordan disse øjeblikke i en æra med sociale medier og 24-timers nyhedscyklusser kunne komme til at definere kampagnens fortælling.
Debatterne i 2016 fulgte ikke den traditionelle logik ved at overbevise ubeslutsomme vælgere; de forstærkede snarere de dybtfølte følelser hos en i forvejen dybt polariseret vælgerbefolkning. De hadefulde udvekslinger og ophedede konfrontationer afspejlede med andre ord en bredere kulturel og politisk splittelse og signalerede en ændring i naturen af præsidentdebatter som platforme, ikke kun for politisk diskussion, men for tydelige fremvisninger af personlighed og konflikt, der ville give genlyd langt ud over selve valget.
Trump/Biden-debatterne, 2020
Præsidentdebatterne i 2020 mellem siddende præsident Donald Trump og tidligere vicepræsident Joe Biden var symbolske for en æra præget af intens politisk polarisering og den dybe indvirkning af COVID-19-pandemien. De fandt sted i et dybt splittet politisk landskab og afspejlede de tumultariske tider.
Den første debat, afholdt den 29. september 2020 i Cleveland, Ohio, var en kaotisk affære. Moderator Chris Wallace kæmpede for at opretholde orden, mens de to kandidater ofte talte i munden på hinanden.
Præsident Trump, der ofte afbrød, søgte at dominere diskursen og benyttede sig af en aggressiv tilgang, som også karakteriserede hans debatter i 2016. Han udfordrede Biden på hans politiske meritter og hans familie, mens Biden søgte direkte at henvende sig til det amerikanske folk, hvor han til tider vendte sig væk fra Trump og moderatoren for at tale direkte ind i kameraet med en opfordring til enhed og en præsentation af sin vision for nationen.
Ét af de mest iøjnefaldende træk ved denne debat var Bidens svar på Trumps afbrydelser; han udtrykte frustration og sagde berømt:
“Vil du ikke nok holde kæft, mand?”
Dette øjeblik fangede den frustration, som mange vælgere følte over for den politiske proces. Trumps afvisning af eksplicit at fordømme white supremacy under debatten blev et betydeligt samtaleemne, ligesom hans spørgsmålstegn vedrørende valgets integritet blev det.
Den anden debat, der oprindeligt var planlagt til den 15. oktober, blev aflyst, efter at Trump blev smittet med COVID-19 og afslog at deltage i et virtuelt format. I stedet blev der afholdt separate byrådsmøder, der fremhævede kandidaternes markant forskellige stilarter. Trumps byrådsmøde var konfrontatorisk, hvor præsidenten kæmpede med moderatoren, mens Bidens begivenhed var en roligere, mere politisk orienteret diskussion.
Den sidste debat fandt sted den 22. oktober i Nashville, Tennessee, med en ny regel om at slukke for mikrofonerne under de første to minutters-svar til hvert emne. Denne ændring tillod en mere ordnet udveksling af synspunkter. Trump præsenterede sig selv som outsideren, der havde udfordret Washington, mens Biden understregede behovet for præsidentiel ledelse, der kunne håndtere pandemien, klimaforandringer og raceuroligheder.
Pandemien var i sig selv dominerende under begge debatter, hvor diskussionerne kredsede om håndteringen af corona, dets økonomiske følger og fremtiden for sundhedsvæsenet i Amerika. Synet af kandidaterne, der ofte stod distanceret, mod baggrunden af en nation i krise, understregede valgets alvor.
Debatterne i 2020 vil blive husket for at være en afspejling af en nation, der kæmpede med flere kriser. De fungerede som et mikrokosmos af det bredere amerikanske politiske og sociale landskab på det tidspunkt, præget af opdeling, uro og en længsel efter lederskab, der kunne navigere gennem hidtil usete udfordringer.
Fremtidens debatter
Historien om præsidentdebatterne i USA skitserer en kurs gennem udviklingen af politisk kommunikation og offentlig engagement. Præsidentdebatterne har gennemgået en markant udvikling fra deres oprindelse i midten af det 20. århundrede som diskussioner tungt fokuseret på politik til komplekse mediebegivenheder, hvor hver gestus, frase og nuance forstærkes og gennemanalyseres. Debatterne har været vidne til opkomsten af fjernsyn og sociale medier som centrale elementer i den politiske proces, ofte med vægt på stil såvel som substans.
Når vi ser fremad, vil debatter sandsynligvis fortsætte med at udvikle sig, hvor ændringer i format og moderering potentielt implementeres for bedre at håndtere diskursen og fokusere på emnerne. Indførelsen af nye teknologier og platforme kan også ændre, hvordan debatterne afholdes og konsumeres, måske ved at integrere virtual reality eller mere direkte vælgerdeltagelse.
Observatører ved kommende valgcyklusser bør være opmærksomme på, hvordan disse innovationer balancerer underholdningsaspekterne af debatterne med behovet for borgerlig diskurs, der informerer og oplyser. Udfordringen vil være at bevare debatternes grundlæggende formål: at tilbyde et forum, hvor kandidater kan blive nøje vurderet ud fra deres politikker, kompetencer og visioner, hvilket hjælper vælgerne med at træffe informerede beslutninger ved valgurnerne.
Når medielandskabet bliver stadig mere komplekst og fragmenteret, vil præsidentdebatternes rolle som en hjørnesten i demokratiet utvivlsomt blive testet, hvilket kræver løbende tilpasninger for at imødekomme behovene hos en skiftende vælgergruppe.
Støt USA-nyt:
Læs også:
