Arizona fører an i amerikansk chip-produktion

Arizona er en ørkenstat mest kendt for de varme temperaturer og Grand Canyon National Park. Faktisk har Arizona investeret massivt i produktion af mikrochips siden 2020. Dette er en del af Biden regeringens ambition om at etablere en lokal produktion af mikrochips i USA, skriver Charlotte Nytoft fra CNR-Consulting i dette blogindlæg.

Skrevet af og bragt i samarbejde med Charlotte Nytoft og CNR-Consulting

I 2020 annoncerede verdens største mikrochipproducent, det taiwanesiske TSMC, at de ville bygge et semiconductor-anlæg i Arizona. I 2022 ønskede TSMC at tilføje en ekstra fabrik og hæve sin samlede investering i staten fra 12 milliarder dollars til 40 milliarder dollars. Investeringen fra TSMC er en af de største udenlandske investeringer (FDI) i amerikansk historie og den største i staten.

Semiconductor-chips kaldes på dansk halvledere og bruges i alt fra computere, smartphones, biler, mikrobølgeovne til sundhedsudstyr. USA’s investeringer i lokal produktion af disse chips er en del af USA’s forsøg på at mindske afhængighed af kinesiske producenter, der ellers står for en stor del af verdens chip-produktion.

Efter coronanedlukningen i 2020 fik mange øjnene op for nødvendigheden af lokal produktion på grund af forsyningsusikkerheden. Det faktum, at meget af verdens chip-produktion foregår i Taiwan og Kina, udgør også en usikkerhed, på grund af spændingerne mellem de to lande.

CHIPS and Science

Præsident Joe Biden vedtog The CHIPS and Science Act (The CHIPS Act) i begyndelsen af august 2022, og bevilgede milliarder i incitamenter til at producere halvledere på hjemmemarkedet. Loven omfatter 52,7 milliarder dollars i lån, tilskud og andre incitamenter samt flere milliarder i skattefradrag for at investere i amerikansk chip-produktion. Arizona er en central del af denne dagsorden. Præsident Biden har besøgt Arizonas chipproduktionsfaciliteter, hvor han proklamerede:

“Amerikansk produktion er tilbage, folkens.”

Arizona fører i chip-produktion

Ifølge Greater Phoenix Economic Council vil The CHIPS Act også få en positiv virkning på Arizonas økonomi. Lovpakken er nemlig klar til at yde betydelig finansiering til halvledervirksomheder, der opererer i eller planlægger at udvide til greater Phoenix og Arizona. Arizona er allerede blevet et førende område for chip-produktion. Teknologigiganten Intel har nemlig også etableret sin chipproduktion i Arizona.

Hvis du vil vide mere om, hvordan lokale forhold i USA påvirker danske virksomheder, så følg med på min LinkedIn eller på min blog, hvor jeg frem til valget vil give input fra de forskellige amerikanske regioner og zoome ind på lokale forhold.

Sæt allerede nu kryds i kalenderen til årets valgevent, ”Resultatet af det amerikanske præsidentvalg 2024 – i et lokalt perspektiv”, som afholdes onsdag den 6. november 2024 fra klokken 6-10 (i region Midtjylland) i samarbejde med Board Education og facilitator Brian Bruhn. Tilkendegiv din interesse i arrangementet på 2024USElection.dk – så vil jeg holde dig orienteret frem mod valget.

Kontakt mig, Charlotte Nytoft, på telefon +4541609119 eller på mail connect@cnr-consulting.dk.

Læs også:

Støt USA-nyt: