Donald Trump og Kamala Harris.
Et kort kig på et vilkårligt nyhedsmedie, der dækker det amerikanske præsidentvalg, kan hurtigt få de to præsidentkandidater til at fremstå som de eneste aktører med noget på spil frem mod valget til november. Men sådan er det slet ikke.
Faktisk er der flere valg tirsdag den 5. november, hvor amerikanerne går til stemmeurnerne. For når præsidenten har en intention, er det ikke altid sådan, at det bliver realiseret med det samme. Heller ikke selvom præsidentens parti måske har et flertal i begge af Kongressens kamre.
Naturligvis spiller vedkomne i Det Hvide Hus en stor rolle i det politiske USA, men ofte udebliver det også vigtige fokus på kongreskamrene og højesteret. USA-nyt tager i denne artikel et kig på de vigtige aktører, der ofte går under radaren i den amerikanske mediedækning.
Denne artikel er lang, men vigtig for at forstå amerikansk politik i sin fulde form.
Kongressen: Repræsentanternes Hus og Senatet
Kongressen består af to kamre: Repræsentanternes Hus og Senatet.
Som mange andre, hvis ikke alle, vestlige demokratiers politiske system er magten i USA delt op i en tredeling. Det var den franske tænker, Montesquieu, der i 1700-tallet opfandt modellen.
Det største af de to kamre er Repræsentanternes Hus. Her holder 435 medlemmer til, der alle er valgt i USA’s 50 delstater. Faktisk er de valgt i distrikter i delstaterne, hvor de kæmper demokrat mod republikaner for at repræsentere deres delstatsdistrikt i Huset, som Repræsentanternes Hus i forkortelse kaldes. Der er også uafhængige kandidater, the independents, der dog oftest vælger at tilslutte sig ét af de to partier.
I Senatet sidder 100 senatorer – to fra hver delstat, hvor en senator stiller op i hele delstaten, og ikke i et distrikt. En senator har en embedsperiode på seks år, og hvert andet år er en tredjedel af Senatet derfor på valg. Det gør magtbalancen i Kongressen mere dynamisk og uforudsigelig, ligesom det er én af de stærkeste effekter på magtforholdet mellem hovedstadens korridorer og et landsbydistrikt i Midtvesten.
Alle medlemmerne af Repræsentanternes Hus, Huset, er på valg hvert andet år uagtet deres position eller delstat, hvorfor specielt nye medlemmer hurtigt skal alliere sig i en gruppe, hvor de passer godt ind. Der er kun to partier i Kongressen, men der er til gengæld mange forskellige grupperinger af medlemmer, der mener forskellige ting, baseret på for eksempel religion, ideologi eller synspunktet fra specifikt deres vælgere.
Herunder ses delstaten Kentucky, der er inddelt i seks distrikter. Her kæmpes der én-mod-én i kampen om at repræsentere eksempelvis Kentuckys tredje distrikt. Den røde farve demonstrerer repræsentation af Det Republikanske Parti, såvel som den blå Det Demokratiske Parti.
Som den lovgivende magt er kongrespolitikernes vigtigste opgave naturligvis at lave lovarbejde. Et forslag skal som hovedregel vedtages i både Repræsentanternes Hus og Senatet, før det kan sendes til underskrift hos præsidenten, der gør loven endeligt vedtaget. Præsidenten kan til hver en tid nedlægge veto mod Kongressens love, men kan de to kamre samle 2/3-dels flertal, så kan de overtrumfe præsidenten og tvinge forslaget til endelig vedtagelse.
Ordbog – amerikansk politik på dansk
| Fagord | Dansk |
| Rep. Mike Johnson (R-LA) (vilkårligt eksempel) | Titlen for et medlem af Repræsentanternes Hus med parti- og delstatsinitialer i parentes. |
| ’’Rep.’’ er en forkortelse for ’’Member of The House of Representatives.’’ | |
| Sen. John Fetterman (D-PA) (vilkårligt eksempel) | Titlen for en senator med parti- og delstatsinitialer i parentes. |
Opgaver som medlem
Der er mange opgaver i kongresarbejdet, og mange af dem er nørderede og indviklede at forklare. I denne artikel har vi derfor valgt kort at beskrive nogle få.
Det lidt mere kringlede og nørdede arbejde som kongrespolitiker består i komiteerne. Det fungerer ligesom på Christiansborg, hvor der er forskellige ordfører for eksempelvis miljø-, børne- og udenrigspolitik. Man mødes i udvalgene med ministeren og diskuterer forslagene igennem. I USA er ministrene dog yderst sjældent i fokus, og ej heller i de amerikanske medier skrives der oftest om andre ministre end udenrigsministeren eller andre topministre.
Som medlem af Repræsentanternes Hus er man valgt til netop at repræsentere folket, og derfor lægges der stor vægt på høringerne. I sommer, efter skudattentatet på tidligere præsident Donald Trump, blev daværende Secret Service-direktør Kimberly Cheatle kaldt til høring i Kongressen, hvor hun blev grillet af medlemmerne fra begge partier. Det hører dog også med, at der vokser sig en stigende tendens til at gå efter manden fremfor bolden under kongreshøringerne.
Magt i forhold til præsidenten
Det kan ikke understreges nok, hvor vigtige kongresvalgene er, selvom de ikke stjæler forsiderubrikkerne hverken op til, under eller efter et valg. Formanden for Repræsentanternes Hus og altså Kongressen, der på originalt sprog hedder Speaker of the House, er forhandlingslederen og ét af de vigtigste bindeled for kommunikationen mellem præsidenten og Kongressen. Er speakeren og præsidenten derfor fra hver deres parti, har første udfordring fundet sted.
Når præsidenten promoverer sine politiske resultater, kan det i høj grad siges, at han tager æren for kongresformandens arbejde. Det er nemlig formandens opgave at forhandle på præsidentens vegne i Kongressen, hvor præsidenten slet ikke er velkommen.
Højesteret
Højesteret er på lige fod med danske domstole den dømmende magt. Den adskiller sig dog på flere parametre fra det danske samfund, da den for det første er bemandet med politisk udpegede dommere, der er udpeget af præsidenten og har været til høring i Kongressen. Det betyder, at den spiller en markant rolle i det politiske USA, hvor også delstaterne har deres egne, respektive delstatshøjesteretter.
Højesterets officielle funktion er at beskytte borgerne mod forfatningsstridige love – og det er i høj grad her, vi ser partifarverne spille sammen med juraen. Det behøver ikke nødvendigvis være nye love, der ligger under opsyn for de i alt ni dommere.
Her på USA-nyt har vi tidligere skrevet om den amerikanske abortkrig, der for alvor fik benzin på bålet af netop højesteret, da den tilbagerullede Roe v. Wade, amerikanernes dengang forfatningssikrede ret til abort, efter knap 50 år. Her var et centralt argument, at det var op til de respektive delstater at sætte rammerne for deres abortlovgivning.
Hver delstat har tilmed deres egen delstatskongres og -højesteret, hvor guvernøren fungerer som præsident og udøvende magt.
Præsidenten
Rosinen i pølseenden er USA’s præsident, den udøvende magt og Vestens leder. Præsidenten er minimum 35 år, vedkommende har vundet mindst 270 valgmænd ved det seneste valg og er valgt for en fireårig periode. Præsidenten er ikke valgt til Kongressen, og er derfor sjældent derinde. Der er dog visse tidspunkter på året, hvor det det amerikanske statsoverhoved besøger bygningen.
Det kan for eksempel være ved States of the Union-talen, der er præsidentens nytårstale til den amerikanske befolkning. Her inviterer Speaker of the House præsidenten på besøg, og ellers kan præsidenten være inviteret til møder eller lignende. Det er vigtigt at huske, når vi taler amerikansk politik, at Kongressen er folkets hus og ikke hverken præsidentens eller højesterets.
Støt USA-nyt:
