Tidligere på måneden afholdte Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet i Odense et pre-election-event, hvor førende eksperter inden for amerikansk politik diskuterede det kommende præsidentvalg i USA. I den anledning har USA-nyt talt med to af disse eksperter, nemlig David B. Woolner, professor i historie ved Marist College i New York, og Jørn Brøndal, professor og leder af Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet.
Her kom vi ind på vicepræsidentkandidaternes betydning i denne valgkamp samt den forhenværende republikanske vicepræsident under George W. Bush, Dick Cheneys nyfundne støtte til Demokraterne.
En trussel mod demokratiet
Er de to vicepræsidentkandidaters (J. D. Vance og Tim Walz, red.) rolle og indflydelse i valgkampen anderledes end vicepræsidentkandidater i tidligere præsidentvalg? Hvis ja, hvordan er disse herres roller i valgkampen forandret?
”Jeg vil sige, at virkningen af de to vicepræsidentkandidater er mere betydelig ved dette valg på grund af dette års kampagnes usædvanlige karakter. På den demokratiske side har vi en kandidat, der måtte træde ind for en eksisterende præsident, der ellers stillede op til genvalg, efter hans beslutning om at trække sig fra løbet. Alene det gør dette løb usædvanligt. Kamala Harris er også kun den anden kvinde – og den eneste farvede kvinde – der har modtaget Det Demokratiske Partis nominering. Derfor fik spørgsmålet om, hvem hun ville vælge som sin vicepræsidentkandidat, en del mere opmærksomhed end normalt. Blandt andet, fordi det repræsenterer hendes første store beslutning blandt en offentlighed, der ikke var så bekendt med hende,” lyder det fra David Woolner, før han retter en kras kritik mod Donald Trump og J. D. Vance:
”På den republikanske side har vi en kandidat, der af en betydelig del af de amerikanske vælgere betragtes som uegnet til embedet – takket være det faktum, at han blev dømt ved en rigsret to gange, er en dømt forbryder, er blevet anklaget for at forsøge at omstøde valget i 2020 og har til dato nægtet at anerkende resultatet. Hans vicepræsidentkandidat (J. D. Vance, red.) har også nægtet at anerkende resultatet af valget i 2020 og bekræfter Trumps falske påstand om, at valget i 2020 var stjålet. J. D. Vances kandidatur repræsenterer derfor også en trussel mod det amerikanske demokrati. Hans præstationer i vicepræsidentdebatten hjalp også til at normalisere Trumps besynderlige adfærd. En opførsel, der tidligere automatisk ville have diskvalificeret Trump fra præsidentembedet.”
Professor Jørn Brøndal er enig med Woolner i, at Vance og Walz spiller en anden rolle en hidtil set hos vicepræsidentkandidater.
”Når vælgerne går til stemmeurnerne, er det ikke vicepræsidentkandidaterne, de tænker mest på. Alligevel ser begge VP-kandidater denne gang ud til at spille en interessant rolle. J. D. Vance spiller en ganske anden rolle som VP-kandidat, end Mike Pence gjorde. Pence skulle skaffe evangelikale stemmer til Trump og fremstod som en ganske anden og langt mere afdæmpet politikertype end Trump selv. Vance derimod fremstår nærmest som en yngre Trump-type.”
Kopi versus komplement
Jørn Brøndal ser J. D. Vance som en kopi af en i forvejen bramfri Donald Trump, hvor Tim Walz til gengæld balancerer Harris’ elitære image med sine rødder i Midtvesten.
“Sommetider er vicepræsidentkandidater blevet benyttet som ‘attack dogs’, der sagde tingene mere bramfrit end selve præsidentkandidaten – tænk for eksempel Nixons VP-kandidat Spiro Agnew i 1968. Men Trump har bestemt ikke brug for en ‘attack dog’. Vances hovedfunktion synes i stedet at være, at han skal fungere som en kopi af Trump, samtidig med at han repræsenterer en stat – Ohio – der læner sig op ad to afgørende svingstater, Pennsylvania og Michigan,” lyder det fra professoren, inden han fortsætter:
“Kamala Harris vil gerne vriste sig fri af indtrykket af, at hun repræsenterer eliten fra San Francisco. Hun taler mere om, at hun voksede op med en enlig mor, end at hendes far (med hvem hun bestemt kun har haft begrænset kontakt) var økonom ved Stanford-universitetet, og at hendes mor var kræftforsker. Under alle omstændigheder virker Tim Walz som en politiker, der komplementerer Harris. Som guvernør i Minnesota med en fortid som high school-lærer og fodboldtræner har begge sine fødder solidt plantet i Midtvestens muld og kan måske fremstå, som om han har tættere kontakt til ‘folket’ end Kamala Harris. Og så deler Minnesota mediemarked med svingstaten Wisconsin. Dette kan være ganske vigtigt. Flere meningsmålinger har vist Harris med et lillebitte forspring netop i svingstaten Wisconsin.”
“Der har før været VP-kandidater, der har spillet betydelige roller for præsidentkandidaten – ikke mindst Lyndon B. Johnson, der i 1960 blev John F. Kennedys VP-kandidat, selvom LBJ selv var en langt mere erfaren politiker end JFK. Og så kunne LBJ hjælpe JFK med at vinde i Sydstaterne, der dengang var domineret af demokraterne,” tilføjer Jørn Brøndal og slår fast:
“Selvom Vance og Walz begge spiller en interessant rolle i valgkampen, er jeg ikke sikker på, at de fremstår mere prominente end så mange andre VP-kandidater i nyere amerikansk historie.”
Cheney skifter side
På trods af at være en udskældt figur på venstrefløjen har George W. Bushs vicepræsident Dick Cheney for nylig annonceret, at han støtter demokraten Kamala Harris i 2024. Giver dette genklang i Det Republikanske Parti, eller har partiet bevæget sig væk fra Cheneys linje?
”Det ser ikke ud til, at den tidligere vicepræsidents støtte til Kamala Harris vil have stor indflydelse på støtten til Trump. Trump har i praksis erobret partiet – i hvert fald foreløbig. Alligevel tilføjer det faktum, at Cheney var villig til at offentliggøre sin beslutning om at støtte Harris, enorm troværdighed til argumentet om, at Trump grundlæggende er uegnet til præsidentembedet og repræsenterer den største trussel mod det amerikanske demokrati siden udbruddet af borgerkrigen (i 1861, red,” siger David Woolner.
Jørn Brøndal er hertil enig med sin professorkollega i, at Trumps dominans i Det Republikanske Parti vægter langt højere end Cheneys indflydelse, men påpeger dog, at Cheney kan have en effekt på moderate republikanere.
”I højere grad end nogen anden politiker i nyere amerikansk historie er det lykkedes Donald Trump at dominere sit politiske parti i en sådan grad, at han med succes har kunnet udrense de elementer af partiet, der var kritiske over for ham. En lang række figurer, der engang tilhørte det republikanske partis elite, er nu mere eller mindre ude i kulden: Hele Bush-familien, begge Cheney’er (Dick og datteren Liz, red.), Mitt Romney, John McCain (der ganske vist er død, red.), Jeff Flake og mange flere. Dem afskriver Trump og hans allierede som RINOs (Republicans in name only, red.),” lyder det fra professor Brøndal.
“For Trumps MAGA-base beviser Cheneys støtte til Harris bare, at han ikke er en ægte republikaner. Men måske kan Cheney være med til at få nogle svingvælgere – for eksempel konservativt lænende hvide forstadskvinder – til at vakle lidt i deres støtte til Det Republikanske Parti. Men generelt dominerer Trump sit parti, som ingen anden politiker har domineret et parti i USAs moderne historie,” pointerer han.
Lyt også til:
Støt USA-nyt:
