Ugen i amerikansk politik: Anklagerne flyver og de første valgurner er åbnet

Vi er i dag blot én uge og én dag fra det amerikanske valg. Det betyder heriblandt, at flere af valgstederne er åbnet, ligesom kandidaterne sætter det sidste ind i jagten på de afgørende stemmer.

Goddag, kære læser!

Velkommen til denne oktober måneds sidste Ugen i amerikansk politik, der også markerer artikelseriens næstsidste skriv. I morgen, tirsdag, er der nemlig blot én uge til det amerikanske valg. En lang, lang og vild valgkamp har varet i godt to år, siden Donald Trump kort tid efter midtvejsvalget i november 2022 annoncerede sit kandidatur til årets præsidentvalg.

Siden er historien blevet cementeret med attentatforsøg mod selvsamme skikkelse, landets siddende præsident er blevet sparket ud af kampagnesporet af sit parti, og det ser på alle måder ud til, at dramaet kommer til at fortsætte frem mod 20. januar, hvor den nye præsident skal tages i ed.

Det sker på et udendørs område under åben himmel ved kongresbygningen i Washington, D.C.

Anklager, anklager og flere anklager

I starten af den forgange uge har man dårligt nok kunne klikke sig ind på et vilkårligt amerikansk nyhedsmedie, uden at blive mødt med vilde rubrikker om anklager på tværs af de politiske fløje mellem Kamala Harris og Donald Trump.

I The New York Times fortæller John Kelly, der var den længst siddende stabschef i Det Hvide Hus under Donald Trump, at ekspræsidenten skulle have ytret, at ’’Hitler havde nogle gode ideer’’. I den forgange uges Ugen i amerikansk politik satte vi fokus på en meningsmåling fra britiske Daily Mail, hvor flere amerikanere svarede, at Hitler tilmed havde ’’gode ideer’’.

Når man læser de amerikanske nyheder, kan man nemt gå træt i de endeløse anklager, men det kan efterhånden konstateres at være en fast del af amerikanske valgkampe. Ligesom da Trump i søndags fik en kort tjans ved en drive-through på en McDonald’s i Pennsylvania.

Her nævnte Donald Trump efter det første kvarter i arbejdstøjet, at han nu havde arbejdet ’’14 minutter mere’’ på restaurantkæden end Kamala Harris. Kommentaren kommer i kølvanden på Kamala Harris’ bog, hvori hun nævner, at hun som ung arbejdede på McDonald’s.

Brevstemmeurnerne er åbnet

Selvom vi i dag blot er otte dage væk fra valget, begyndte det såkaldte early voting, altså tidlig stemme (også kaldet brevstemme) allerede i sidste uge i flere delstater, hvor blandt andre den demokratiske vicepræsidentkandidat og nuværende guvernør i Minnesota, Tim Walz, var at finde i sin hjemstat.

Ifølge CNN har op mod 18 millioner amerikanere tirsdag i sidste uge brevstemt. Valgdagen falder først i næste uge, tirsdag den 5. november. Jævnfør den amerikanske forfatning skal et valg afholdes den første tirsdag i november, uagtet om det er et præsidentvalg eller et valg til delstatskongressen i Missouri.

Ifølge indenrigsministeren i delstaten Georgia, Brad Raffensburger, vil omkring 70 procent af indbyggerne i sydstaten benytte sig af muligheden for at brevstemme. Vi skal dog ikke forvente, at brevstemmerne kan vise en afgørelse på valget før den egentlige valgdag.

Det skriver The Hill, der henviser til, at der stadig er for mange uklare svar og variable resultater, før størstedelen af stemmerne er talt op efter 5. november.

Meningsmålingerne viser dødt løb

Ingen har endnu vundet det amerikanske præsidentvalg. I 2016 vågnede Europa til en choknyhed om, at Hillary Clinton havde tabt til Donald Trump efter gode meningsmålinger, hvor hun endda havde udbygget sit forspring kort tid før valget.

Valget mellem Joe Biden og Donald Trump var både tæt og historisk, men dette års præsidentvalg ser ud til at kategorisere sig som toppen af poppen over valg, der både har haft den største betydning og spænding. Både Kamala Harris og Donald Trump har store vinderchancer.

Skærmbillede fra FiveThirtyEight.com den 24. oktober 2024.

I USA-verden bliver der talt om meningsmålinger fra solen er stået op, til den er gået ned, og det er endnu umuligt at vide, hvem der skal krones som USA’s 47. præsident. Også i flere vigtige delstater som Pennsylvania, Michigan og North Carolina står de to duellanter tæt.

Meningsmålingsguruen over dem alle, Nate Silver, har kreeret et skriv i The New York Times, hvori han ’’lige nu’’, altså i den forgange uge, skyder på Trump som vinderen af valget. Det, der bliver afgørende, er alle de vælgere i svingstaterne, der endnu ikke har besluttet sig, og forsat kan rykkes.

Næste uges udgave af Ugen i amerikansk politik er afslutningen på serien, og det markerer vi med en special, der udgives på valgdagen. Vi skrives ved!

Læs også:

Støt USA-nyt: