Af August Bloch Münster, BA-studerende i Amerikanske Studier
I de sidste 128 år er det kun sket to gange, at det siddende parti har måtte forlade Det Hvide Hus efter blot én periode. Det skete senest i 2020, hvor den siddende præsident for Republikanerne, Donald Trump, måtte forlade sin post og give plads til den forhenværende demokratiske vicepræsident, Joe Biden, kun fire år efter overtagelsen af embedet.
Det skete også i 1980, hvor Demokraternes præsident, Jimmy Carter, måtte se sig slået af den tidligere republikanske guvernør fra Californien, Ronald Reagan, i en jordskredssejr. Igen efter kun én periode i spidsen.
Republikanerne og Demokraterne har det med at skiftes om magten i intervaller af otte år, altså to valgperioder. Det er det mønster, der oftest gentages, dog med nogle få undtagelser. Nogle gange har partierne endda fået lov til at sidde på magten i mere end to perioder, men kun at få én valgperiode hører til sjældenhederne.
Ved dette års valg er det interessant at kigge på de to valgår, hvor magten skiftede efter kun én periode. I 2020 havde vi som bekendt Covid-19-pandemien, og i 1980 herskede oliekrisen. Begge internationale fænomener, som resulterede i lammende recessioner. En recession i et valgår er aldrig godt nyt for den siddende præsident og dennes parti. Faktisk har intet parti i de sidste 100 år formået at beholde magten i de valgår, en recession er påbegyndt. Demokraten Harry S. Truman vandt som den eneste siddende præsident et valg (valget i 1948) på trods af recession i valgåret. Heldigt for ham startede den først i ugerne efter valgdatoen.
En påbegyndt recession er ikke ligefrem det bedste udgangspunkt at gå ind i en valgkamp med. Heldigvis for Kamala Harris og Demokraterne, der for tiden oplever modvind i meningsmålingerne, er en recession hverken påbegyndt eller på trapperne i 2024. Nok har Biden i de sidste fire år bokset med økonomien i kølvandet på Covid-19, men i dag – belejligt for Demokraterne – er økonomien i bedring. Inflationen er under kontrol, den første rentenedsættelse har set dagens lys og ledighedstallet, som kunne være bedre, er ikke på noget alarmerende niveau længere. Alt i alt en stor forskel fra det udgangspunkt Trump og Carter gik ind med i deres respektive valgkampe i 2020 og 1980.
Efter noget tid ved magten vil folket typisk have forandring. De otte år virker som den generelle grænse, hvor vælgerne skifter fløj. Den siddende præsident, eller dennes parti, oplever i langt de fleste tilfælde den største stemmetilslutning og dermed valgsejr efter den første periode. Kun i tilfælde, hvor præsidentens periode er præget af stor tilbagegang, for eksempelvis i form af en recession, vil folket prøve noget andet. Dét er Harris’ og Demokraternes store force ved dette valg, og hvad der muligvis gør, at alle meningsmålingerne endnu engang tager grueligt fejl.
Støt USA-nyt:
