Koncert hjemme i stuerne

Taylor Swifts Eras Tour har nu lagt vejen forbi streamingtjenesterne, hvor alle uanset økonomi kan være med til koncert med én af de største sangerinder nogensinde.

Den 13. oktober 2023 kunne Taylor Swift lancere sin Eras Tour i USA. Den gang skulle man dog ikke smide flere tusinde kroner på disken for at se hendes koncert. I stedet kunne man blot tage i biografen for at opleve hendes sprudlende performance og høre hendes ikoniske sange fra det sidste årti.

Billetpriser i skyerne

I Taylor Swift: The Eras Tour kommer man helt tæt på popstjernen til en af hendes koncerter på SoFi Stadium i Los Angeles, der er ejet af mangemilliardær-familien Kroenke, som også er indehaver af Los Angeles Rams, der bruger selvsamme stadium, samt fodboldholdet Arsenal F.C. i England.

Swifts koncerter solgte i 2023 fordelt på 66 koncerter sine billetter til 1088 dollars, som er svarende til noget i omegnen af 7500 kroner. Ifølge CNBC ligger Beyoncé på andenpladsen på den rangliste med 323 dollars i gennemsnittet for en billet, omkring 2200 kroner. Det er derfor ikke alle hendes millioner af fans, der kan – eller vil – punge ud med sådan et beløb for at se deres superstjerne.

Koncertoplevelsen fortsættes i biograferne, hvor man i tre og en halv time kan læne sig tilbage og nyde forestillingen, som var man selv til stede. Med den længeventede ankomst til streamingtjenesterne i form af Disney+ kan man nu se idolet hjemme i stuerne i en kvalitetsfyldt produktion, hvor det givetvis føles, som om det er en dokumentarfilm, man er i færd med at se.

Taylor Swift for alle

Med et stort fokus på Swift bringer hendes Eras Tour på film en fascination af den helt enorme fanskare, der følger hende, uanset hvor i verden hun befinder sig. Man får et lille indblik ind i, hvordan det føles at stå midt på scenen og kunne skue ud til de titusinder af mennesker, der har betalt i dyre domme for at se hende.

Man kan ikke være i tvivl om, at Swift er i sit rette element. Stående oppe på en platform bliver hun nærmest forgudet og sat på en piedestal sammen med sin guitar og mikrofon, hvorefter hun bevæger sig rundt på scenen i forsøget på at omfavne publikum.

Med filmen har Taylor Swift i endnu højere grad end før cementeret sit navn i en bred forstand og muliggjort for mange flere at komme til koncert med hende. Samtidig bygger hun videre på sin kommercielle succes ved, at hr. og fru Danmark også kan indfange hendes præstationer.

Læs også: