En debat ingen kunne sige nej til

Derfor er Joe Biden den, der har mest at vinde ved næste måneds debat med Donald Trump.

Så snart en kandidat har givet udfordringen, kan den anden ikke sige nej uden at se svag ud. Derfor bliver næste måneds første tv-duel mellem Donald Trump og Joe Biden Trumps debat på Bidens præmisser.

Debatten styrker Biden

Efter måneders tovtrækkeri om overhovedet at holde en debat har Donald Trump haft held med at portrættere Joe Biden som en senil gammel mand – måske for meget held. Trump-lejren regner med at se en karismatisk Trump overrumple en aldersvækket Biden og endnu engang udstille Biden på landsdækkende tv.

Problemet er bare, at Trump har talt Biden så langt ned under gulvbrædderne, at forventningerne til Biden er lig med nul. Så længe Biden leverer en hæderlig præstation, vil det blive set som en succes. Til gengæld bliver Trump nødt til at dominere debatten for at leve op til sin egen og sine støtters tårnhøje forventninger til ham.

Derfor er Joe Biden den, der har mest at vinde ved denne debat.

Bidens præmisser

Joe Biden har opstillet en række præmisser for at deltage i månedens kommende debat. Alle tilsyneladende for at svække Trump. For eksempel skal mikrofonerne slukkes, når nogen (læs: Trump) taler over tid, og han vil ikke have publikum, der hepper og buher (det vil sige, giver Trump energi). Ikke mindst er Robert F. Kennedy Jr. ikke inviteret, så længe Biden er på scenen. Der skal ikke være nogen irriterende eks-demokrater, der kan stjæle Bidens rampelys- og vælgere.

På den ene side er det et svaghedstegn for Biden, at han overhovedet behøver at opstille særkrav for at debattere. På den anden side kan Biden nu svække Trumps styrker og fremhæve sine egne – uden en Kennedy på sidelinjen.

CNN afholder den første debat mellem Biden og Trump den 27. juni i svingstaten Georgia. ABC afholder den anden debat den 10. september. Placeringen er endnu uvist.

Læs også: