”En kugle for demokratiet”

Donald Trump var tilbage i angrebsmode ved sit første vælgermøde siden attentatforsøget i sidste uge.

På det republikanske konvent sidste uge så man et republikansk parti, der kaldte på samhørighed. Nu synes alt ved det gamle.

Donald Trump optrådte på kampagnescenen i lørdags, da han afholdte et vælgermøde for første gang siden attentatforsøget mod sig den 13. juli. Her blev der ikke sparet på angreb mod sin modstander præsident Joe Biden.

Trump udtalte, at han tog ”en kugle for demokratiet”.

Udenrigspolitik ifølge Trump

Trump gav sit bud på en udenrigspolitik med ham som præsident, hvilket bestod af at highlighte sit gode forhold til autokratiske ledere. Trump nævnte, at den kinesiske præsident, Xi Jinping, er ”en strålende mand”, som ”kontrollerer 1,4 milliarder mennesker med en jernnæve”.

Trump mente også, at et godt forhold til den nordkoreanske præsident, Kim Jong-Un, havde gjort USA mere sikkert under Trumps præsidentperiode. Trump understregede deres venskabelige forhold med en personlig anekdote:

”Jeg sagde bare, slap af, slap af. Du har fået nok (atomvåben, red.) Du har så mange atomvåben, så meget, sagde jeg. Bare slap af. Lad os gå til en baseballkamp.”

Den ungarske Viktor Orban fik også et par rosende ord med på vejen, da Trump kaldte Orban en “meget magtfuld leder” og insisterede på, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, aldrig ville have invaderet Ukraine i 2022, hvis Trump havde været præsident.

Trump tilbage i angrebsmode

Den ellers så forsonlige retorik, der prægede konventet, blev lagt på hylden, da snakken faldt på Joe Biden og den påståede valgsvindel.

Biden blev kaldt for ”dum” og et ”lavt-IQ-individ”. Trump holdt stadig fast i forestillingen om, at valget i 2020 blev stjålet fra ham. Om dette emne sagde Trump:

”De radikale, venstrefløjsdemokrater manipulerede præsidentvalget i 2020, og vi vil ikke tillade dem at manipulere præsidentvalget i 2024.”

Vance i Michigan

Det var ikke tilfældigt at vælgermødet foregik i staten Michigan. Michigan er nemlig gået hen og blevet en afgørende stat i det kommende præsidentvalg. Donald Trump og efterfølgende Joe Biden vandt begge staten med få stemmer i henholdsvis 2016 og 2020.

På samme tid var dette det første rally med Trumps nyudnævnte vicepræsidentkandidat, J. D. Vance. Vance spås en vigtig rolle i at føre kampagne i det industrielle ”rustbælte”, der blandt andet tæller Michigan og Vances hjemstat Ohio.

Støt USA-nyt: