Endnu et masseskyderi ændrer næppe amerikanernes rodfæstede våbenopfattelse

Gårsdagens masseskyderi i Baltimore markerede det 531. af slagsen i USA i år. For mange amerikanere handler våbenejerskab simpelthen om personlig beskyttelse, viser ny undersøgelse.

Af Andreas Brunebjerg Jørgensen, journalist

Onsdag eftermiddag dansk tid fandt et skyderi sted på Morgan State University i delstaten Marylands største by Baltimore. Fem personer blev såret ved skyderiet, men alle er uden for livsfare. Efter skyderiet på universitetet, som er et historisk sort et af slagsen, blev hele området sat under lock down, hvor alle studerende skulle blive inden døre – ingen måtte altså forlade campus-området. Masseskyderiet var ifølge CNN nummer 531 i USA i år med mindst fire ofre.

Det lokale politi har ikke offentliggjort nogen oplysninger om gerningspersonen, men skyderiet er bare ét af mange hver eneste dag i USA. Ifølge tal fra interesseorganisationen Team Enough overlever omkring 200 amerikanere hver eneste dag efter at være blevet skudt.

Kilde: YouTube

Våben for beskyttelse

Selvom våben altså i eksemplet oven for bliver brugt i angreb mod mennesker, fortæller en nylig undersøgelse offentliggjort af Pew Research Center historien om, at beskyttelse er den primære årsag til at eje et skydevåben for de fleste amerikanere.

Undersøgelsen, der blev udført blandt et repræsentativt udsnit af amerikanske voksne, viser, at 67 procent af våbenejerne angiver “beskyttelse af personlig sikkerhed” som hovedårsagen til at eje et skydevåben.

Tallet bekræfter en vedvarende tendens i USA, hvor den individuelle opfattelse af sikkerhed har en afgørende rolle i debatten om våbenejerskab. For mange amerikanere er ejerskab af et skydevåben blevet synonymt med at beskytte sig selv og sine familier.

Man ser det som et redskab til at forsvare sig selv i tilfælde af indbrud, røveri eller andre potentielle trusler mod personlig sikkerhed.

Og denne opfattelse af våben som beskyttelsesmidler er en af grundene til, at den amerikanske våbendebat forbliver kompleks og kontroversiel.

Kilde: YouTube

Forskellige syn på våben

Undersøgelsen viser samtidig en opdeling i, hvordan forskellige grupper ser på våbenejerskab og beskyttelse. Mens mænd og kvinder i næsten lige store andele opgiver beskyttelse som hovedårsag til at eje et våben, er der forskelle i forhold til alder, race og politisk tilhørsforhold.

Ældre amerikanere har tendens til i højere grad at se våbenejerskab som et middel til beskyttelse, hvilket afspejler en følelse af sårbarhed, når de bliver ældre. Blandt etniske grupper er sorte og latinamerikanere mindre tilbøjelige til at eje våben af beskyttelsesmæssige årsager sammenlignet med hvide amerikanere.

Der er også en politisk dimension i debatten om våbenejerskab. Republikanere er langt mere tilbøjelige end demokrater til at eje våben for beskyttelse, hvilket afspejler de politiske skel, der er dybt rodfæstet i USA’s våbendebat.

Historisk dimension

Det er samtidig værd at bemærke, at selvom beskyttelse er den primære årsag til våbenejerskab, er der også andre motiver i spil. For nogle amerikanere repræsenterer våbenejerskab en del af deres kultur og identitet, mens andre ser det som en måde at udøve deres grundlovssikrede rettigheder på.

Amerikanernes forhold til våben har nemlig dybe rødder i landets historie. Under kolonitiden var våben afgørende for kolonisternes forsvar og jagt efter fødevarer.

Efter USA’s uafhængighedskrig blev retten til at bære våben indskrevet i den amerikanske forfatning som den anden forfatningstilføjelse, og våbenejendom blev anset for at være en vigtig del af den individuelle frihed og beskyttelse mod tyranni.

Samtidig førte voldelige konflikter som borgerkrigen og udviklingen af ​​våbenindustrien til en bred tilgængelighed af våben.

I dag er USA stadigvæk præget af en kompleks våbendebat. Mange ser våbenejerskab som en grundlæggende rettighed og beskyttelse mod kriminalitet, mens andre argumenterer for strengere våbenkontrol for at mindske skydevåbenrelateret vold.

Dette vidner om den komplekse og nuancerede karakter af våbendebatten i USA, hvor spørgsmål om personlig sikkerhed, kultur og politik er tæt sammenflettet. Debatten om våbenejerskab i USA er langt fra en afsluttet sag, og gårsdagens skyderi på Morgan State University bekræfter det i høj grad.

Ifølge Det Hvide Hus har præsident Joe Biden for nylig annonceret en ny føderal afdeling, der har til opgave at kigge på muligheder for at reducere den massive våbenvold i landet. Vicepræsident Kamala Harris er blevet sat i spidsen for det føderale arbejde.