Jim Jordan taber første afstemning – fortsættelse følger i dag

Jim Jordan vil prøve lykken igen i dag efter gårsdagens fejlslagne formandsafstemning i Repræsentanternes Hus.

Kalenderen skriver onsdag den 18. oktober, og USA er nu gået ind i dag 15 uden en permanent formand for Repræsentanternes Hus.

Det står lysende klart, efter Republikanernes formandskandidat Jim Jordan ikke fik nok stemmer ved gårsdagens formandsafstemning i Repræsentanternes Hus.

20 republikanere valgte nemlig at pege på andre (syv på Steve Scalise, seks på den ellers detroniserede Kevin McCarthy, tre på Lee Zeldin, én på Tom Emmer, én på Mike Garcia, én på Tom Cole og én på Thomas Massie), hvilket altså var tre for meget for Jordan, der modtog i alt 200 republikanske stemmer og dermed var 17 stemmer fra at kunne få formandshammeren i hånden. Med nuværende 433 medlemmer i Repræsentanternes Hus er det magiske tal for at opnå formandsskabet nemlig 217.

Demokraternes flertalsleder Hakeem Jeffries modtog imidlertid samtlige af sine partikollegaers stemmer (212), hvilket alt andet lige også var forventet.

Kilde: YouTube

Særligt karakteristisk for de republikanske Jordan-nejstemmere er, at mange af dem er valgt i distrikter, som Joe Biden vandt ved præsidentvalget i 2020. Jordan, som er at finde på sit partis absolutte yderste højrefløj, havde ellers henover weekenden fået tippet en del – om end stadig ikke tilstrækkelig nok – skeptikere over på sin side, hvorfor de i alt 20 interne stemmer imod sig kom som en overraskelse.

Umiddelbart efter afstemningen blev det annonceret, at en anden formandsafstemning vil finde sted i dag klokken 17 dansk tid. Samtidig er der ifølge The Washington Post nu også tiltagende tværpolitisk hvisken i krogene om at give Husets midlertidige formand, republikaneren Patrick McHenry, udvidede beføjelser set i lyset af presserende uro og konflikt både indenrigs og udenrigs.

“Vi fortsætter arbejdet,” lød det dog ifølge AP fra Jordan ovenpå afstemningen, som altså endnu en gang fik sat spot på de dybe kløfter internt hos Det Republikanske Parti.

Fortsættelse følger, og USA-nyt holder dig opdateret på udviklingen.