Siden Donald Trumps overraskende præsidentvalgsejr i 2016 har Demokraterne tænkt, så det knager, over sit problem med arbejdervælgere. På trods af en demokratisk præsident, som må siges at være noget mere folkelig end Hillary Clinton, står partiet med samme problem som i 2016. Identitetsspørgsmål fra venstrefløjen som LGBT+-rettigheder og strukturel racisme skræmmer (hovedsageligt hvide) lavindkomst amerikanere over i armene på højrefløjen. På samme tid fjerner det fokus fra Demokraternes økonomiske politik, som kan blive en vindersag i 2024.
Ifølge lektor i amerikansk politik ved Center for Amerikanske Studier på SDU, Niels Bjerre-Poulsen, blev Demokraterne opmærksomme på denne udfordring, da Trumps valgsejr i ’16 kom takket været staterne Michigan, Pennsylvania og Wisconsin.
”Disse stater er industristater med mange ufaglærte arbejdere, som Demokraterne indtil da ikke havde tabt siden 1980’erne. Demokraterne tog disse stater for givet i takt med, at Republikanere forsøgte at brande sig som arbejderparti,” siger han.
Skal Demokraterne underspille sin politik?
Er det virkelig nødvendigt helt at opgive sine velmenende socialliberale standpunkter for at skaffe støtte fra lavindkomstgrupper?
Den europæiske venstrefløj har stillet sig selv dette spørgsmål, og her er svaret ja! Se blot på Olaf Scholz i Tyskland og Mette Frederiksen i Danmark. Begge socialdemokrater, der har rykket deres parti til højre i immigrations- og værdipolitikken for at undgå vælgerflugt til fløjpartierne.
I USA er det anderledes. Her er fronterne trukket så skarpt op, at enhver indrømmelse til modsatte fløj bliver regnet som forræderi og kan koste dyrt i primærvalg.
USA-nyt har talt med historieprofessor og forfatter David B. Woolner fra Marist College i New York, og han er enig i, at Demokraterne har et problem med den hvide arbejderklasse.
”Demokrater er sårbare over for hvide arbejderklassevælgere netop på grund af identitetspolitik. De ville gøre klogt i at bruge mere tid på at understrege økonomiske problemer og tage en mindre aggressiv holdning til progressive identitetsspørgsmål – på samme måde som Republikanerne viger tilbage fra at diskutere kvinders ret til abort,” siger han, der altså mener, at Demokraterne burde underspille identitetspolitikken og sætte mere fokus på deres økonomiske politik, der rent faktisk tilgodeser arbejderklassen.
”Joe Biden har gjort en indsats for at dæmme op for de mest hidsige synspunkter i sit partis venstrefløj,” tilføjer Niels Bjerre-Poulsen og påpeger dermed, at Demokraterne allerede er i gang med udviklingen, som Woolner skitserer.
Med tiltag som The Inflation Reduction Act har Biden rent faktisk tilbudt en politik, der appellerer til ufaglærte og folk med lave indkomster uden at frastøde sine liberale kernevælgere. Noget tyder på, at denne strategi bærer frugt, da Demokraterne har haft relativ succes ved de seneste tre store valg (2018, 2020 og 2022).
Kan Biden lære af Clinton?
Demokraternes nuværende problemstilling er slet ikke helt uden fortilfælde. Ved midtvejsvalget i 1994 bragede Republikanerne ind i Kongressen. Deres slagord handlede om økonomisk ansvarlighed og ”tough on crime”-retorik.
Den daværende demokratiske præsident Bill Clinton reagerede ved at rykke sit parti til højre op til præsidentvalget i 1996. Både på det økonomiske og retspolitiske område.
Som resultat fik Clinton sine bedste meningsmålinger hidtil og en sejr ved det efterfølgende præsidentvalg.
Clintons strategi fik ham til at fremstå konsensussøgende, mens hans modstandere lød skingre, da de insisterede på at modsætte sig en politik, der mindede om deres egen. Republikanerne måtte se måbende til, mens Clinton overtog deres politik.
Der er næppe nogen sandsynlighed for, at Demokraterne i 2023 vil efterligne denne strategi. I dag står venstrefløjen markant stærkere i partiet og blandt dets vælgere. En kandidat, der tager så langt et skridt til højre, vil ikke overleve partiets primærvalg. Læg dertil, at Bill Clinton stod stærkere som præsident, end Joe Biden gør i dag. Clinton havde råd til at miste nogle kernevælgerne. Biden kan til gengæld ikke tåle at tabe sin liberale base.
”Det er især sorte kvinder, der udgør en stor del af Demokraternes vælgerbase og organisatoriske kræfter,” pointerer Niels Bjerre-Poulsen.
