I sne og slud står Iowa for skud

En kraftig vinterstorm forhindrer næppe det uundgåelige i Iowa, der i dag skal sætte kryds ved deres bud på en republikansk præsidentkandidat.

Søndag var de republikanske præsidentbejlere på en sidste charmeoffensiv forude for dagens valgmøder i delstaten Iowa, hvor en republikansk præsidentkandidat skal vælges.

Kilde: YouTube

Valgdeltagelsen forventes at blive lav efter en massiv vinterstorm, der har sendt temperaturen ned på tocifrede minusgrader og skudt snedriverne i vejret. Men det ændrer næppe ved det udfald, der efterhånden har stået lysende klart i længere tid: Donald Trump kommer til at tromle hen over sine modstandere.

Ifølge et vægtet gennemsnit tilvejebragt af Project 538 på baggrund af et bredt udvalg af meningsmålinger fra Iowa står Trump til knap halvdelen af stemmerne. Faktisk er der hele 34 procentpoint ned til andenpladsen, som nu indtages af den tidligere South Carolina-guvernør og FN-ambassadør Nikki Haley. Dermed er Floridas guvernør, Ron DeSantis, sendt til tælling på en katastrofal tredjeplads.

Haley i plus, DeSantis i minus

Det er netop det sidste, der bliver det mest interessante at holde sig for øje efter dagens Iowa-valgmøder. DeSantis er nemlig gået all-in på Iowa i et forsøg på at cementere sig som det republikanske felts klare alternativ til frontløberen Trump. Med andre ord har DeSantis lavet en “full Grassley” (med reference til Iowas mangeårige senator, Chuck Grassley) ved at besøge samtlige af Iowas 99 counties (nogle endda mere end én gang) forude for valgmøderne.

Samtidig har Haley langsomt men sikkert bidt DeSantis mere og mere i haserne – mest af alt ved at gøre sig til over for New Hampshires vælgere (med i øvrigt stor succes, som jeg vender tilbage til), som afholder republikansk primærvalg i slipstrømmen af Iowas valgmøder. Den effekt er nu tilsyneladende smittet af på Iowa, hvis man altså skal tro på målingerne.

Et sådan udfald ville i så fald efterlade DeSantis-kampagnen mere eller mindre skindød, mens Haley, der ifølge en nylig CNN-måling nu er lige i hælene på Trump i New Hampshire, ville stå tilbage som det klare alternativ til, hvad der i lang tid unægtelig har lignet en republikansk Trump-nominering.

USA-nyt følger op på udfaldet af Iowas valgmøder i morgen i samarbejde med Niels Bjerre-Poulsen, lektor på Center for Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet.