Ruslands invasion af Ukraine bevæger sig tæt på sit andet år. Ifølge FN har mindst 10.000 civile mistet livet i en krig, som Vladimir Putin formentlig regnede med ville være ovre på et par uger. Det har langtfra været tilfældet. Ukrainerne har overrasket i stor grad og har gjort fremskridt i byer, der tidligere var indtaget af russiske styrker.
Ikke nok med det så er Volodymyr Zelenskyj, den tidligere komiker, blevet et verdensomspændende fænomen og et symbol på kampen om den frie verden i Vesten. Adskillige interviews er blevet foretaget med den ukrainske præsident i et forsøg på at forstå, hvem manden bag det største land i Europa egentlig er. Det har man i den grad fundet ud af, hvilket blandt andet er blevet honoreret med en kåring som Time Magazines “Person of the Year” i 2022.
På den anden side bliver Putin beskrevet med de værste skældsord og – med rette – gjort til Europas fjende. Men hvordan kan vi egentlig forstå manden, hvis nutidige syn ikke er blevet udfordret af nogen fra Vesten? Er det ikke naivt, at man udelukkende fokuserer på ‘den gode’ ud fra et vestligt synspunkt, i stedet for at inddrage bredere og mere udfordrende perspektiver?
Den forhenværende nyhedsvært på Fox News, Tucker Carlson, der i april 2023 måtte sige farvel til sin gamle arbejdsplads, har hertil, gennem sit eget medie Tucker Carlson Network, i går bragt et to timer langt interview med den russiske statsleder. Interviewet kommer blandt andet rundt om den russisk-ukrainske historie i forhold til Putins rationale om at “generobre” Ukraine.
Interviewet er opsigtsvækkende, da det er første gang siden krigens begyndelse, at Putin har ladet sig interviewe af et vestligt medie. Her skiller Tucker Carlson sig dog ud, da han er en meget anderledes stemme end mainstreammedier. Samtidig kan man mene, at han er blevet gjort til Putins dukke, hvorfra Putin bliver portrætteret som en undertrykt skikkelse, der ikke før nu har fået den taletid, han har ret til.
Selvom langt størstedelen af den vestlige verden afskyr invasionen samt manden bag, bringes der trods alt et frisk pust til et to år langt brændende bål. Andre vil måske mene, at Tucker Carlson i stedet er med til at hælde mere benzin på bålet. Alligevel nytter det ikke, hvis man altså mener, at vi lever i en fri verden, at konstruere en ensidig dækning af de to statsledere, uanset karakteren eller deres handlinger.
Kreml forklarer, at de får mange anmodninger fra vestlige medier om at interviewe krigsføreren. Disse medier bringer en ensidig holdning, mener de, og har derfor fået afslag. Så hvorfor ikke bruge lejligheden til, på konstruktiv vis, at udnytte, at Putin endelig er kommet i tale over for vesten i stedet for at skandalisere det?