Næsten alle amerikanere mener, at deres folkevalgte er ligeglade med dem

Tæt på alle amerikanere tilskriver hertil pengenes stadigt stigende rolle i valg, hvilket gør det svært for oprigtige kandidater at stille op til politisk embede.

En undersøgelse fra juli af den upartiske tænketank Pew Research Center fandt, at hele 85 procent af amerikanerne er af den overbevisning, at deres folkevalgte er ligeglade med dem, de er valgt til at repræsentere. Holdningen er noget nær identisk på tværs af demografiske og politiske markører.

Kilde: Pew Research Center

Det er en stigning på over 20 procent sammenlignet med 1994, hvor det ifølge Pew dengang var 64 procent af amerikanerne, der mente, at deres folkevalgte er ligeglade med dem.

Korrumperet af penge

Langt størstedelen af amerikanerne mener hertil, at der er for få oprigtige kandidater at stemme på til valg, simpelthen fordi de amerikanske valgkampe er blevet for dyre at føre.

73 procent af amerikanerne siger herom, at lobbyister og særinteressegrupper har for meget indflydelse over landets politikere. 80 procent af amerikanerne er ligeledes af den holdning, at pengestærke donorer har for meget at skulle have sagt om lovgivningsarbejdet.

Tiltroen til det politiske system skraber bunden

Den massive mistro til landets folkevalgte har samtidig resultereret i, at kun fire procent af amerikanerne mener, at det politiske system fungerer hensigtsmæssigt, peger Pews undersøgelse på. Faktisk nærer langt over halvdelen af amerikanerne ringe eller ingen tiltro til fremtiden, når det gælder landets politiske system.

Kilde: Pew Research Center

Med godt og vel et halvt år til det amerikanske præsidentvalg er det ifølge en nylig Pew-undersøgelse tæt på halvdelen af amerikanerne, der gerne så, at de formodede kandidater, Joe Biden og Donald Trump, var nogen andre.

Samtidig er mængden af amerikanere, der siger, at det er vigtigt, hvem der vinder mellem Biden og Trump, faldet fra 74 procent i 2020 til 69 procent i 2024, viser Pews undersøgelse.

Bliv klogere på pengenes rolle i amerikansk politik

I USA-nyts interviewpodcast, Ugens USA, kan du blandt meget andet blive klogere på, hvilke interesserer pengesummerne i amerikansk politik egentlig repræsenter, hvad der reelt fås for pengene, hvordan USA overhovedet er nået til et punkt, hvor niveauerne af penge brugt i valg er blevet så høje, hvad konsekvenserne af pengene egentlig er for det amerikanske demokrati samt hvad der potentielt kan gøres for at skabe mere transparens og tillid til det politiske system.

Den amerikanske mangeårige undersøgende journalist og forfatter Lee Fang udlægger teksten i nedenstående udsendelse:

Læs også: