Af Andreas Brunebjerg Jørgensen, journalist
Et af de mest tydelige vælgermønstre ved amerikanske præsidentvalg er opdelingen af vælgere på landet og i byerne. Amerikanere, der er bosat uden for de større byer, det såkaldte small town America, har en historisk tendens til i overvejende grad at stemme på Republikanerne. Kigger man derimod på vælgermønstrene i storbyerne, er sagen en anden. Her sætter flertallet nemlig kryds ud for Demokraterne.
Det Demokratiske Parti har derfor ligget søvnløs i mange år, for hvordan kan partiet få en større opbakning i de små byer og ude på landet? Svaret kan måske findes i den amerikanske delstat Kansas, hvor den demokratiske guvernør Laura Kelly har haft succes med at få de traditionelt røde og republikanske vælgere til at stemme på sig.
I 2022 blev Laura Kelly genvalgt som guvernør i staten, der officielt har et fladere landskab end en gennemsnitlig pandekage. Det var ikke alle vælgere på landet, der stemte på hende. Men hun formåede at overbevise nok folk til, at hun kunne blive den mest magtfulde person i Kansas. Derfor er det oplagt for partitoppen hos Demokraterne at kigge mod Kansas for at undersøge og forstå, hvordan Kelly fik folk på landet med sig.
Vejen til sejr i landdistrikterne
Laura Kelly gjorde det modsatte af, hvad mange demokratiske politikere fokuserer på i disse tider: Hun undgik at snakke om kulturkampene, og i stedet fokuserede hun på lokale problemer, såsom økonomi. Men vigtigst af alt tog hun sig tid til at snakke med de tusindvis af landmænd, der aldrig kunne have drømt om at stemme på en demokrat. Og det virkede.
Mange republikanske politikere rundt om i USA, der er i valgkamp mod deres demokratiske kandidater, forsøger at bringe det nationalpolitiske aspekt ind i deres argumentation. Her er Biden og kulturkampene to hyppige emner, som Republikanerne taler om i deres kamp for at vinde de forskellige poster.
I delstaten Kentucky er det for eksempel et problem, som den demokratiske guvernør Andy Beshear er løbet ind i i sin genvalgskampagne, hvor abort har været et af de store debatemner.
Det var dog ikke kun Laura Kellys fokus på at undgå at tale om nationalpolitiske emner, der sidste år gav hende sin anden periode som guvernør i en overvejende republikansk stat. Hendes personlighed spiller også en stor rolle. Hun er for eksempel tidligere blevet sammenlignet med en “sød bedstemor, der glædeligt køber is til alle sine børnebørn.”
Demokraternes strategi
Laura Kellys succes kan Demokraterne lade sig inspirere af i nogle af de vigtige svingstater som Wisconsin og Georgia. Disse stater består af millioner af amerikanere, der bor i ydreområdere, og det er altså meget afgørende for Joe Bidens chancer for at blive genvalgt, at han på en eller anden måde kan få folk på landet til at sætte sit kryds ved ham.
Det er dog ikke kun præsidenten, der skal finde en måde at appellere til de landlige vælgere. Der er også vigtige valg til den amerikanske Kongres til næste år, hvor senatspladser i West Virginia og Montana er på spil. Disse to stater består også primært af mindre befolkningstætte områder.
I løbet af det seneste årti – og med Donald Trumps valgsejr i 2016 – er landlige vælgere flyttet sig væk fra Det Demokratiske Parti, som i stigende grad har fokuseret på at vinde by- og forstadsvælgere.
Kansas er omdrejningspunkt for én af de mest populære bøger om netop splittelsen mellem vælgerne på landet og i byen. What’s The Matter With Kansas undersøger, hvordan konservatismen i USA er blevet udbredt til de landlige områder og blandt andet banede vejen for, at Trump for næsten otte år siden kunne vinde kampen om verdens mest magtfulde job.
Det bliver derfor interessant at følge med i, hvordan Demokraterne kommer til at tilgå de landlige vælgere i svingstaterne, for en ting er sikkert: Joe Biden bliver ikke genvalgt, hvis han ikke kan hive dele af small town America over i sin fold.