“Noget af det mest slående ved ham var, at hvis der skulle herske en forestilling om USA’s rolle som Wilsonian, ”to make the world safe for democracy”, så er det ikke en forestilling, han delte. Hans forståelse af USA’s rolle som supermagt var at skabe stabilitet, ikke udbrede frihed. Det indebar så ofte, at man samarbejdede med typer, der ikke ligefrem var demokrater.”
Sådan indleder Niels Bjerre-Poulsen, lektor i amerikansk politik og historie ved Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet, personkarakteristikken af Henry Kissinger, amerikansk sikkerhedspolitisk rådgiver og udenrigsminister under Nixon- og Ford-administrationerne.
Kissinger, som blev født i Tyskland i 1923, men flygtede fra nazistisk jødeforfølgelse i 1938 for at finde frihed i USA, gik i sidste uge bort i en alder af 100 år. Nekrologerne over den Harvard-uddannede topdiplomat spænder bredt over stor statsmand til anklaget krigsforbryder.
“Han blev interviewet i 1990’erne af nogle gymnasieelever, som spurgte, om der var noget, han fortrød. Det var der ikke, på trods af velbegrundede beskyldninger om krigsforbrydelser,” fortæller Niels Bjerre-Poulsen.
Han henviser blandt andet til de hemmelige bombninger i Laos og Cambodia i 1969 og 1970 i forbindelse med Vietnamkrigen, amerikanske våbenleverancer via tredjepartslande til styret i Pakistan i 1971, der bidrog til folkemordet i Østbengalen (det nuværende Bangladesh), samt Augusto Pinochets militærkup i Chile i 1973 som eksempler på Kissingers udenrigspolitiske devise om, at målet helliger midlet.
“USA skulle ikke lade sig styre af, at en masse mennesker foretog tåbelige beslutninger. I Kissingers opfattelse var der et højere mål om at sikre stabilitet,” fortsætter Niels Bjerre-Poulsen og stiller skarpt på Pakistan i uddybelsen af sin pointe:
“Samarbejdet med Pakistans diktator (Yahya Khan, red.) var for eksempel begrundet i, at han var en vigtig mellemmand mellem USA og Kina. Hvis det store mål for USA med Kina var at forhindre en konfrontation, så var et samarbejde med sådan en type som Khan gunstigt for USA, mente Kissinger.”
Og den tankegang gik igen i forhold til fredsforhandlingerne om Vietnam, understreger Niels Bjerre-Poulsen:
“Samtidig med, at der var indledt officielle fredsforhandlinger i Paris, kørte der uofficielle forhandlinger med nordvietnameserne. Sydvietnam var godt nok allieret med USA, men de var ikke en del af de her forhandlinger. Den fredsaftale, man så ender med at indgå i 1973, blev også indgået uden om sydvietnameserne. Det primære formål for Kissinger var at redde USA ud af Vietnam samt at redde USA’s omdømme som supermagt.”
Opportunistisk realist
Særligt parløbet med præsident Richard Nixon cementerede Kissingers eftermæle som stor statsmand. Under Nixon-årene blev døren til Kina således åbnet op, spændingerne til Sovjetunionen droslet ned og freden mellem Israel og dets arabiske naboer penduleret diplomatisk på plads. Alt sammen under foranledning af Kissinger, der var en opportunistisk realist af natur, kombineret med en utrolig tæft og kynisk flair for det politiske magtspil.
“På mange måder var de et meget mærkeligt par,” kommenterer Niels Bjerre-Poulsen om samspillet mellem Nixon og Kissinger, inden han fremhæver:
“Kissinger støttede alle andre end Nixon under valget i 1968. Han sagde ting, som at Nixon var den farligste mand, der kunne blive præsident, men alligevel endte han med at støtte ham, da han fornemmer, hvilken vej vinden blæste, og bliver i første omgang hans sikkerhedspolitiske rådgiver.”
“De (Nixon og Kissinger, red.) havde begge en opfattelse af, at de forstod verden bedre, end andre gjorde, men modsat Nixon var Kissinger i sidste ende, den der spillede spillet i Washington bedst. Han var med til at tilskynde Nixon til alle de ting, der førte til Watergate, men han blev aldrig én af dem, der rigtigt kom i søgelyset for det. Med andre ord havde Kissinger en sjælden evne til at få ansvaret, men ikke tage ansvaret for sine handlinger,” tilføjer Niels Bjerre-Poulsen.
Et sted midtimellem statsmand og krigsforbryder
Selvom Kissinger officielt sidst gjorde tjeneste i en præsidentiel administration i 1977, fortsatte han flittigt med at influere diverse præsidenter i de efterfølgende årtier. Sideløbende drev han sin geopolitiske konsulentvirksomhed Kissinger Associates. Kissingers doktrin har sikkert og vist dannet grundlag for tankesættet hos en lang række udenrigspolitiske skikkelser fra Anders Fogh Rasmussen til Anthony Blinken.
“Han blev ved med at have ry som manden, man skulle tale med,” lyder det fra Niels Bjerre-Poulsen, inden han fortsætter:
“I en alder af 100 og på 50-året for åbningen til Kina blev han inviteret til landet, hvor han fik adgang til store kinesiske ledere, som andre verdensledere kun kan drømme om at få lov til at tale med. Og så er der næppe nogen vestlig politiker, der har mødtes så meget med Vladimir Putin, som Kissinger har.”
“Man kan så spørge sig selv, hvorfor han har gidet at blive ved i en så høj alder, men det har på en eller anden måde været en drivkraft for ham. Man kan sige, at Kissingers religion var magt og relevans, som også var med til at holde beskyldninger om krigsforbrydelser og så videre fra døren, for selv hans modstandere blev nødt til at anerkende, at han var en kæmpekapacitet inden for geopolitik,” pointerer Niels Bjerre-Poulsen.
Den endelige overskrift på Henry Kissingers eftermæle befinder sig derfor et sted midtimellem stor statsmand og anklaget krigsforbryder, mener Niels Bjerre-Poulsen.
“Der er to ord, der går igen i forhold til Kissinger: kyniker og realist,” indleder han, inden han runder af:
“Jeg tror aldrig, der kommer nogen enighed om, om Kissinger var det ene eller det andet. Selv dem, der var imod ham, beundrede ham. Hans praksis danner grundlag for den udenrigspolitik, der bliver ført i dag (penduldiplomatiet, som i sin essens handler om at gyde olie på vandene, red.). Samtidig vil der dog altid være beskyldninger om krigsforbrydelser og kynisme, der førte til massemorderiske handlinger, som vil hænge ved ham. Menneskerettigheder og sådan nogle ting interesserede ham nemlig ikke i udenrigspolitikken.”
Læs også:
