De vigtigste senatsvalg i 2024: Montana og West Virginia

I denne uge zoomer USA-nyt ind på de 10 vigtigste senatsvalg næste år. Montana og West Virginia er centrum for første artikel.

Af Andreas Brunebjerg Jørgensen, journalist

I disse uger har meget af mediernes fokus været på konflikten i Gaza, krigen i Ukraine og ikke mindst, og mere uskyldigt, den travle og stressende tid frem mod juleaften. Men juletiden markerer også afslutningen på 2023, og derfor ser USA-nyt frem mod 2024, der bliver et af de mest afgørende år i nyere amerikansk historie. For tirsdag den 5. november næste år skal amerikanerne til stemmeurnerne.

De skal dog ikke kun stemme på, hvem de ønsker som præsident. Der er også valg til Senatet, og i denne artikelserie zoomer USA-nyt ind på de 10 vigtigste og mest afgørende stater at holde øje med forud for næste års valg. Hver artikel fokuserer på to stater, og serien skydes i gang med et kig på Montana og West Virginia. Men lad os først lige få et overblik over den nuværende politiske situation i Senatet.

Magtbalancen i Senatet

Det amerikanske Senat består af 100 pladser. Hver stat har to senatorer, hvoraf Det Demokratiske Parti på nuværende tidspunkt har 51 pladser, mens Republikanerne har 49. Det var i sidste ende demokraten Raphael Warnock fra Georgia, der i 2022 vandt over republikaneren Herschel Walker, som gav Demokraterne magten i Senatet.

Demokraterne i Senatet fik altså et sæde mere ved midtvejsvalget i 2022, men de skal forsvare flere sæder i 2024 end Republikanerne. Af de 34 senatsvalg, der i øjeblikket er planlagt til 2024, skal Demokraterne og allierede uafhængige senatorer forsvare 23 sæder, mens Republikanerne kun skal forsvare 11.

Montana

I den naturskønne stat Montana skal den demokratiske Jon Tester forsøge at blive genvalgt i en stat, der er overvejende republikansk, når det gælder præsidentvalgene. Det mest spændende spørgsmål bliver, om den republikanske politiker Matt Rosendale beslutter sig for at få hævn over Tester, der slog republikaneren ved Montanas senatsvalg tilbage i 2018.

Rosendale spillede en afgørende rolle, da han tidligere på året var med til at stemme Kevin McCarthy ud som formand for Repræsentanternes Hus.

Mens Rosendale ikke endnu officielt har meldt sit kandidatur, skal den konservative Tim Sheehy ses som en reel trussel for Tester og Demokraterne i Montana. Sheehy er nemlig en meget populær skikkelse hjemme i Montana blandt sine republikanske partifæller.

Den nu pensionerede Navy SEAL-soldat har allerede støtte fra guvernør Greg Gianforte. Sheehy, der trådte ind i løbet i juli, rejste 2,9 millioner dollars i det seneste kvartal. Han har dog på det seneste modtaget kritik, efter han i et interview med det konservative medie Breibart News udtalte, at der er flere bjørne end mennesker i Montana.

Sheehy har flere gange været på tv for at præsentere sig selv og læner sig kraftigt op ad sin tidligere militærtjeneste og bruger ranch-motiver til at fremhæve sine bånd til staten. Han angriber også Jon Tester for ikke at overholde nogle af forpligtelserne i en etikkodeks, han kørte på under sin første kampagne.

Tim Sheehy vil være senator for Montana. Kilde: YouTube

West Virginia

I West Virginia er det også en demokrats sæde, der skal kæmpes om, og staten bliver nok den stat, der sandsynligvis skifter parti næste år, efter sidste måneds udmelding om, at senator Joe Manchin ikke genopstiller i 2024. Den mest konservative demokrat i Senatet har imidlertid ikke udelukket at stille op som uafhængig kandidat til præsidentvalget.

Den umiddelbare kamp er imidlertid i GOP-primærvalget, hvor Jim Justice, den populære tidligere demokratiske, nu republikanske, guvernør, har indsamlet omkring 300.000 dollars mere end sin konkurrent Alex Mooney. Mens nationale republikanere og Trump støtter Justice, har Club for Growth og en allieret super PAC forpligtet næsten 13,6 millioner dollars til medlemmet af House Freedom Caucus.

Klubbens politiske arm sender reklamer, der kalder Justice en RINO (republikaner kun i navnet), og forsøger at knytte ham til lederen af ​​Senatets republikanske mindretal, Mitch McConnell.

Kilde: YouTube

Læs også: