Taylor Swift er gennem de sidste år strøget til tops på diverse streamingtjenester. Ud over at være en af de rigeste kvinder i USA har hun også formået at skabe et image, som er relaterbart til millioner af sjæle i hele verden. Med sin film, The Eras Tour, som kunne ses i biografer, kom man helt tæt på popikonet, hvor det føltes som at være til en koncert. Alt dette har hun været i stand til at gøre til trods for retssagen mod den tidligere DJ, David Mueller. Swift vandt, og den tidligere DJ skulle betale sangerinden 1 dollar for at have seksuelt forgrebet sig på hende, samt overfaldet hende. Sagen blev i den grad karakteriseret ved den symbolske tilbagebetaling.
Som kendt er man naturligvis genstand for heftig opmærksomhed. For Swift har det ikke været en undtagelse, da livet som verdensberømt ikke altid har været lige lut og lagkage for hende. Den 24. januar blev hun, igen, offer for negativ opmærksomhed. AI-genererede nøgenbilleder af Swift gik nemlig viralt på det sociale medie X, og på 19 timer havde disse billeder over 27 millioner clicks.
Umiddelbart har Swift ikke selv været ude og kommentere på sagen. I stedet har hendes fagforening, SAG-AFTRA, været ude og sige, at billederne er skadelige og dybt bekymrende. Der burde også være lovgivning, som kan forhindre disse slags tilfælde, mener fagforeningen. Karine Jean-Pierre, som er Det Hvide Hus’ pressesekretær, har i mellemtiden ytret, at der bliver gjort, hvad man kan for at håndhæve et forbud mod AI-genererede nøgenbilleder uden samtykke.
For at Det Hvide Hus kan tage hånd om problemet, og gennemføre disse love, som Swifts fagforening er fortaler for, skal forslaget først igennem Repræsentanternes Hus og derefter Senatet. En proces, som, hvis man kender lidt til amerikansk politik, kan tage meget lang tid. Den 5. maj 2023 blev der fremført et forslag om at forbyde “deepfakes” af intime billeder (deepfakes er metoden, hvorpå AI fremstiller billeder og videoer af mennesker, der ser ægte ud, men som ikke er det). Forslaget er ikke nået så meget længere end retsudvalget, hvor det har været siden den 5. maj. Om den når Bidens bord i det ovale kontor, før han skal tage kampen op mod den berygtede Donald Trump, bliver svært at sige. Det kræver i hvert fald, at Kongressen kan blive enige om at videreføre det fra udvalget.
Jean-Pierre sagde yderligere, at sociale medier kan tage deres egne uafhængige beslutninger, og at de spiller en vigtig rolle, når det kommer til at forebygge spredningen af misinformationer og nøgenbilleder. Her refererer hun til, at X har gjort det umuligt at søge på “Taylor Swift” på deres platform for en stund. Dog er det stadig muligt at søge på eksempelvis “Taylor AI Swift”. X, som har fået kritik siden bil- og rumgiganten, Elon Musk, overtog selskabet i oktober 2022. Her viser det sig alligevel, at platformen tager ansvar for deres rolle i sagen. I X’s udmelding bliver Swift ikke direkte nævnt. Muligvis for at komme ud med budskabet om, at problemet med udbredelsen af nøgenbilleder og misinformation generelt er noget, som bliver taget dybt alvorligt.
AI er kommet for at blive, men har i den senere tid skabt stor splid. Den amerikanske regering har vist sig ikke at være i stand til at følge med i det tempo, som verden har i dag. Det er ganske vist i en tid, hvor der politisk er nok at se til med krige og nu et præsidentvalg. Men med Taylor Swifts storhed, og hendes sans for at vende nederlag til sejre, kan den offentlige debat måske igen blusse op og få skubbet lovgivningen i den rigtige retning.