“Nu skal du have lov. Den her kommer nok til at sparke lidt, så jeg forlænger den lige, så dit ansigt ikke er for tæt på, og så tager vi den derfra.”
Så når jeg trykker på aftrækkeren, så affyrer den kun ét skud?
“Ja, den affyrer kun ét, men hver gang, du trykker på den aftrækker, så skyder den.”
Jeg sender et sidste blik af mistænkelig karakter, før jeg tager imod og startpositionerer med mit venstre ben udstrakt foran mit tilbagelænede højre. Min venstre hånd glider langsomt henad løbet og strammer halvvejs til i et fast tag, mens min højre bevæger sig fra en position af sikring til affyring. Jeg suger spændingen dybt ned i maven via næsen og puster langsomt betænkeligheden den anden vej ud via munden. Jeg gentager øvelsen et par gange, indtil en følelse af nogenlunde sindsligevægt indfinder sig. Jeg lukker mit venstre øje og tager sigte med det højre. Min ryg svajer. Min krop dirrer. Jeg affyrer.
Efter krudtrøgen har lagt sig, ånder alt fred og idyl igen. Langt fra alfarvej i et øde hjørne af delstaten North Carolina, klemt sammen mellem Highway 96 og Highway 50, står jeg på en langstrakt grusvej nær ravnekrogen Meadow, arketypen på ”flyover America”.
Solen skinner fra en pletvis skyfri decemberhimmel, temperaturen tillader forårsbeklædning og den omgivende sø med sin rige fiskebestand og vidtstrakte fugleliv danner en malerisk ramme om mit øjensynligt martialske foretagende. Jordstykket tilhører 55-årige Jay Phillips, som foruden muld lægger skydevåben af alskens karakter til et indblik ind i hans og millioner af amerikanere som ham på landets livsstil.
Vi er naturligvis på det rene med, at det, vi gør her, er fuld lovligt? Hvis politiet skulle finde på at komme forbi, ville det ikke være noget problem, vel?
”Overhovedet ikke,” forsikrer Jay mig, der til dagligt lever af at udbringe brød.
”Det er min ejendom, og hvis det er en god betjent, skyder han sammen med os,” tilføjer han med et skælmsk smil, inden han slår en urdyb latter op.
Jeg rækker ham skydevåbnet tilbage, jeg lige har skudt med, og observerer fra behørig afstand, hvordan han med en cowboys aura udnytter det vindstille vejr til at indstille sigtekornet, inden han rammer bull’s eye med sin kugleregn.
Det mest dødbringende skydevåben i Amerika, konstaterer jeg i halen på røgsløret og støjterroren fra skudsalven.
”Det handler ikke om skydevåbnet, det handler om mennesket,” lyder det prompte fra Jay, som var han en levende reklamesøjle for NRA, mens han sikrer sin semiautomatiske riffel af typen AR-15 igen.
USA’s våbenvoldsepidemi
Selvom Jay affejer min udtalelse på bedste NRA-manér, så er der alligevel noget om snakken. Den type skydevåben, jeg lige har affyret, blev benyttet i fire ud af de fem værste masseskyderier i USA’s historie og står generelt for mere end 85 procent af alle masseskyderier i USA. Hvert år i de sidste 10 år har der i gennemsnit fundet 468 masseskyderier, defineret som fire eller flere ofre ved en enkeltstående begivenhed, sted i USA ifølge den amerikanske ngo Gun Violence Archive. I 2023 var tallet oppe på 656, hvilket rundt regnet svarer til to masseskyderier om dagen.
I dag er det i øvrigt også en kendsgerning, at det er mere almindeligt for amerikanske børn og unge at miste deres liv til skydevåben end i et biluheld. I de sidste 10 år har over 39.000 amerikanere faktisk hvert år mistet deres liv til skydevåben. I 2023 var tallet oppe på 42.985, hvoraf godt halvdelen var selvmord, hvilket rundt regnet svarer til 118 dødsfald om dagen. North Carolina var sammen med Texas, Californien, Florida, Georgia, Illinois og Louisiana den delstat, hvor størstedelen af dødsfaldene fandt sted.
”Mit svar til dig som amerikaner er: hvorfor ikke,” lyder det fra Jay på mit spørgsmål om, hvorfor han finder det nødvendigt at eje to pistoler, en shotgun og ikke mindst riflen, vi lige har affyret.
”For at have det sjovt, men primært for beskyttelse,” følger han op.
På den måde ligner Jay størstedelen af amerikanerne i sit syn på skydevåbenejerskab.
I sommer kunne tænketanken Pew Research Center berette om, at 67 procent af amerikanerne angiver beskyttelse og personlig sikkerhed som hovedårsagen til at eje et skydevåben. Tallet bekræfter en vedvarende tendens i USA, hvor den individuelle opfattelse af sikkerhed har en afgørende rolle i debatten om skydevåbenejerskab. Den opfattelse af skydevåben er én af de væsentligste grunde til, at den amerikanske våbendebat forbliver kompleks og ikke mindst kontroversiel.
”Hvis vi taler om en slet mandsperson, og jeg bor i et hjem med penge og andre værdier, og ham her så siger til sig selv, ‘hmm, jeg er en slet mandsperson, nu vil jeg bryde ind og tage det, som den gode fyr har.’ Når han så hører, at jeg har en shotgun i mit hjem, en 9 millimeter pistol i mit hjem og en AR-15 i mit hjem, hvad tror du så, der vil ske,” spørger Jay mig, inden han selv affyrer et svar:
”Det er et afskrækkelsesmiddel, fordi så ved den slette mandsperson, at jeg er i stand til at forsvare mit hjem. Han går så i stedet ud og finder en svagere person, altså en, der ikke kan forsvare sig selv, fordi vedkommende ikke har skydevåben, og det er altså en person, man kan udnytte, hvis man er en slet mandsperson. Jeg nægter at være den person, der ikke kan forsvare sig selv.”
Til trods for Jays nuancerende selvforsvar er de barske realiteter nu alligevel, at der på knap 10 år er sket en procentuel stigning på over 140 procent i forhold til antallet af masseskyderier i USA. Faktisk var antallet af masseskyderier i fjor det næsthøjeste i hele den periode.
I forhold til politisk handling på området peger forskning fra Havard University på, at republikanere er mest tilbøjelige til at reducere våbenlove efter et masseskyderi, mens demokrater omvendt er mest tilbøjelige til at stramme dem. En tendens, der afspejler Pews føromtalte undersøgelse, der også viser, at republikanere er langt mere tilbøjelige til at eje skydevåben end demokrater er.
Men hvad virker reelt set bedst i forhold til at dæmme op for USA’s epidemi af våbenvold? En opblødning i reglerne eller en stramning af dem? Strammere våbenlove, der blandt andet har forbudt semiautomatiske våben, har for eksempel i Australien og New Zealand ført til færre tilfælde af masseskyderier i begge lande. Amerikanske lovgivere behøver imidlertid ikke at kigge så langt ud i verden for at finde empiri for, at strammere skydevåbenkontrol betyder færre masseskyderier. Ej heller behøver de at gå så omfattende til værks for den sags skyld. De behøver blot at rette blikket indad og skrue tiden tilbage til perioden 1994 til 2004.
Effekten af en strammere våbenlov
Efter en stribe masseskyderier op igennem slut 1980’erne og starten af 90’erne vedtog Kongressen i sommeren 1994 en tværpolitisk føderal våbenlov, der i sin væsentlighed forbød visse typer semiautomatiske skydevåben klassificeret som angrebsvåben. Desuden formente loven også adgang til magasiner, der kunne indeholde mere en 10 patroner.
Loven, der havde opbakning fra konservative skikkelser som Ronald Reagan, forhindrede som sådan ikke amerikanerne i at eje disse angrebsvåben, men dikterede snarere, hvordan de kunne tage sig ud. Med andre ord hvor mange dødbringende særpræg, skydevåbenet måtte bære. Under loven måtte man således lovligt eje semiautomatiske skydevåben, så længe det kun bar ingen eller maksimalt ét af følgende militære egenarter: et foldeskaft (der gør skydevåbenet nemmere at gemme væk), et pistolgreb (der gør skydevåbenet nemmere at holde), en bajonetmontering, en blitzdæmper (der gør det sværere at se, hvor skydevåbenet bliver affyret fra) eller en granatkaster.
Grundet skydevåbnenes rodfæstede placering i amerikansk historie, ikke mindst som grundlovssikret rettighed, indskrev man en udløbsdato i loven, og i 2004, da Kongressen skulle tage stilling til loven på ny, svigtede den politiske vilje, og forbuddet blev ophævet på trods af stor opbakning fra offentligheden til en forlængelse. Lige siden har semiautomatiske skydevåben med militære karakteristika været fuldt lovlige at eje, med mindre andet gør sig gældende på delstatsniveau.
Spørgsmålet hertil er, hvilken effekt loven så egentlig havde på det amerikanske samfund i sin 10-årige levetid? Det er først og fremmest et omdiskuteret emne, der især har haft våbenlobbyens fulde opmærksomhed, men et nyligt og signifikant studie fra 2019 udgivet i tidsskriftet Journal of Trauma and Acute Care Surgery peger på, at sandsynligheden for et masseskyderi i USA faldt med hele 70 procent, og fremkomsten af disse militærlignende skydevåben til formålet faldt med 32 procent. Efter loven udløb steg antallet af masseskyderier i USA til gengæld med 183 procent og chancen for at blive dræbt i et steg med 239 procent.
I dag er der 19,8 millioner AR-15-rifler i omløb i USA. Tilbage i 2004 var der 8,5 millioner.
”Jeg kan sige dig som amerikaner, der levede i USA fra 1994 til 2004, at USA i 2004 og USA i dag er ikke det samme USA,” responderer Jay Phillips oven på min lange fremstilling af sagen.
”Under corona så vi for eksempel, hvordan store menneskemængder tog til gaderne i vores største byer i protest mod et tilfælde af politivold (politidrabet på afroamerikanske George Floyd, red.). I Raleigh (hovedstaden i North Carolina, red.) blev der for eksempel sat ild til biler, hvor politiet bare så til og gjorde ingenting. Der var kriminelle, der i nogle delstater indtog hele bydele – byer som Chicago og Detroit – og ville ikke lade politiet eller ambulancer komme ind. Folk kom til skade,” fortsætter han og understreger:
”Hvad er chancerne for, at sådan noget ville ske herude, hvor vi er? Nogen ville sige, at det er tæt på nul, men hvis der bare er én procents chance for, at det kunne ske, så vil jeg hellere eje et våben, selvom jeg aldrig nogensinde skulle få brug for det ellers.”
Så hvis jeg forstår dig korrekt, så anerkender du, at den føderale våbenlov fra 1994 til 2004 havde en positiv effekt på antallet af masseskyderier i USA, spørger jeg opklarende.
”Ja, 100 procent,” tydeliggør Jay.
”Jeg kender ikke statistikkerne, men tilbage i 2004 ejede jeg ikke alle de her skydevåben. Jeg følte ikke, at jeg havde brug for at eje alle de her skydevåben,” tilføjer han.
Hvad har så ændret sig, spørger jeg.
”Verden har ændret sig, og det siger jeg ikke for at være generisk,” understreger Jay.
”Men fra 2004 til i dag har USA taget en drejning, hvor tingene er gået mere galt,” uddyber han og konstaterer:
”Føler jeg mig usikker overalt i USA? Nej. Men har jeg i de fleste tilfælde altid et skydevåben på mig, når jeg rejser rundt i USA? Ja.”
“Jeg kan huske et USA, hvor folk ikke låste deres husdøre og biler. Den tid er efter min mening forbi. Man plejede at kunne gå ned ad gaden og hilse på folk, der så hilste tilbage, og det føltes bare mere trygt. I dag kan du for eksempel stå over for en person og være i tvivl, om man har at gøre med en mand eller en kvinde. På den måde kan man heller ikke determinere, om man har at gøre med et godt eller et ondt menneske. Jeg ved godt, det lyder skørt, men verdenen, som den er skruet sammen i dag, føles bare ikke tryg for mig mere,” tilføjer Jay, inden vi sætter sikring på dagens skydeseance.
Svaret tygger jeg imidlertid videre på, for det leder mig naturligt hen til næste punkt på dagsordenen for min rundrejse i North Carolina, nemlig Donald Trump, som Jay Phillips og næsten tre millioner andre som ham i delstaten satte deres kryds ved i både 2016 og 2020. Det har Jay i sinde at gøre igen i 2024, netop på grund af den føromtalte følelse af tryghed i skæret af sin nuværende følelse af utryghed.
Den dynamik vender jeg tilbage til i næste uge, hvor USA-nyt igen Fortæller – denne gang fra bagsædet af en golfbil på trailerpark-safari gennem Trumpland.
Læs også: