Med lige under 11.000 stemmer tabte Hillary Clinton Michigan til Donald Trump i 2016. En afgørende faktor for Trumps overraskende præsidentvalgsejr dengang. Fire år senere vandt Joe Biden delstaten tilbage til Demokraterne med lige over 150.000 stemmer mere end Trump. En afgørende faktor for Bidens historisk store præsidentvalgsejr målt på stemmetal dengang.
Trump begrundede nederlaget med valgsnyd, selvom han havde mobiliseret godt 350.000 flere stemmer i Michigan sammenlignet med sit resultat i delstaten i 2016. Valgsnyd var der ikke tale om. Biden tilføjede til gengæld langt flere Michigan-stemmer til sin kampagne, end Hillary Clinton formåede. Lige præcis 522.000 stemmer flere.
Langt størstedelen af de stemmer kom fra amterne Oakland og Wayne. Sidstnævnte er ikke bare hjemsted for storbyen Detroit, men også langt hovedparten af USA’s arabisk-amerikanske befolkning. Deres betydning for Bidens sejr i Michigan i 2020 kan ikke undervurderes. Nu, fire år senere, har de især fremkaldt hævede øjenbryn og bekymrede panderynker for Biden frem mod præsidentvalget til november.
Med den humanitære katastrofe i Gaza som følge af Israel-Hamas-krigen som bagtæppe skulle Biden forsøge at gøre sine hoser grønne over for Michigans demokratiske vælgere ved partiets primærvalg i delstaten i går. Indtil videre har Biden kunnet slå cruisecontrol til på sin vej mod at blive sit partis endelige nominering. Det kunne han for så vidt også i går med en primærvalgssejr med over 80 procent af stemmerne. Alligevel er det de 13,2 procent demokratere, som satte krydset ud for “uncommitted”, der er endt med at løbe med overskrifterne.
Forud for primærvalget blev der nemlig stablet en massiv mobiliseringskampagne på benene fra arabisk-amerikansk side for at sende et klart signal til præsidenten: tag ikke vores støtte for givet, når du ikke vil støtte vores ønske om en standsning af blodsudgydelserne i Gaza.
Med det in mente var det heller ikke nogen overraskelse at se en Biden dagen før gårsdagens primærvalg tone frem på tv, vaffelis i hånden, og spå om en snarlig våbenhvile:
Stemmefiskeri eller ej så er skaden sket. Og med tanke på, hvor tætte præsidentvalgene de sidste par gange har været i steder som netop Michigan, er godt 101.015 “uncommitted” demokratiske stemmer det sidste, præsidenten har brug for. Særligt i relation til, at øvrige kernevælgere også har vist tegn på at vakle i opbakningen til Biden frem mod præsidentvalget til november.