Gaderne står tomme hen. Bylivets puls slår i juleferiens fredelige rytme. Tre dage før juleaften bryder jeg alligevel højtidens våbenhvile og bestiger marmortrapperne til det neoklassiske bygningsværk på 220 Hillsborough Street i Raleigh, North Carolinas hovedstad, for at tage pulsen på kampformen.
Afblomstrede magnoliatræer og andre træarter kranser palæet med dens massive hvidkalkede søjlegang, der giver stedet en aura af det tempel, det er. Historisk lagde det hus til lægevidenskaben. I dag lægger det hus til en politisk kommandocentral.
Jeg springer den almindelige høflighed over, trækker direkte i dørhåndtaget og træder ind i et højloftet ekko af stilhed. Den fornemme hall slynger mit ”hello” tilbage i munden på mig. Ved første øjekast er der ikke en sjæl i hovedkvarteret, lige indtil en yngre kvinde i sorte festklæder toner frem i en døråbning på venstre side af entréen.
”Vi har lige sendt folk på juleferie med en mindre komsammen med guvernøren i går, så jeg er lige ved at rydde op efter festlighederne, men kom ind, kom ind,” hilser hun mig velkommen, mens hendes distinkte vokaler toner langsomt ud i rummet på bedste sydstatsmanér i takt med det umiddelbare chok over min pludselige tilstedeværelse.
Jeg tager imod hendes udstrakte arm og anglo-skandinaviske navn og fremstammer mit eget retur samt anledningen til mit uanmeldte besøg, mens jeg følger i hælene på hende ind til hendes kontor.
Anderson Claytons kontor er lige så umiddelbart indrettet, som hun selv er. Frisk fra fad, og stadig i sit stiveste puds, har hun trodset dagen derpå, for som formand for Det Demokratiske Parti i North Carolina er det efterhånden sparsomt med fridage. Selv i juleferien.
”Mentalt er jeg allerede i valgkamp,” fortæller hun, inden hendes mundvige kruser sig i et karakteristisk og lettere ironisk smil.
Hun gearer ned i kontorstolen ved sit skrivebord, hvor det tætpakkede kampprogram for 2024 ellers venter på hendes instrukser.
”Vi har for nylig sendt tre organisatorer ud i marken rundt omkring i delstaten, og så har vi folk, der er begyndt at ringe rundt til vælgere og sådan nogle ting. Vi er også i gang med at forberede valgskilte. I 2020 var det meget sparsomt med valgskilte fra vores side, så det er noget, vi skal have skruet op for i år,” opremser hun med determination i stemmen.
Der kunne vel næppe heller være meget mere på spil, tænker jeg efterfølgende. Alt tyder nemlig på, at North Carolina får en afgørende finger med i spillet om, hvem der til november får nøglerne til Det Hvide Hus.
Noget at tro på
Historisk har North Carolina været en stensikker republikansk højborg. Med sin sejr i 2008 er Barack Obama den eneste demokrat, der har vundet i delstaten siden valget tilbage i 1976. Men Joe Bidens nederlag i North Carolina ved sidste præsidentvalg var med en smallere margin end både Obama i 2012 og Hillary Clinton i 2016. Faktisk var North Carolina den delstat, Trump vandt med smallest sejrsmargin i 2020. Der skulle med andre ord kun lidt over 74.000 stemmer til, før delstaten var gået til Demokraterne.
”Meget vigtig, hvis vi skulle have noget at sige om den sag,” lyder det fra Anderson på mit spørgsmål om, hvor vigtig North Carolina bliver for udfaldet af præsidentvalget.
”Hvis man for eksempel kigger på det næststørste amt i delstaten, Mecklenburg County, hvor Charlotte ligger (North Carolinas mest befolkede by, red.), så var valgdeltagelsen i 2020 én af de laveste i hele delstaten. Vi har derfor et stort arbejde foran os i forhold til at få folk motiveret, begejstret og entusiastiske omkring at stemme, fordi numerisk har vi nok stemmer bag os,” slår hun fast.
Der er måske ingen anden, der bedst kender til hovedvægten af den numeriske fordel, partiformanden hentyder til i sit svar, end Anderson selv. Med sine 26 leveår er hun nemlig repræsentant for en generation af yngre amerikanere, den såkaldte Generation Z (født mellem 1997 og 2012), der til årets præsidentvalg – sammen med den forudgående demografiske kohorte, de såkaldte Millenials (født mellem 1981 og 1996) – kommer til at udgøre lige under halvdelen af de stemmeberettigede vælgere. I 2028 kommer de to generationer til at konstituere lige over halvdelen. I 2032 er de klart majoriteten.
Zoomer man specifikt ind på North Carolina, så har delstaten oplevet en betydelig befolkningstilvækst i de senere år. Stiller man endnu mere skarpt, er det især de yngre og mere veluddannede, der har bidraget til befolkningstilvæksten. Navnlig i storbyer som Raleigh, som statistisk set er mere progressive og stemmer overvejende demokratisk.
På det bagtæppe blev Anderson i februar 2023 som blot 25-årig valgt som formand for partiet i North Carolina. Ikke bare væltede hun den siddende partiformand, der nød opbakning fra guvernøren, og som er gammel nok til at være hendes bedstemor, af pinden. Anderson blev også den yngste partiformand i hele USA.
”Jeg regnede overhovedet ikke med at vinde,” genkalder hun sig, mens hun stolt peger op på væggen, hvor et avisudklip hænger indrammet til evig minde om den historiske bedrift.
”For mig handlede det sådan set bare om at tage kampen op for retfærdighed,” fortsætter Anderson, hvis eneste tidligere politiske erfaring tæller kampagnearbejde for skikkelser som Kamala Harris og Elizabeth Warren.
Ifølge partiformanden har Det Demokratiske Parti alt for ofte tyet til et budskab om at være anti-Trump. Selv er hun omvendt bannerfører for et budskab, der er mere pro-Demokraterne.
”At være anti-Trump er et fint budskab for de mennesker, der allerede er demokrater, men jeg synes, at vi bliver nødt til at give folk noget andet. Noget, de kan tro på,” siger hun.
Hertil gør Anderson sig ingen illusioner om, at det kan blive mere end svært at skabe demokratisk begejstring, når kandidaten hedder Joe Biden, som har historisk lav anseelse i amerikanernes øjne – især blandt yngre vælgere.
Foruden at føre valgkamp for Joe Biden og Kamala Harris stiger Anderson Clayton også ind i et valg til Repræsentanternes Hus, hvor fire ud af de nuværende 7 demokratiske kongresmedlemmer ikke står til genvalg grundet republikansk gerrymandering i delstaten. Fotos: Alexander de Summer-Brason Welford
”Jeg tror, at mange mennesker gerne vil have, at der sker en forandring. Jeg er personligt ret begejstret for Joe Biden. Jeg kommer fra en af de landlige egne af North Carolina, hvor Bidens infrastrukturinvesteringer virkelig kan mærkes. Mange steder i det landlige North Carolina har i den forstand været i forfald, men dem har Biden investeret i. Det har tidligere administrationer forsømt,” fremhæver hun.
Så dét er i virkeligheden budskabet, sporer jeg mig ind på.
”Ja, lige præcis,” udbryder Anderson prompte, før hun indrømmer:
”Jeg forstår så også godt, at det ligesom er en del af min historie i forhold til, hvorfor han har gjort det godt som præsident.”
“Jeg kender mange unge mennesker, der beklager sig over, at han ikke er progressiv nok, men omvendt køber jeg ikke argumentet om hans alder. Unge mennesker elskede Bernie (Sanders, red.), og Bernie er gammel. Jeg tror, at i sidste ende handler det mere om politikken end om alderen, og det er i virkeligheden mit vigtigste job at fremhæve lige netop det,” fortsætter hun.
Ud af busken
Foruden den store tilstrømning af yngre nytilkomne har North Carolina også oplevet en betydelig vækst i sin andel af 65-årige og ældre. De slår sig særligt ned i delstatens mere landlige kanter, hælder traditionelt mere konservativt og favoriserer generelt mere Republikanerne. Med andre ord udligner de yngre og ældre vælgergrupper stort set hinanden.
Spillets regler er nu engang sådan skruet sammen, at jo flere indbyggere, en delstat har, jo flere valgmænd får delstaten tildelt. Hertil har North Carolinas befolkningstilvækst faktisk været så massiv, at delstaten i 2024 kommer til at kunne bryste sig af at have 16 valgmænd i stedet for de 15, man havde tilbage i 2020. Det faktum hæver kun indsatserne for årets præsidentvalg endnu mere, ikke mindst for Demokraterne, som historisk har haft svært ved at bryde igennem Republikanernes uigennemtrængelige forsvarsværker mellem land og by, fortæller Anderson.
”Jeg bor selv i Person County, som er cirka en times kørsel væk fra Raleigh. Det er et landligt område, hvor der bor mange Trump-republikanere, men der findes også demokrater derude. Når det kommer til at få Joe Biden genvalgt, så bliver det også virkelig vigtigt at finde lige netop de her små lommer af demokrater og få dem til at møde op på valgstederne,” følger Anderson op, mens jeg tørt konstaterer:
Jeg har primært opholdt mig netop i de mere landlige egne af delstaten, og hånden på hjertet tror jeg ikke, jeg har mødt en eneste demokratisk vælger derude.
”Det har du, du ved det bare ikke, fordi man taler ikke så højt om det. Det er noget, vi prøver at vende op og ned på,” skyder hun tilbage.
”Men jeg indrømmer gerne, at man kan føle sig ret isoleret som demokrat ude på landet. Udover Texas har North Carolina den største landlige befolkning i USA, så for os er det virkelig vigtigt at være tilstede i de her især mere landlige samfund for at hjælpe folk med at komme ud af busken,” fortsætter hun og pointerer:
“Jeg tror, at det for mange mennesker handler om at møde kandidaten ansigt til ansigt for at få en fornemmelse af, hvad der optager dem, og ikke mindst hvad deres plan for landets fremtid er.”
Mange af de Trump-vælgere, jeg har talt med ude på landet, kan ikke specifikt pege på, hvad der var bedre ved deres liv under hans præsidentskab, men de er alle sammen af den overbevisning, at deres liv er værre nu under Biden. Hvad stiller I konkret op med det, spørger jeg Anderson, der tygger lidt på mit spørgsmål, før hun bryder tavsheden med sit svar.
”Nogle mennesker, inklusiv mig selv, kan knap nok betale huslejen hver måned. Jeg tror, at hvis man ikke er så investeret i det sociale aspekt ved politik, men mere er optaget af økonomien, så leder man efter nogen at skyde skylden på. Man kigger måske ikke så meget efter årsagen til selve problemet, såsom at virksomhederne hæver priserne, når de ikke behøver gøre det,” replicerer hun og giver sin sidste pointe mæle:
”Biden gør alt, hvad han kan, og jeg tror desværre, at det også handler om at være på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, men som jeg plejer at sige, meget kan ske på et år.”
Med de ord lader jeg partiformanden komme tilbage til arbejdet, mens jeg sætter sidste punktum for min rundrejse i North Carolina.
Fotos: USA-nyt
Læs også:
