Super Tuesday bød på det udfald, som var ventet. Donald Trump sejrede stort i alle delstater på nær én (Vermont til Nikki Haley), og Biden ditto (American Samoa til Jason Palmer?).
Valgkampen har nu for alvor taget form og kan nu for alvor gå i gang. Selvom Super Tuesday i den forstand var tam, da vi godt kendte udfaldet på forhånden, så sagde den imidlertid noget signifikant om begge kandidater forud for deres rematch.
Hvad vi lærte om Trumps kandidatur
Først og fremmest betyder gårsdagens resultater for Trump, at han nu er et mulehår fra at have opnået det antal delegerede, der skal til for at løbe med Republikanernes endelige nominering som partiets præsidentkandidat. Helt præcist er han kun lidt over 300 delegerede fra at have opnået det gyldne antal på 1215, hvilket har efterladt den interne modkandidats, Nikki Haley, kampagne i stampe. Det er nu kun et spørgsmål om tid, før Haley må trække stikket ud på sin kampagne, da hendes argumentet om, at flere delstater fortjener at blive hørt, om de vil have Trump eller en anden republikaner, efterhånden er godt og grundigt tyndslidt, nu hvor halvdelen har tilkendegivet, at de over en bred kam vil have Trump.
Haley har med andre ord endegyldigt ingen farbar vej tilbage mod den republikanske nominering. Alligevel stiller hendes kandidatur nogle svagheder om Trump til skue. Især når det nu kommer til at skulle gøre sine hoser grønne over for et bredt, nationalt publikum, og ikke bare et kernerepublikansk, som primærvalgene vidner om, ekspræsidenten sidder særdeles tungt på (og i virkeligheden har gjort det i mange år).
Haley har nemlig gennem primærvalgene især appelleret til visse by- og forstadsvælgere, blandt andet dem med universitetsuddannelser. En meningsmåling foretaget af CNN efter gårsdagens primærvalg i North Carolina viser, at 81 procent af de republikanere, der stemte på Haley, ikke agter at støtte Trump til præsidentvalget.
Det er imidlertid ikke nogen nyhed, da Trump altid har haft det svært med især højtuddannede vælgere, men ikke desto mindre er North Carolina bestemt ikke uvæsentlig at fremhæve i det store billede. Den næststørste delstat efter Texas målt på landlig befolkning oplever i disse år en massiv tilførsel af veluddannede, og af de delstater, Trump vandt i 2020, var delstaten den med den smalleste sejrsmargin for MAGA-hyrden. En dynamik der gør, at North Carolina sagtens kan gå hen og få en særdeles vigtig rolle for udfaldet af årets præsidentvalg (også nu hvor den jævnfør sin voksende befolkning får flere valgmænd i år end i 2020), som for nuværende ser ud til at blive udkæmpet med lige så stor tæthed, som tilfældet var i 2020 (og for resten også 2016). Du kan i øvrigt læse meget mere om temperaturen i delstaten forude for præsidentvalget i min trepartsserie En uge i Trumpland, hvis du hopper over på USA-nyt Fortæller.
Hvad vi lærte om Bidens kandidatur
Joe Biden cruisede i går. Hans sejrmarginer var visse steder med over 80 procent af stemmerne. Skulle der være nogen tvivl om, hvor Biden står blandt demokratiske partiloyalister, så er det stærkt. Men han tabte som nævnt i det amerikanske territorium American Samoa til en obskur forretningsmand ved navn Jason Palmer. Så er det heller ikke vildere, for vigtigere er øgruppen trods alt heller ikke i det store billede.
Det, der til gengæld gjorde ondt på præsidenten, var, at trenden fra sidste uges primærvalg i delstaten Michigan om at stemme “uncommitted” (altså groft sagt stemme blankt) fortsatte til Super Tuesday. Steder som Minesotta, der ligesom Michigan rummer en stor del arabisk-amerikanere, samt føromtalte North Carolina, som rummer en stor del yngre og veluddannede vælgere, viste samme trodsighed over for præsidenten som Michigan gjorde ved at stemme blankt ud for den demokratiske primærvalgsstemmeseddel.
Vi ved, at krigen i Gaza er grusom, og vi ved, at den grusomhed koster. Ikke bare det mest ultimative og tragiske i form af menneskeliv, men også demokratiske stemmer fra især de to føromtalte grupper, der står tilbage i vantro over en præsident, der i høj grad skylder dem sin valgsejr tilbage i 2020, og som gang på gang har vist manglende vilje og handlekraft til at stoppe blodsudgydelserne, der nu har stået på i godt og vel et halvt år.
Problemet for Biden er ikke, at disse vælgergrupper i stedet kommer til at stemme på Trump. Problemet for Biden er, at de slet ikke stemmer. Som jeg pointerede i det foregående kapitel om Trump, så bliver årets præsidentvalg formentlig en yderst tæt barbering, og derfor har Biden simpelthen ikke råd til at miste potentielt flere hundredetusindevis af stemmer til ingenting.
Spørgsmålet, præsidenten må stille sig selv, er, hvornår nok er nok, før alvoren bundfælder sig. I mellemtiden kan Trump gnide sig i hænderne over, at det ikke er Bidens eneste problem. Det kan du blandt andet læse mere om her:
