Der er måske ingen, der bedst symboliserer, at den nuværende samling af amerikanske senatorer tilsammen udgør den ældste nogensinde i landets historie, end Mitch McConnell med sine skrantende medieoptrædener det sidste års tid.
Tillad mig at spole tiden tilbage til slutningen af juli, hvor mindretalslederen for Republikanerne i Senatet pludseligt klappede i som en østers i forbindelse med sit ugentlige pressemøde – bogstavelig talt.
Svimmelhed, lød forklaringen prompte oven på det bizarre optrin, McConnell efterfølgende måtte eskorteres væk fra.
Bevares. Den længst siddende partileder i USA’s historie, som efterhånden også har rundet de 82, kunne velsagtens siges at være lovlig undskyldt efter en streng indlæggelse med hjernerystelse som følge af et fald få måneder forinden.
”Jeg har det fint,” betryggede en tummelumsk McConnell imidlertid efter svimmelheden havde lagt sig, hvor han efterfølgende var i stand til at vende tilbage til et noget måbende pressekorps. Den hellige grav var – til trods for et decideret blackout – velforvaret. I hvert fald for en stund.
For kun lidt over en måned senere, i august, var den gal igen. For rullende kameraer blev republikaneren med ét atter stum – tragikomisk nok på et spørgsmål om, hvad hans tanker om at genopstille i 2026 ellers var.
Som jeg indledte featuren med at skrive, så er McConnell, der for nyligt annoncerede, at han træder tilbage som mindretalsleder efter årets valg samt ikke søger genvalg i 2026, mere et symptom på problemet end selve problemet, der i den seneste tid er kommet på alle amerikaneres læber: amerikansk politik ledes simpelthen – ja, ligefrem domineres – af noget nær fortidslevn, der går med halm i cowboystøvlerne og bringer mindelser om gamle dage, alt imens der blæser nye vinde uden for Kongressens metertykke marmormure og traditioner.
Hertil er det vigtigt at understrege, at det ikke er alder, der nødvendigvis er et problem, men alderens potentielle effekt, der kan medføre problemer.
Huset tager babyskridt, mens det står ældre til i Senatet
En foryngelse af Repræsentanternes Hus er ifølge en Pew Research Center-gennemgang fra i fjor imidlertid så småt begyndt at tage babyskridt. Det sås blandt andet med Demokraternes storstilede generationsskifte på partitoppen efter midtvejsvalget i 2022, hvor den dengang 82-årige Nancy Pelosi veg pladsen som spydspids til 53-årige Hakeem Jeffries, der også fik valgets yngste sejrherre med sine 25 leveår, Maxwell Frost, som partikollega.
Men som nævnt står det noget ældre til ovre i Senatet.
En senator har for nuværende en gennemsnitsalder på rundt regnet 65 år ifølge Pew. Det er ikke bare en stigning på fire år siden midtvejsvalget i 2014, men også det højeste, gennemsnitsalderen for en amerikansk parlamentariker nogensinde har været i USA’s historie. Til sammenligning er gennemsnitsalderen for parlamentarikere globalt set 53 år. I Danmark ligger den på 45 år.
66 procent af de nuværende amerikanske senatorer tilhører den såkaldte Boomer-generation, hvilket vil sige, at de aldersmæssigt ligger et sted omkring de 60 og 80 år. Tilbage i 1980 var det kun fem procent af dem, der var over 70. Til gengæld er antallet af Boomers i Repræsentanternes Hus i dag på 45 procent (et fald på 17 procent siden 2017), mens antallet af såkaldte Millennials i Huset (aldersmæssigt mellem cirka 26 og 40 år) er steget fra 1 til 12 procent i samme periode.
En anden kuriøs pointe i fremstilling af Kongressens forældelse er, at dets husapoteker, Michael Kim, tilbage i 2017 fremhævede over for mediet STAT News, at medicin mod Alzheimers også er at finde på listen over medikamenter, han udskriver til Kongressens medlemmer.
Et aldrende præsidentembede
Og når nu vi er ved det, så lad os da også lige vende blikket mod præsidentembedet og ligeledes tage et alderstjek der.
Med alderen 78 blev Joe Biden i januar 2021 den ældste i USA’s historie til at blive indsat som præsident. Gennemsnitsalderen for sådan én er ellers 55 år. I november 2022 rundede Biden så endnu et skarpt hjørne, da han blev den første siddende præsident, der kunne puste 80 lys på fødselsdagskagen ud. Gennemsnitsalderen for en siddende præsident ligger ellers rundt regnet på 57 år. Hvis Biden skulle gå hen og blive genvalgt i 2024, ville han gøre det som 82-årig. Ved udgangen af embedsperioden ville han være rundet de 86.
Spørger man amerikanerne, hvad de synes om præsidentens fremtidsplaner, skal Biden nok tage høreværn på. En dugfrisk måling fra Quinnipiac University viste, at næsten 70 procent af dem mener, at han simpelthen er for gammel til endnu en tur i den toppolitiske manege. Blandt demokratiske vælgere er det noget nær samme antal med samme klare besked.
Læg dertil en lang række kontinuerligt uheldige offentlige optrædener, der kunne tyde på alderssvækkelse, samt en nylig rapport fra det amerikanske justitsministerium, der godt nok frikendte Biden for sigtelse i forbindelse med sin håndtering af klassificerede dokumenter, men som også hældte mere benzin på bålet ved at beskrive præsidentens handlinger som den af en “velmenende ældre mand med en dårlig hukommelse.”
Men hov, vent. En gammel mand er Donald Trump jo strengt taget også.
Skulle Trump, som i ugens løb sikrede sig nok delegerede til at kunne kalde sig for Republikanernes kommende nominering som partiets præsidentkandidat, vinde magten i år, ville han dermed vippe Ronald Reagan (77 år) af pinden og indtage pladsen som USA’s næstældste præsident nogensinde med alderen 79 år.
Modsat Biden lider Trump, der for nuværende er 77, ikke under samme tunge aldersbekymringer fra amerikanerne på trods af på det seneste at have vist tegn på potentiel hukommelsestab, som for eksempel da han tilbage i januar blandede Nancy Pelosi sammen Nikki Haley.
Til gengæld associerer de fleste amerikanere ham med mindre flatterende ord som kriminalitet, korruption og upålidelighed.
Kalder på et politisk aldersloft
32 millioner amerikanere, der var 17 år under præsidentvalget i 2016, kommer til at være fyldt den stemmeberettigede alder til valget i 2024. Faktisk vil Millennials og de såkaldte Generation Z’ere (født efter 1996) – i øvrigt de største generationer i USA i dag – udgøre godt halvdelen af de stemmeberettigede vælgere til årets præsidentvalg (lidt over 130 millioner). De to demografiske kohorter kommer tilmed kun til at vokse sig større i stemmeantal de kommende år.
Med det in mente, hvordan kan det så egentlig være, at amerikansk politik fortsat er så alderstung, når befolkningen er så ung?
Den amerikanske journalist Derek Thompson peger på, at det kan have noget at gøre med, at valgdeltagelsen blandt unge er meget lav, mens den er noget højere hos de ældre vælgere. Ergo er rationalet, at man typisk stemmer på nogen inden for sin egen aldersgruppe.
Samtidig betoner journalistkollegaen Walt Hickey vigtigheden af økonomi og anseelse, som sædvanligvis følger med alderen. For det første kræver det nemlig astronomiske summer penge at føre valgkamp i USA – præsidentvalget i 2020 kostede for eksempel den nette sum af 5,7 milliarder dollars, mens midtvejsvalget i 2022 løb op i 8,9 milliarder dollars; begge tal er rekordbeløb. For det andet vinder ældre kandidater omkring 60 procent af deres valg simpelthen grundet donorernes tilbøjelighed til at kaste flere penge efter anciennitet. Og det er et problem. I hvert fald hvis man spørger amerikanerne.
En iøjnefaldende måling fra 2022 foretaget af Business Insider viste, at hele 78 procent er af den holdning, at deres folkevalgtes høje alder er et problem.
Mens der findes minimumsaldersgrænser for at kunne stille op til et politisk embede i USA – ifølge forfatningen skal en præsidentkandidat være fyldt mindst 35 år for at stille op, mens alderen for en kandidat til Repræsentanternes Hus og Senatet henholdsvis lyder på 25 og 30 år – findes der ingen øvre aldersgrænse. Hvis det til gengæld stod til et klart flertal af amerikanerne, skal der vendes op og ned på det.
I slutningen af 2022 bragte CBS News resultaterne af en meningsmåling, der viste, at næsten tre ud af fire amerikanere er tilhængere af en maksimumsaldersgrænse for dets politikere. På tværs af partiskel var opbakningen til et politisk aldersloft i den grad også til at tage og føle på.
Faktisk ville nuværende toppolitikere som Nancy Pelosi, Bernie Sanders, Chuck Schumer, Elizabeth Warren, Mitch McConnell, Joe Biden og Donald Trump (for bare at nævne nogle få) være fortid i amerikansk politik, hvis et flertal af amerikanerne fik deres ønske om et politisk aldersloft på 70 år opfyldt.
Uamerikanske tilstande
Det græske ord “gerontokrati” er betegnelsen for en styreform kendetegnet ved, at det er de ældste, der bestemmer. Groft sagt, fordi de simpelthen er de ældste. At det er gået hen og blevet den politiske virkelighed for et land som USA er på mange måder skæbnens ironi, fordi intet kunne nærmest være mere uamerikansk.
Amerikanerne har nemlig en dybt rodfæstet opfattelse af sig selv som et ungt og dynamisk pionérsamfund, der med møje og besvær løsrev sig fra historiens stramme spændetrøje, da de lettede anker og satte sejl væk fra de europæiske havne. Mødet med den nye verden eroderede således langsomt men sikkert europæeren og alt dens gamle og statiske tankegods om samfundsklasser, hierarkier og despoti, mens der spirede innovative idéer om individualisme, demokrati og frihed op hos den unge amerikaner på sin vestvendte færd mod ubegrænsede horisonter.
Den unge nation, hvis normer og idealer bredte sig som en præriebrand, som den voksede sig større og mægtigere, manifesterede derved sin skæbne som det moderne og uskyldige over for det forstokkede og korrupte. Lige netop det skulle blive fundamentet for den distinkt amerikanske drøm. Det er i hvert fald den skabelsesmyte, amerikanerne ynder at fortælle om sig selv, og som altså står i skærende kontrast til landets nuværende oldingevælde.
”Det er i den grad et paradoks,” indleder Anita Wohlmann, lektor ved Institut for Kultur- og Sprogvidenskaber på Syddansk Universitet, oven på min lange fremstilling af sagen.
”Men man kan også sige, at det er en succeshistorie for USA. Der er jo i den grad nu tale om en nation, der ikke længere er ung og uskyldig, men som efterhånden har en lang historie bag sig og er blevet mere moden, vidende og erfaren – alle de her positive ting, vi også associerer med alderdommen,” forsætter hun, som blandt andet har mytedannelse og narrativer om USA’s kultur som forskningsområde.
Mytens magt
Før vi fortsætter længere ned af det amerikanske mytespor, så lad os lige få sat på plads, hvad myter egentlig er – i særdeleshed nationale myter og deres betydning for sin befolkning.
“Der findes forskellige teorier om, hvad myter egentlig gør ved folk og tilbyder dem,” indleder Anita Wohlmann akademisk, før hun fortsætter:
”Nogen siger, at myter giver en form for identifikation med det abstrakte – altså idéen er, at det, man ikke rigtig kan forstå, bliver mere håndgribeligt gennem mytedannelsen. Man kan næsten sige, at de fungerer som en slags psykologisk mekanisme eller strategi for selve folket samtidig med, at de også bruges som et slags realitetstjek.”
Særligt for en indvandrernation som USA har myter og ikke mindst symbolerne ved dem spillet en væsentlig rolle – både for den individuelle og kollektive psykologi. Modsat for eksempel europæiske nationer, hvis nationale samhørighed mere bygger på et etnisk slægtskab end kulturelt, har navnlig myter fungeret som selve døren ind til det amerikanske folks sjæl – og det gør de til stadighed, vel at mærke under stor politisk polemik, hvilket dog er et emne til en feature en anden god dag.
”Men vi ved selvfølgelig også, at myter ikke er sande, og på den baggrund hersker der en del kontrovers i forskningen omkring dem, og om de nu også skal tillægges så meget værdi,” siger Anita Wohlmann.
The American Adam
Men hvis vi nu alligevel vælger at tilslutte os det hold, der tillægger myterne værdi, og samtidig retter blikket tilbage mod USA som den unge nation versus det gamle, nuancerer Anita Wohlmann for det første:
”Modsætningsforholdet mellem det unge og nye og aldrende og gamle gør sig ikke kun gældende for et land som USA. Idéen om, at ungdommelighed repræsenterer noget nyt, uskyldigt og dynamisk kan vi spore langt tilbage i historien.”
Med den pointe slået fast med syvtommersøm henviser hun videre til myten om ”The American Adam”, frembragt af blandt andre litteraten R. W. B. Lewis i 1955, som groft sagt går ud på, at USA er landet, hvor mulighederne stortrives og fortidens byrder begraves.
”Og det er i høj grad en distinkt amerikansk bøjning af det her kulturelle imaginære om en ung nation,” lyder det fra Anita Wohlmann, inden hun fortsætter:
”Spørgsmålet er så, hvad det egentlig betyder, og hvilke værdier vi så tillægger det. Myten om ”The American Adam” bøjer det ikke helt i neon, men først og fremmest associerer vi ungdommelighed med noget positivt, altså noget nyt, uskyldigt og uberørt. Omvendt er der også en del negative associationer forbundet med ungdommelighed, som man nok heller ikke vil være særlig interesseret i at have klæbet fast til sig som nation. Det kunne for eksempel være ting som umodenhed, hensynsløshed, det at være uerfaren og let at manipulere – med andre ord at mangle livserfaring.”
Til det fremfører Anita Wohlmann en pointe om, at Donald Trump faktisk drog fordel af netop disse troper om ungdommelighed, da han besejrede Hillary Clinton tilbage i 2016.
”Trump spillede jo i den grad på sin politiske uskyld i 2016, forstået på den måde at han ikke havde den samme lange, politiske historik, som Hillary Clinton havde. Med andre ord tegnede Trump et billede af sig selv som den nye dreng i klassen, og min pointe er, at han i den grad lykkedes med at profitere på de her repræsentationer af ungdommelighed, som vi har talt om.”
Og det er langt hen ad vejen en taktik, han vil forsøge at gentage i sine bestræbelser om revanche mod Joe Biden, som Trump som bekendt kun er tre år yngre end, argumenterer Anita Wohlmann:
”Det er jo interessant, at Trump ikke plages af samme aldersbekymringer som Joe Biden. Det underliggende spørgsmål, man må stille sig selv om ældre præsidenter, er, om de er i stand til at forny nationen og tilføre den noget ungdommeligt, friskt og dynamisk. Det er måske i virkeligheden nok der, hunden ligger begravet i forhold til Trump og Biden og alder, fordi Trumps store slagnummer netop er en fornyelse af noget.”
”’Make America Great Again’ (Trumps valgslogan i 2016 og igen i 2024, red.) handler netop om at vende tilbage til noget, der engang var, og som dermed også var yngre. Med andre ord at frigøre USA for gamle, bureaukratiske strukturer, der ikke virker mere, og føre landet tilbage til et yngre stadie, der var bedre,” pointerer hun.
Aldersparadokset
Men i virkeligheden er myten om den unge nation versus det gamle, med alt hvad det indebærer af negative bibetydninger, lige så meget et paradoks med omvendt fortegn, tilføjer Anita Wohlmann.
”Disse antagelser hviler ikke på noget fundament, men er noget, vi forestiller os. Det er jo lige så meget stereotypi, når man siger, at alderdom er forbundet med noget, der ikke er dynamisk og som er stagneret, skrøbeligt og i forfald.”
”Hvad vi forbinder med forskellige aldersgrupper eller aldersstadier er faktisk i sig selv paradoksalt, fordi det er selvmodsigende,” tydeliggør Anita Wohlmann, før hun spidser til:
”Ungdommelighed er ikke kun én ting samtidig med, at alderdom heller ikke kun repræsenterer én ting. Med alderen kommer også erfaringen og visdommen, som i hvert fald ud fra det kulturelt imaginære er mere positivt. Hvad, vi også ved fra forskningen, er, at jo ældre du bliver, desto mere glad bliver du også. Det er interessant, fordi vi har som regel en forestilling om, at yngre mennesker udlever de bedste år af deres liv og derfor er mere glade. Det har blandt andet noget at gøre med, at ældre mennesker er meget bedre til at håndtere stressfulde situationer end yngre mennesker.”
”Så USA som den unge nation med de gamle ledere er i den grad et paradoks,” lyder det fra Anita Wohlmann.
“Men det er altså kun én måde at anskue de to forskelle på,” pointerer hun, inden jeg sender denne feature på velfortjent pension.
Læs også:
