Make America Florida

Den fallerede præsidentkandidat, Floridas republikanske guvernør Ron DeSantis' kolde og kedelige propagandabog fra i fjor giver et lærerigt syn på nutidens USA, skriver Johan Knudsen Moestrup, der har pløjet sig igennem bestselleren for at forstå den kristen-konservative højrefløjs tankegods anno nu og frem.

Han stod i det perfekte rampelys til at kunne udfordre Donald Trump som Republikanernes officielle præsidentkandidat, men allerede inden han officielt ytrede de berømte ord, “I’m running for president of the United States”, gik det galt for Floridas guvernør.

Forinden havde Ron DeSantis gjort det, som mange andre præsidentkandidater gør, når de går i luften med et kandidatur til præsidentvalgkampens primærvalg, nemlig at udgive en bog om deres historie og politiske visioner.

Bogen, som har titlen The Courage to Be Free – Florida’s Blueprint for America’s Revival og som udkom i februar i fjor, har Ron DeSantis selv forfattet, hvorfor den hurtigt bliver en smule kedelig at begive sig igennem, ligesom den i flere kapitler indeholder udsagn, der under en journalists opsyn ville blive mødt med krav om dokumentation og yderligere forklaringer.

Men vigtigt er, at bogen, som kraftigt lader sig inspirere af trumpismen, illustrerer den splittelse, der aktuelt raserer det amerikanske samfund, og med forfatterens kortsynede sans demonstrerer den også vigtigheden af debatten om demokratiet – både i USA, men også i Europa.

En værdikriger bliver til

Det lå slet ikke i kortene, at Ron DeSantis skulle blive toppolitiker i USA. Han er født og opvokset i byen Dunedin i delstaten Florida, han er søn af en tv-installatør og en sygeplejerske, og så elsker han at spille baseball. DeSantis’ verdenssyn- og billede ændrer sig dog prompte, da han i 1990’erne bliver optaget på Yale University, hvor han – som han selv beskriver i bogen – møder pacifister, kommunister, liberale og folk, der slet ikke er stolte af det amerikanske militær, eller på nogen måde deler hans syn på verden.

Her begynder Ron DeSantis for alvor at møde den verden, han som medlem af Repræsentanternes Hus, guvernør i Florida og præsidentkandidat vil bekæmpe. Det er dog også her, hvor DeSantis tydeligt demonstrerer den polarisering, der her godt og vel 20 år efter holder det amerikanske samfund i et endnu strammere jerngreb – for hvorfor forstå dem, man er uenig med, hvorfor se CNN, hvis det hele er løgn og bedrag, og hvorfor overhovedet bruge tid på det og dem, der mener noget andet end én selv?

Det går stærkt, da Ron DeSantis vælger at slutte sig til den kristen-konservative side, hvor han også melder sig ind i den amerikanske hær og udsendes som soldat under Irakkrigen. Undertegnede skribent er ikke ekspert i krige, og derfor er det svært at tyde, hvor korrekte DeSantis’ påstande om krigen er.

Fra sumpen til solskinsstaten

I takt med den stigende interesse for politik, hvor Ron DeSantis bestemt ikke brød sig om Barack Obamas linje, stillede han op til kongresvalget i efteråret 2012, hvor han blev valgt til Repræsentanternes Hus. Her blev han beskrevet som ensom, men ifølge DeSantis selv handlede det hele om, at han valgte at repræsentere sit distrikt i solskinsstaten frem for at “være en del af sumpen” – med reference til “the swamp of Washington, D.C.”

DeSantis blev senere medstifter af gruppen Freedom Caucus, der i dag ses som den mest ultranationalistiske gruppe i kammeret, fordi den arbejder på så meget decentralisering af magten fra hovedstaden til delstaterne som overhovedet muligt, ligesom den støtter Donald Trumps Make America Great Again-agenda.

Og med valget af netop Trump som præsident i 2016 så DeSantis og Freedom Caucus-kollegerne frem til gode år på magten, men for DeSantis blev midtvejsvalget i 2018 det sidste som kongresmedlem. Hjemme i Florida ventede en familieforøgelse med et tredje barn, og Ron DeSantis havde efterhånden svært ved at få tingene til at hænge sammen. Derfor stillede han op som guvernør og vandt valget i 2018 efter en så tæt kamp, at kun 0,4 procentpoint adskilte DeSantis og demokraten Andre Gillum.

Præsident DeSantis?

Svaret på dét spørgsmål anno 2023-24 gik hurtigt fra usikkert til klokkeklart nej, men med bogen præsenterer DeSantis stolt sin politik, sin kamp mod “fake news media” og sin kamp mod venstrefløjens liberalister, der har gennemsyret Florida siden begyndelsen af sin tid som guvernør i 2019.

I hvert fald er der ingen tvivl om, at Ron DeSantis er klar til at samle sine allierede i et nyt forsøg på en politisk toppost, når hans embedsperiode som guvernør i Florida udløber i januar 2027 med et valg i november 2026.

Læs også: