En begivenhed uden fortilfælde så i går aftes dansk tid Formanden for Repræsentanternes Hus, republikaneren Kevin McCarthy, blive vippet af pinden. Otte republikanere fra partiets yderste højrefløj, anført af Matt Gaetz fra Florida, forslagsstilleren til mistillidsvotummet, fik følgeskab af 208 af Husets demokratiske medlemmer, som altså var nok til at besejle McCarthys skæbne. Det har imidlertid kastet landet ud i en dyb politisk krise med blot lidt over en måned til, at en permanent aftale for USA’s finanser skal være forhandlet på plads for at undgå en nedlukning af statsapparatet.
“Det tror jeg ikke, der er nogen, der præcist ved,” indleder Niels Bjerre-Poulsen, lektor ved Center for Amerikanske Studier på Syddansk Universitet, på det helt store spørgsmål om, hvad der nu kommer til at ske.
“På trods af at Matt Gaetz og syv andre republikanere stemte imod McCarthy, så kan man konstatere, at der var masser af trumpister, der alligevel stemte for McCarthy. Det er svært at forestille sig, at der ikke internt i Det Republikanske Parti vil blive gået efter Gaetz nu,” fortsætter han og understreger:
“Der var på en eller anden måde en præsentation fra Gaetz om, at det her var en principsag, der bundede i budgetter og så videre i forhold til den midlertidige finanslov, der blev stemt igennem med demokratisk støtte i weekenden. Med andre ord gav han en rationel forklaring på sit valg om at fremtvinge en afstemning om McCarthys formandskab. Den anden udlægning er imidlertid, at det her (Gaetz og kompagni, red.) er nogle helt særlige typer, der er bedøvende ligeglade med budgetter. Man skal i hvert fald ikke lede langt for at se, at det her bestemt ikke var en beslutning truffet på baggrund af principper.”
Stor bevisbyrde mod McCarthy
Samtidig forklarer Niels Bjerre-Poulsen, at bevisbyrden for at stemme imod McCarthys fortsatte formandskab ganske enkelt var for stor for Demokraterne.
“Det er reglen snarere end undtagelsen, at man ikke stemmer på det andets partis formand. Demokraterne kunne selvfølgelig have valgt at holde hånden under McCarthy ud fra en betragtning om, at alternativet kan blive værre, men der tror jeg, de vejede det op imod noget, der ikke handler om alternativer, men som snarere handler om deres grundlæggende mistillid til McCarthy,” starter han, før han ekspliciterer:
“En stor del af det går helt tilbage til forløbet omkring stormløbet på Kongressen den 6. januar 2021, hvor McCarthy først fordømte Trump, for så 14 dage senere at tage til Mar-a-Lago og kysse ringen og begynde at nedtone begivenhederne.”
“Der er også hans beslutning om at udlevere overvågningsbåndene fra Kongressen den 6. januar til Tucker Carlson (forhenværende tv-vært på Fox News, red.) i et forsøg på at fortælle en anden historie om stormløbet. Så er der hans beslutning om at indlede en forundersøgelse til en rigsretssag mod Joe Biden på det mindst tænkelige grundlag. Før det havde han faktisk lavet en aftale med Biden om budgetterne for de næste to år, så man ikke skulle havne i en kattepine om det spørgsmål midt under et valg i 2024, men den vælger han så at løbe fra, fordi den blev skarpt fordømt af sit partis yderste højrefløj,” fortsætter Niels Bjerre-Poulsen og binder sløjfe på:
“Slutpunktet er så i søndags, hvor McCarthy efter indgåelsen af den midlertidige finanslovsaftale går på tv og siger, at det var fantastisk og modent lederskab af ham at levere aftalen, og at Demokraterne havde gjort alt for at spænde ben for den. Det var fuldstændig absurd, fordi alle demokrater på nær én stemte for, mens 90 republikanere stemte imod. Alt det her er noget, Demokraterne ikke har glemt, og fik dem nok i sidste ende til at sige nok er nok, McCarthy har simpelthen løbet fra for mange aftaler. Så ser vi hellere Republikanerne kaste sig ud i en borgerkrig.”
Efterhånden sket mange mærkelige ting i amerikansk politik
Det helt store spørgsmål er som nævnt, hvem der så nu skal erstatte McCarthy som Husets formand, som medlemmet fra North Carolina, Patrick McHenry, for nuværende er konstitueret som.
“Der er nogle stykker, der er blevet nævnt. Steve Scalise fra Louisiana og Elise Stefanik fra New York er to muligheder, men det er jo en opvejning af, at det ganske enkelt har vist sig umuligt at lede på et så spinkelt flertal med en så højtråbende højrefløjsminoritet,” konstaterer Niels Bjerre-Poulsen.
Blandt MAGA-fløjen har Donald Trump sågar været oppe at vende som bud på en ny formand.
“Altså man har jo efterhånden set så mange mærkelige ting i amerikansk politik,” indleder Niels Bjerre-Poulsen på spørgsmålet om Trumps formandschancer, før han tørt konstaterer:
“Det ville være ligesom at bede en realitystjerne om at være hjertekirurg.”
“Det er jo et job, der kræver så meget viden om teknisk procedure i Kongressen, så det ville være fuldstændig absurd at forestille sig Trump, der ingenting ved om procedurerne i Kongressen, men jeg er efterhånden holdt op med at sige, at sådan nogle scenarier ikke kan blive en mulighed i amerikansk politik. Det ville i så fald være det ultimative, for så siger man reelt, at man er fuldstændig ligeglad med lovgivningsprocessen – det er bare rent og skært show og symbolik,” lyder det videre fra Niels Bjerre-Poulsen, der pointerer:
“Det er præcis det, de republikanere, der stemte for at beholde McCarthy, beskyldte de republikanere, der stemte for at fjerne McCarthy, for at være: nihilister, der kun vil se det hele brænde.”
En meget svag leder
Efter gårsdagens afstemning var McCarthy efterfølgende ude og sige, at han ikke agter at stille op som formand igen.
Mindeordet for hans tid som formand bliver imidlertid ikke et kønt et af slagsen, mener Niels Bjerre-Poulsen.
“Hans eftermæle bliver, at han var en meget svag leder, som var så opsat på at blive formand, at han var parat til at strække sig til nærmest at sætte al personlig integritet til side. Måske traf han den rigtige beslutning, da han gik sammen med Demokraterne om at bremse en nedlukning af USA, men det blev han så fældet på, netop hvor han for en gangs skyld ikke havde tilsidesat integritet.”
“McCarthy har bestemt ikke skrevet sig ind i Kongressens historiebøger som nogen særlig stor politiker overhovedet,” lyder den afsluttende bemærkning fra Niels Bjerre-Poulsen.
