Oversat fra engelsk til dansk af Alexander de Summer-Brason Welford
Jeg voksede op på en hønsegård. Mit første job var at rengøre hønsehusene, som vi havde seks af, hver med omkring 50.000 høns. Jeg skød mit første rådyr som 6-årig, fiskede i weekenderne, gik i ternede skjorter og overalls i skole og var besat af at bære min stedfars Stetson-cowboyhat. Jeg voksede op på landet. Det land, du hører om i countrysange. Folk omkring mig var cowboys, og jeg ønskede at være en cowboy. Vi lyttede til countrymusik, fordi det handlede om os. Det var ikke en joke, det var en livsstil.
Da jeg hørte, at Luke Combs kom til Danmark, vidste jeg, at jeg var nødt til at se det. At se min yndlingskunstner hvor som helst var en mulighed, jeg ikke kunne gå glip af, men at se ham i Danmark ville være helt surrealistisk. Turnéen blev annonceret, og stedet blev fastlagt. Vega, et “underholdningscenter” med 1.500 pladser. Utrolig intimt, helt perfekt. Jeg har mange gange hørt om danskernes holdning til countrymusik, og den har været overvejende negativ. Det er ikke, fordi de hader det, de kan bare virkelig ikke lide det. Så jeg var sikker på, at der ikke ville være noget problem med at få en billet til det, der muligvis ville blive den største aften i mit liv. Der blev udsolgt øjeblikkeligt.
Jeg er ikke helt sikker på, hvad min umiddelbare reaktion var. Jeg vil gerne tro, at jeg håndterede det med værdighed og ydmyghed. Uanset hvad var jeg knust. Jeg er sikker på, at jeg gav mig selv skylden. Jeg er sikker på, at jeg gav min kone skylden (som overhovedet ikke havde noget med det at gøre). Jeg bebrejdede sandsynligvis endda min nabo ved siden af, som jeg er ret sikker på, stjæler vores wifi. Verden gav ingen mening. Hvorfor skulle Gud gøre dette imod mig? Hvilken lektion prøvede han at lære mig? Hvordan kunne en god Gud gøre dette imod en person? Det eneste lys i det, der nu var en mørk og tom tilværelse, var det faktum, at vi var i lufthavnen og klar til at tage til Italien. Jeg ville tage til Italien og drikke rødvin, indtil jeg glemte, at countrymusik eksisterede. Så fik jeg en e-mail.
Koncertstedet var blevet ændret. Det viser sig, at der var lidt mere efterspørgsel efter verdens største countrymusikartist. Forum, med plads til 10.000. På dette tidspunkt vidste jeg, at jeg skulle til Luke Combs-koncert. Der var absolut ingen chance for, at der var 10.000 andre mennesker i dette land eller de omkringliggende lande, der delte min store kærlighed til Luke Combs. Da billetterne blev gjort tilgængelige, var jeg klar. Telefonen i hånden, batteriet fuldt opladt, klar til at sikre mig en billet til det, der muligvis ville blive den største aften i mit liv – og jeg fik den.
Det var over et år siden. Efter et par måneder blev koncerten i Forum udsolgt. Den endelige destination for Luke Combs, en indfødt fra North Carolina, var Royal Arena. Udsolgt, 20.000.
I går ankom jeg til Royal Arena omkring klokken 16.30. Mit håb var at være først i køen for at sikre en plads lige ved scenen. Da jeg drejede om hjørnet, var jeg ikke først. Køen strakte sig allerede langt ud over min vildeste fantasi. Det var her, jeg gjorde min første iagttagelse fra aftenen. Den amerikanske sydstatslivsstil er blevet forvandlet til en karikatur. Jeg ved, at folk gør nar af os. Men jeg har aldrig set det så markant på første hånd. Mængden af ternede skjorter og cowboyhuer til stede ved koncerten var grotesk. Og hvis koncertgæsten ikke var stilfuldt udstyret til at udføre denne karikatur korrekt, var der et merchandise-telt. Det her var forbløffende for mig af en væsentlig grund. Jeg har antaget mig en mere europæisk stil efter at have boet her i to år, og som følge heraf var jeg den mindst amerikansk lignende person til stede. Jeg har aldrig følt mig så komfortabel og samtidig følt mig så ukomfortabel før i hele mit liv.
Portene åbnede klokken 18. Jeg skyndte mig ind og kom hurtigt frem i ølkøen, hvor jeg købte mig en øl til 59 kroner. Jeg gik ind i arenaen, og til min overraskelse var der masser af plads ved scenen. Jeg sikrede mig en position, stod fast for at opretholde en stram skillelinje og undgik nogle forsøg på at møve sig ind foran mig, indtil min kone ankom. Lyset blevet til mørket. Tid til showet.
Det første indslag var tre af Lukes nære venner og medkomponister. Jeg er sikker på, at de er gode sangskrivere, men jeg har hørt bedre sangere. De sang nogle af deres sange og skiftede mellem de tre, men midt i deres sæt tog jeg den sidste mulighed, jeg troede, jeg havde, for at genopfylde min overpriste øl og bruge toilettet. Jeg kæmpede mig igennem mængden og kom helskindet igennem, og mens jeg stod i kø, lavede jeg min anden iagttagelse fra aftenen. Hvis du bestiller mad til en koncert, er du en taber. Hold ikke køen for at købe en hotdog og popcorn. Jeg og andre tørstige koncertgængere vil bare købe vores øl og kæmpe os tilbage til vores ståplads. Jeg ønsker ikke at vente på, at din hotdog bliver tilberedt. Det er uhøfligt, punktum.
Det andet indslag var et band ved navn 49 Winchester. Jeg har aldrig hørt om dem, men de var klædt nøjagtigt som halvdelen af publikum, så de måtte være legitime nok. Det var de. Faktisk var de ret fantastiske. Issac Gibson, forsanger/guitarist, fik taget til at lette. Han havde en fantastisk stemme, beherskede scenen med en enorm følelse af hastværk, og fyren i en Boston Red Sox-hat på klaveret var forbløffende, både fysisk og musikalsk.
Efter de havde afsluttet deres sæt havde vi omkring 30 minutter, inden Luke kom på scenen. Vi mødte et utroligt venligt britisk par, der var i landet kun for at se Luke Combs, og jeg afviste et par tyskere, der åbenbart forsøgte at komme på scenen. Jeg stod fast. Jeg spildte også en af deres øl ved et uheld, hvilket jeg ikke undskyldte for – af princip.
Hver gang du hører Sweet Caroline af Neil Diamond, er der noget godt på vej. Det er også muligvis den bedste sang at spille for at få et rum fuld af hvide mennesker til at blive begejstret. Det er som narkotika. Spil den sang, og hvide mennesker begynder bare at synge. Den her gang var ikke anderledes. Noget godt var på vej.
Jeg kan ikke gå i dybden med de første tre sange, fordi jeg er ret sikker på, at jeg besvimede. På overfladen er det bare sindssygt, at nogen har mulighed for at se nogen så talentfuld gøre det, de er så gode til, i virkeligheden. Hvis nogen stod deroppe og malede, ville jeg være lige så begejstret, fordi jeg ikke kan gøre det, de gør. Som en fan på samme alder som Luke og som en fan, der har fulgt ham siden hans Vine-dage, blev jeg fuldstændig og totalt lamslået.
Jeg vil ikke gennemgå hver sang, fordi det vil jeg ikke, men jeg har brug for, at du stoler på mig som en person, der levede (før han blev berømt) en lignende livsstil, en person, som hans sange er rettet mod, og en person, der forstår, hvad countrymusik er (og endnu vigtigere hvad det ikke er): showet var helt og aldeles utroligt. Og for at være ærlig, hvis der er en anmelder, der siger noget andet (jeg nævner ingen navne…) ville jeg stille spørgsmålstegn ved alt omkring vedkommende. I et meget opdelt countrymusikklima er Luke Combs den perfekte sammenfatning af den nye skole og den gamle. Han omfavner alt, hvad countrymusik er. Og han leverede en fantastisk countrykoncert.
Showet fra start til slut var en perfekt sammensætning af den gamle og nye Luke. Dem, der har fulgt Lukes karriere, kender den rejse, han har taget fra Vine, til små universitetsbarer, til Nashville, til at blive ansigtet på countrymusik. Dem, der ikke har fulgt hans karriere, tror, at han er pop, og hans koncert er som en Bud Light-reklame (igen, jeg nævner ingen navne…).
Det, Luke gjorde i går, var at tage 20.000 europæere med på en rejse gennem hans liv via sin musik. Og det bedste, den mest overvældende observation, jeg gjorde mig under hele aftenen, var, at alle kendte hvert ord til den rejse. Du må forstå, det handler netop ikke om, at Luke Combs fyldte hele arenaen – han har fyldt stadions i USA fem gange større end Royal Arena – det handler om, at Luke fyldte en arena i København. Og det skal være det klare resultat fra koncerten. For en aften følte jeg, at alle fik mulighed for at opleve det, jeg betragter som den bedste del af at være en sørgelig amerikaner, musikken.
Var det den bedste koncert, jeg nogensinde har været til? Af mange grunde, ja. Du kan ikke forestille dig, hvor stolt jeg var over at høre min musik (jeg ved godt, det faktisk ikke er min musik, så slap af) blive sunget af tusinder af mennesker, der aldrig har hørt om den by, jeg voksede op i. Den eneste viden, de har om min opvækst, er det, de ser i filmene og hvad de hører i sangene. Alligevel kendte de hvert ord. Det var surrealistisk. Det er, hvor talentfuld Luke Combs er.
Igen, for ikke at gentage mig selv, var koncerten fantastisk. Det var en fest fra start til slut, hvilket er præcis, hvad en koncert skal være. Jeg græd, da han sang Fast Car, men det er så også alt, jeg vil sige om det. Faktisk manglede der kun to irer og fire tyskere for at gøre det til en perfekt koncert. Og det bringer mig til min sidste iagttagelse: Jeg er officielt blevet gammel.
