Newsom goes to China – næste stop, Det Hvide Hus?

I sidste uge var Californiens guvernør Gavin Newsom i Kina, hvor han blandt andet mødtes med landets leder Xi Jinping. USA-nyt dykker ned i perspektiverne ved det demokratiske stjerneskuds ilddåb på den store scene.

Det er ikke hver dag, en amerikansk præsident chartrer Air Force One med kurs mod Kina til en seance med den kinesiske leder. Den siddende præsident Joe Biden har for eksempel stadig den fornøjelse til gode. Sidst, det skete, var faktisk med Donald Trump ved roret tilbage i 2017. Ikke desto mindre har USA og Kina et af de vigtigste og ikke mindst komplekse bilaterale forhold i verden.

Richard Nixons statsbesøg i 1972 markerede det første af sin slags for en amerikansk præsident til det kommunistiske Kina, hvilket bidrog til at sparke døren ind til diplomatiske relationer efter årtiers isolationisme mellem de to lande. Reagan gjorde kunststykket efter i 1984, hvor hovedpinen omkring Taiwan for alvor blev sat på spidsen. I 1998 fulgte Bill Clinton trop ovenpå spændinger omkring menneskerettigheder efter massakren på den himmelske fredsplads i 1989, og i 2009 var det den nyslåede præsident Barack Obamas tur til at rejse til Kina, med hvad der skulle vise sig at være et mislykket forsøg på at styrke relationen og forståelsen mellem de to lande.

Under Trump-æraen gik det amerikanske forhold til Kina fra at være koldt til iskoldt, og det er det fortsat under Bidens præsidentskab, der sidst havde landets leder, Xi Jinping, på tomandshånd i slutningen af 2022.

Midt i stormagtshøjspændingerne entréer så – af alle personer – Gavin Newsom, Californiens demokratiske guvernør siden 2019 samt forhenværende borgmester i San Francisco, som i sidste uge blev den første amerikanske guvernør til at besøge Kina i fire år samt den første i seks til at trykke hånd med Xi Jinping.

Fotos: Office of the Governor of California / Flickr

Siden især Nancy Pelosis omstridte besøg i Taiwan i sensommeren 2022 samt Taiwans præsidents, Tsai Ing-wen, besøg den anden vej i foråret 2023 har forholdet mellem USA og Kina været noget anspændt (for ikke at sige højspændt). På Newsoms ugelange rundrejse fik piben imidlertid en anden lyd. Budskaber om samarbejde frem for konkurrence om vigtige dagsordener som klima, fentanyl og fremgang gjorde den californiske guvernørs modtagelse noget nær Hollywood-stjerne værdig, hvilket Newsom-lejren heller ikke var bleg for at forevige gennem den tidligere præsidentielle fotograf Charles Ommanneys fotolinse.

Fotos: Office of the Governor of California / Flickr

Gavin Newsom – som godt nok er herre over, hvad der ifølge mediet The Wealth Shift Journal ville være verdens femte største økonomi, hvis det var et land – indtog Kina som en anden statsmand, hvor veje blevet spærret af for hans kortege og Den Forbudte By gjort forbudt for offentligheden til gunst for ham.

Med andre ord var Newsoms Kinaturné den hidtil største indikation på, at han, som overlede et såkaldt tilbagekaldelsesvalg i 2021 og cementerede sit guvernørskab yderligere med et historisk stort genvalg i 2022, har solbrillerne stift rettet mod Det Hvide Hus.

Kilde: X

Betyder det så, at den 56-årige Newsom kunne finde på at stille op allerede i 2024? Han har i hvert fald alderen med sig – modsat Joe Biden – men med mindre Biden (én af USA’s mest upopulære præsidenter i nyere tid ifølge en lang række målinger) vælger at lave en LBJ (en anden af USA’s mest upopulære præsidenter i nyere tid) fra præsidentvalget i 1968, så er svaret nej, hvilket det også for nylig ifølge The New York Times har lydt fra Newsom selv.

Turen til Kina var imidlertid det demokratiske stjerneskuds ilddåb på den store scene, hvilket han klarede efter alle kunstens regler. Med den erfaring rigere er Newsom ikke bare kommet længere frem i verden, men også langt tættere på et præsidentkandidatur i 2028.