2024 markerer året for endnu et vigtigt præsidentvalg i USA – et valg som bliver dækket af utallige medier landet og verden over.
15. januar 2024 var ligeledes starten på det diskussionsrige, karakterbetonede primærvalg i den republikanske vælgerkreds. Jeg vil ikke gøre mig selv til ekspert på de politiske magter i USA, da det ikke ligefrem er mit ekspertiseområde. Én ting sprang dog i øjnene på mig, da jeg så TV 2 nyhederne dagen efter Donald Trumps første sejr.
I udsendelsen udtaler Poul Erik Skammelsen, som er nyhedsvært og tidligere USA-korrespondent for TV 2, og som på nuværende tidspunkt er aktuel i programmet ”Kampen om USA”, at Trump, blandt Iowas vælgere, bliver set som et religiøst symbol, der er sendt fra Gud. Hvad selve formålet er med Trumps guddommelighed er mindre klart. Umiddelbart tillægges Trump et religiøst budskab om USA’s rolle som ”a city upon a hill”, USA’s storhed, og som det religiøse forbillede for resten af verdenen. Og til det stiller jeg spørgsmålene:
Hvor meget magt tillægger vi en enkelt person?
En ting er politisk magt, men er Trump blevet et symbol på religiøs magt?
I mine øre lyder det helt utænkeligt, at en persona som Trump, som kaster om sig med grimme øgenavne, provokerende og stødende kommentarer om kvinder og som i januar 2021 opfordrede sine tilhængere til at gå til angreb mod demokratiet, kan blive set som et religiøst symbol og som værende en person, der forstår og kredser om de kristne værdier.
Værdier som næstekærlighed og ligeværd er i min optik svære at finde i Trumps retoriske virkemidler og væremåde. Så hvad er det, der gør, at Trump bliver set som et religiøst symbol og til tider som USA’s frelser?
Selve narrativet om, at Trump er en næsten messias-lignende figur for det amerikanske folk, er en fortælling, som Trump og hans kampagnefolk udnytter til fulde. I en video, som originalt blev postet på det sociale medie Truth Social, men som her er videreformidlet af The Independent, lægges der vægt på, at Trump er sat i verden af Gud for at ”tage sig af” USA og dets folk: