Fra countrysanger til kulturelt og nu politisk fænomen

Taylor Swift har med sin succes haft stor indflydelse på den amerikanske popkultur og økonomi. Med de værktøjer lader det nu til, at hun også har det på den politiske scene.

Som tidligere beskrevet her på siden er popikonet Taylor Swift blevet forbundet med lovgivning i Kongressen. Nu er sangeren så, igen, i rampelyset og er blevet ‘anti-hero’ hos konservative internetpersonligheder.

I 2018 bekendte Swift politisk kulør, da hun gav sin støtte til den demokratiske senator Phil Bredesen fra sin hjemstat Tennessee. Joe Biden var også så heldig at blive støttet af popsangeren til præsidentvalget i 2020.

I et forsøg på at skyde hendes store indflydelse ned har Trump-støtter, hvis holdning ligger yderst langt til højre, konspireret teorier omkring hendes forhold til Kansas City Chiefs-spilleren Travis Kelce og årets præsidentvalget.

Den højreorienterede podcastvært Mike Crispi insisterede under den amerikanske fodboldkamp, hvor Kansas City besejrede Baltimore Ravens, at NFL havde planlagt aftalt spil, så Kansas City skulle vinde. Denne udmelding blev opfulgt af podcastværtens overbevisning om, hvordan Demokraterne har tilrettelagt, at Swift skal give sin støtte til Biden under det famøse halvlegsshow.

Swift er altså blevet centrum for en skarp kritik fra højre, der virker til at være dybt bekymret over, at hun, sammen med sin kæreste, kan ændre på valgresultatet til november. Det kan måske være svært at se, hvordan Swift kan påvirke, hvor vælgerne sætter deres kryds.

En kvindelig politisk kommentator fra Fox News forklarer, at hun ikke kan forstå, at Swift kan finde på at fremmedgøre sine fans, som hun mener spænder bredt politisk. Det går dermed ud over sine egne fans, hvis Swift vælger side politisk, mener hun.

Amerikanerne har oplevet, hvilken magt Swift har fået de seneste år. Især økonomisk, hvor hun har påvirket den nationale BNP. Egentlig lyder det blot som en dårlig undskyldning for, at man er hunderæd for, at Swift kan rykke hos de vælgere, der er i tvivl om, hvad de skal stemme og samtidig er store fans (Swifties).

Swift er blevet det perfekte offer for yderliggående Republikanere, der inderst inde nok er helt klar over, hvor meget magt hun besidder i den amerikanske popkultur. En magt, man bestemt ikke skal undervurdere.

Nu bliver det interessant at følge med i, om Swift kan nå at komme retur fra sin koncert i Japan for at se sin kæreste spille i Super Bowl’en i næste weekend. Taylor Swift kan måske spille en større rolle for Demokraterne end forventet, og, hvis hun faktisk giver sin støtte til Biden, hive nogle vælgere i en blå retning.