Af Christina Daubjerg Newman
For mig er Barack Obama en slags fabeldyr. Jeg ved jo godt, at han i virkeligheden findes, men chancen for at møde ham, har jeg aldrig overvejet. Lidt på samme måde som jeg heller ikke forventer, at jeg skal møde Cillian Murphy, but a girl can dream.
Synes jeg, at præsident Obama er fejlfri og perfekt? Nej. Er jeg alligevel betaget? Ja.
Hele starten på hans første præsidentperiode var et ”man skulle have været der”-moment. Jeg var selv 15 år gammel på det tidspunkt og hører til den formentlig sidste generation, der var vokset op med en snert af den såkaldte amerikanske drøm, der krakelerede samtidig med, at de to tårne faldt. Min 15-årige danske forståelse forstod godt, at tingene ikke var gode, og jeg hørte til den kategori af mennesker, der troligt fulgte med på CNN (tak far for altid at have internationale nyheder kørende) og godt kunne lugte lunten med den her fyr, ingen kendte fornavnet på. Han var to ting for de fleste: Han var Obama, og han var håb.
Da Obama blev valgt ind, bredte der sig et tæppe af ro over verden. I en post 9/11-verden, hvor en finanskrise havde erklæret flere lande bankerot, var et håb kærkomment. Det var ikke relevant, hvad det håb betød, men folk var håbefulde for noget bedre. Om det skete eller ej kan diskuteres til evig tid, men det var noget helt specielt at være vidne til.
Derfor, da Næstved Arena annoncerede ”An evening with President Obama”, og på ingen måde luftede, hvad det inkluderede, vidste jeg, at der skulle jeg være. Jeg sad troligt i kø til at købe billetter (hvilket imponerende nok var markant sværere for mig end Rammstein, Coldplay og the Weeknd til sammen!) og var heldig nok til at komme igennem. Jeg og mit SU-budget måtte nøjes med ståpladser til 400 kroner, for jeg kunne alligevel ikke håndtere at finde godt 19.000 kr. for en plads på første række og et selfie med præsident Obama.
Det er lidt særligt, at begive sig til Næstved for at se en tidligere præsident skulle snakke. Der var en stemning af ”gad vide, hvad der skal ske” i foyeren, der bestod af en blandet landhandel af mennesker. Flere var troppet op i deres stiveste puds, mens andre kom direkte fra arbejde. Der var folk i alle aldre, former, farver og højder, hvilket omfavner den diversitet, præsident Obama selv proklamerer, han står for. Der var endda noget så dansk som en koranafbrænding ude foran, der fik lige nøjagtig ingens opmærksomhed.
Næseblodsrækkerne var as good as any, og efter to forskellige introduktioner kom præsident Obama på scenen sammen med Phillippa Maigaard Filtenborg, der er kommunikationschef i Næstved Arena. De blev mødt med stående bifald og jubel, der måtte kunne høres i hele Sydsjællands Politikreds. Det var en intens stemning, og alle var musestille hele vejen igennem, udover de mange klapsalver der blev givet undervejs. Alle respekterede reglen om, at telefoner ikke måtte være fremme, og både Flitenborg og præsident Obama kunne høres klokkeklart igennem hele den gode time, de befandt sig på scenen.
Præsident Obama har alle dage været kendt for at være veltalende. Aftenen i Arena Næstved var ingen undtagelse. I et roligt tempo svarede han på de fem spørgsmål, han fik stillet. Spørgsmål, der nok kunne få de mest garvede talere til at småpanikke eller tabe tråden undervejs. Alle spørgsmål bar præg af, at han skulle svare på flere penible ting, der blandt andet, og måske især, omhandlede klimakrisen, hans egen præsidentperiode og den generelle verdens tilstand. Alt blev besvaret grundigt, og der blev mellem linjerne sagt mange spændende ting. Essensen af aftenen og af pointerne er nok bedst, at selvom verden – og måske især USA – har mange mangler, mener præsident Obama, at det faktisk aldrig er gået bedre. Selvom temperaturen stiger, er der ikke grund til bekymring. Selvom vesten er meget polariseret, så er der mere accept. Selvom nyheder og AI kan være utilregnelige, kan man sagtens finde gedigne kilder. Ungdommen er fremtiden. Forståelse er vejen frem. Fællesskab er nøglen til alt. Danmark er et godt eksempel på cirka alt, men vi skal ikke glemme fællesskabet og hinanden, og at vores forskelligheder er en styrke.
Jeg ved ikke, om jeg forlod Arena Næstved med den samme følelse af håb, der hang over verden i 2007. Men jeg føler, at jeg har fået endnu et kapitel i min livsbog, for alene det at være i rum med ham er en oplevelse. At se manden, der bragte håb til hele verden, og også i mange tilfælde fjernede den igen, var virkelig en oplevelse, jeg ikke kan vente med at snakke om resten af mit liv.
Læs også:
