Literally Anybody Else stiller op til præsidentvalget

Det er efterhånden velkendt, at Joe Biden og Donald Trump er to historisk upopulære præsidentkandidater, og mange ser valget som et valg mellem to onder. Nu har en Texas-borger taget konsekvensen af dette.

For at understrege utilfredsheden med både Donald Trump og Joe Biden har den 35-årige skolelærer Dustin Ebey fra Texas lovligt skiftet navn til ”Literally Anybody Else” (“bogstavelig talt enhver anden”) og annonceret, at han stiller op som amerikansk præsidentkandidat ved valget i 2024, skriver The Guardian.

Begrundelsen er, at han er utilfreds med dette års præsidentkandidater, Joe Biden og Donald Trump.

Den tidligere Dustin Ebey annoncerede sit kandidatur den 26. marts ved at offentliggøre et billede af sit nye kørekort på sociale medier for at understrege, at han rent faktisk havde skiftet sit navn. Opslaget på Facebook blev delt 3.500 gange på en uge.

Kilde: Facebook

”Literally Anybody Else” er på nuværende tidspunkt begyndt at samle underskrifter i Texas, og har lanceret sin kampagneside https://literallyanybodyelse.com/.

Det bliver dog meget svært at nå at samle de nødvendige 113.000 underskrifter til rent faktisk at stå på stemmesedlen i Texas.

RFK Jr. vinder frem

I den mere seriøse ende har vi Robert F. Kennedy Jr., der på nuværende tidspunkt står til 7,7 procent af vælgernes gunst ifølge landsdækkende meningsmålinger. Man skal tilbage til Ross Perot i 1992 og 1996 for at finde en tredjepartikandidat med så gode meningsmålinger.

RFK Jr.’s medvind stammer fra den samme utilfredshed, der ligger til grund for ”Literally Anybody Else’” kandidatur.

Det er ikke Kennedys karisma, folkelige appel og visioner, der har ført ham frem, men manglen på et bedre alternativ. På den måde er RFK Jr. det seriøse bud på en ”Literally Anybody Else”.

Læs også: