Feinsteins midlertidige afløser på plads – men det bliver svært at blive permanent

Laphonza Butler har store sko at udfylde efter indsættelsen som koryfæet Dianne Feinsteins midlertidige afløser i Senatet - og mere bliver det nok heller ikke til, vurderer ekspert.

Tirsdag var i sandhed en af de dage på Capitol Hill, hvor man godt måtte bruge ordet historisk. Ikke bare fik Kevin McCarthy sparket som formand for Repræsentanternes Hus, som har efterladt Det Republikanske Parti specifikt og amerikansk politik generelt i en tilstand af total kaos, Senatet fik også sin første homoseksuelle sorte kvinde på plads i form af Laphonza Butler.

Butler, som også skriver sig ind i Kongressens historiebøger som blot den tredje sorte kvindelige senator, skal på midlertidig basis fylde sædet ud for det demokratiske koryfæ Dianne Feinstein, den ældste siddende senator nogensinde, som gik bort i forrige uge.

Kilde: YouTube

“Dianne Feinstein har været en kæmpeskikkelse i politik i Californien og ikke mindst nationalt. Hendes rolle i udenrigspolitiske anliggender – især inden for sikkerhed og migration – kan man slet ikke undervurdere vigtigheden af,” lægger Max Neiman ud, adjungeret professor i amerikansk politik ved University of San Francisco, som USA-nyt har talt med for at blive klogere på sagen.

“De sidste par år har Feinstein døjet med diverse helbredsproblemer, hvorfor der også har været en langsom, men sikker proces i gang med at få hende til at gå på pension. Jeg vil argumentere for, at Feinsteins eftermæle er mindre vigtigt lige nu. Det mest presserende spørgsmål er nemlig, hvem der skal fylde hendes plads i Senatet ud permanent efter et valg i 2024,” fortsætter han.

Fagforeningskvinde

Laphonza Butler blev udpeget til den midlertidige position af Californiens guvernør Gavin Newsom søndag – blot to dage efter nyheden om Dianne Feinsteins død.

Butler – som kommer fra trange kår i Mississippi, hvor hun blandt andet udmærkede sig fra delstatens historisk sorte universitet, Jackson State University – har især gjort sig politisk bemærket med sit arbejde inden for fagforeningsverdenen.

“Hun har i mange år været en stor fortaler for de lavtlønnede og ufaglærte arbejdere såsom viceværter, servicearbejdere og den slags. Og så har hun også kæmpet hårdt for, at arbejdere skulle få større repræsentation ved de bærende politiske beslutningsprocesser, hvilket også nok er derfor, at hun på et tidspunkt blev valgt til bestyrelsen for Californiens Universitet,” beskriver Max Neiman og påpeger, at Butler senest kommer fra en stilling som præsident for den nationale organisation Emily’s List, der arbejder med at rekruttere og ikke mindst få valgt kvindelige kandidater ind til store politiske poster på både delstats- og nationalt niveau.

“Hun har med andre ord politisk tæft, hvilket også er derfor, at hun var involveret i Kamala Harris’ præsidentkampagne i 2020, som kun eleverede hendes politiske profil yderligere, pointerer Max Neiman.

Hård kamp om posten

Guvernør Newsom udtalte samtidig i forbindelse med udnævnelsen af Butler, at han ikke ser noget til hinder for, at Butler kan søge sit partis nominering til at blive Feinsteins permanente afløser i 2024.

Kilde: YouTube

I så fald ville hun tilslutte sig et i forvejen tætpakket og højtprofileret felt af demokrater, der allerede tæller medlemmerne af Repræsentanternes Hus Adam Schiff, Katie Porter og Barbare Lee.

“Butler kommer til at stå i en hård kamp, hvis hun vælger at stille op til posten permanent – ingen tvivl om det,” konstaterer Max Neiman indledningsvist, inden han indskærper:

“Hendes allerførste opgave ville i så fald blive at rejse en masse penge meget hurtigt, for det kan godt være, at hun er et kendt navn i visse politiske kredse i Californien og blandt især mange kvinder, men Adam Schiff, Katie Porter og Barbare Lee har virkelig stærke valgkredse i ryggen og er generelt nogle noget større profiler, der har væsentlig større navnegenkendelse derude. Så har de også nogle meget prisværdige referencer, de kan trække på, hvor Adam Schiff måske bliver set som værende lidt mere moderat end de andre.”

“Men hvis Butler vælger at stille op, så vil der komme endnu en kvinde ind i ræset, og som en farvet kvinde ville hun helt sikkert kunne komme til at nyde stor støtte fra både kvinder og det afroamerikanske miljø, som er vigtige grupper for en demokrat,” påpeger Max Neiman, inden han leverer sin sidste pointe:

“Hvis hun ender med at stille op, så kommer det efter min mening til at have den effekt, at det vil styrke Adam Schiffs kandidatur, som for nuværende er ræsets frontløber og desuden er den kandidat, der med længder har skrabet flest penge ind. Men samtidig så giver udpegelsen som Feinsteins midlertidige afløser Butler en reel mulighed for en fremtidig stor post på delstatsniveau. Her tænker jeg især på guvernørembedet i Californien, som der er valg til i november 2026.”

Demokraternes primærvalg om et bud på en permanent afløser til Feinsteins senatssæde finder sted den 5. marts næste år.

Artiklens bærende billede er tilvejebragt via YouTube.