“Du burde skamme dig!”
Sådan lød det fra den republikanske senator for Utah og præsidentkandidat i 2012, Mitt Romney, da Kongressens medlemmer minglede rundt efter Joe Bidens State of the Union-tale i begyndelsen af året. Ordene var rettet mod partifællen George Santos, ynglingemedlem af Repræsentanternes Hus, hvis kampagne i 2022 blev sat under så voldsom lup, at Santos tilbage i maj blev anklaget for flere føderale lovbrud.
Det første homoseksuelle, ikke-siddende republikanske kongresmedlem til at blive valgt til Repræsentanternes Hus i USA’s historie blev nemlig efter sin valgkamp taget i at have løjet om snart sagt alt mellem himmel og jord.
Er han nu også virkelig homoseksuel, når han har været gift med en kvinde? Blev fire af hans tidligere ansatte virkelig dræbt i massakren på den homoseksuelle bar Pulse i Orlando, Florida, tilbage i 2016? Gik pengene, han havde samlet ind til en krigsveterans døende hund, nu også til det formål? Har han egentlig nogen universitetsuddannelse og en karriere på Wall Street bag sig? Er han “Jew-ish” eller “Jewish”, og er hans mor nu virkelig også en 9/11-overlever?
Det ovenstående potpourri er blot en mindre løs sammenkædning af Santos’ samlede mytomaniske værker (se New York Magazine for mere), og nu står Santos så over for i alt 23 føderale anklager om lovbrud i forbindelse med sin valgkamp, efter dugfriske beskyldninger om løgn og latin blev præsenteret tirsdag.
De seneste anklager peger mere specifikt på, at Santos (blandt meget andet) skulle have stjålet folks identitet og fiflet med kampagnemidler.
Anklagerne til trods agter Santos stadig at stille op igen i 2024. Tilbage i februar viste en meningsmåling imidlertid, at 60 procent af hans vælgere i New Yorks tredje kongresdistrikt ikke ville sætte krydset ved ham igen – faktisk så hele 70 procent af vælgerne, at han helt trådte tilbage som deres repræsentant.
Selv har Santos kaldt anklagerne mod sig for en “heksejagt” og nægter sig skyldig.
Den seneste polemik omkring Santos falder ikke just på et tørt sted for et i forvejen kaotisk Republikansk Parti, der står midt i en ny formandskabale i Repræsentanternes Hus, efter Kevin McCarthy som bekendt fik sparket tidligere på måneden.
Artiklens bærende billede er tilvejebragt via YouTube.